Kære studenter,
Tillykke med de lyse nætter, tillykke med den ekstra høje lyd fuglenes fløjt har, når man har været vågen hele natten, og det stadig kilder i ens mave, tillykke med bedriften og befrielsen.
Jeg står her for at sige til jer, at I skal kræve tiden tilbage.
I er børn af den store acceleration.
Den store acceleration er et underligt fænomen, som er kommet til i jeres levetid, men som vi ligesom ikke opdagede, mens det kom.
Klimaforskerne taler om den som det stadigt mere vanvittigt opskruede tempo, vi er begyndt at forbruge klodens ressourcer med i de sidste par årtier.
Politologerne taler om den som noget, der er blevet fuldstændig forskruet i vores politiske processer, hvor politikere og embedsmænd spæner afsted, indtil de falder om af stress.
Økonomerne taler om den som et vækstmål, vi ikke kan huske, hvorfor vi har; sociologerne taler om den som den totalt stressede signalstorm, jeres dagligliv kan føles som, når det vælter ind over jer med impulser og kommunikationer konstant.
Den store acceleration er ikke jeres skyld, men I kan gøre noget ved den.
Det, I kan gøre, er at stoppe op.
I kan sige nej. Nej til dem, der kommer og vil stjæle jeres tid og opmærksomhed. I kan sige nej til statsministeren, der vil have, at I skal skynde jer med at arbejde mere og mere og mere, eller de allermest åndssvage apps, der prøver at distrahere jer og stjæle jeres opmærksomhed.
På nogle punkter bliver man nemlig dummere med alderen, og ikke mindst bliver man dum af at have travlt. I ved stadigvæk godt, hvor vigtigt det er at bruge tid, der ikke har noget formål. At dimse rundt. At grine med sine venner. At tænke en underlig tankerække til ende. At hænge ud.
Når det er så vigtigt, at I holder fast i det og nægter os andre at stjæle jeres tid fra jer, er det fordi alle os med magten generelt set er ret rådvilde. Vores samfundsmodel knager, mange af vores systemer fungerer ikke så godt, som de har gjort. Alle de impulser, vi bombarderer jer med, er superstærke og superlarmende, men vores overordnede retning – den er usikker. Så hvis vi får lov at stjæle jeres tid, kommer vi til at bruge den forkert.
Prøv at tænke det som jeres oprør. Gør modstand, når sociale medier prøver at overtage jeres tidsstyring. Prøv at provokere jeres egen stress ved at bremse op. Læs en bog til ende, hold fast i en tanke. Læn jer tilbage og lyt. Måske bemærker I pludselig, at et eller andet ikke er, som I havde lært i skolen, at det var. Eller at et andet menneske ikke var så helt igennem åndssvagt, som det først så ud. Eller at vi ikke behøver at smadre mere dansk natur for at bygge en endnu hurtigere motorvej til Kalundborg.
Eller også opdager I ikke en skid. Men så har I stadigvæk undervejs slidt lidt mindre på kloden, mens I tog det langsomt, end vi andre gjorde, mens vi høvlede afsted.
Tillykke med sommeren!
Tillykke med de lyse nætter, tillykke med den ekstra høje lyd fuglenes fløjt har, når man har været vågen hele natten, og det stadig kilder i ens mave, tillykke med bedriften og befrielsen.
Jeg står her for at sige til jer, at I skal kræve tiden tilbage.
I er børn af den store acceleration.
Den store acceleration er et underligt fænomen, som er kommet til i jeres levetid, men som vi ligesom ikke opdagede, mens det kom.
Klimaforskerne taler om den som det stadigt mere vanvittigt opskruede tempo, vi er begyndt at forbruge klodens ressourcer med i de sidste par årtier.
Politologerne taler om den som noget, der er blevet fuldstændig forskruet i vores politiske processer, hvor politikere og embedsmænd spæner afsted, indtil de falder om af stress.
Økonomerne taler om den som et vækstmål, vi ikke kan huske, hvorfor vi har; sociologerne taler om den som den totalt stressede signalstorm, jeres dagligliv kan føles som, når det vælter ind over jer med impulser og kommunikationer konstant.
Den store acceleration er ikke jeres skyld, men I kan gøre noget ved den.
Det, I kan gøre, er at stoppe op.
I kan sige nej. Nej til dem, der kommer og vil stjæle jeres tid og opmærksomhed. I kan sige nej til statsministeren, der vil have, at I skal skynde jer med at arbejde mere og mere og mere, eller de allermest åndssvage apps, der prøver at distrahere jer og stjæle jeres opmærksomhed.
På nogle punkter bliver man nemlig dummere med alderen, og ikke mindst bliver man dum af at have travlt. I ved stadigvæk godt, hvor vigtigt det er at bruge tid, der ikke har noget formål. At dimse rundt. At grine med sine venner. At tænke en underlig tankerække til ende. At hænge ud.
Når det er så vigtigt, at I holder fast i det og nægter os andre at stjæle jeres tid fra jer, er det fordi alle os med magten generelt set er ret rådvilde. Vores samfundsmodel knager, mange af vores systemer fungerer ikke så godt, som de har gjort. Alle de impulser, vi bombarderer jer med, er superstærke og superlarmende, men vores overordnede retning – den er usikker. Så hvis vi får lov at stjæle jeres tid, kommer vi til at bruge den forkert.
Prøv at tænke det som jeres oprør. Gør modstand, når sociale medier prøver at overtage jeres tidsstyring. Prøv at provokere jeres egen stress ved at bremse op. Læs en bog til ende, hold fast i en tanke. Læn jer tilbage og lyt. Måske bemærker I pludselig, at et eller andet ikke er, som I havde lært i skolen, at det var. Eller at et andet menneske ikke var så helt igennem åndssvagt, som det først så ud. Eller at vi ikke behøver at smadre mere dansk natur for at bygge en endnu hurtigere motorvej til Kalundborg.
Eller også opdager I ikke en skid. Men så har I stadigvæk undervejs slidt lidt mindre på kloden, mens I tog det langsomt, end vi andre gjorde, mens vi høvlede afsted.
Tillykke med sommeren!
