Madeleine Steenberg Williams og Oliver Gabrielsens tale ved demonstrationen “Sænk farten – bevar SU’en”

At vælge uddannelse er en svær beslutning. Ja, hvis jeg tænker tilbage til den tid, hvor jeg skulle vælge ungdomsuddannelse kan jeg huske, at det var som om det var jordens ende, hvis jeg valgte forkert eller fortrød det jeg valgte. For min tanke var jo at jeg ikke kunne ombestemme mig og selvom jeg godt vidste at jeg altid kunne. Var det ikke en realitet for mig.

Nu er tiden anderledes, for nu står vores generation overfor et stort valg. Valget om at læse videre eller holde et sabbatår. Det er tvivlen der fylder meget. For det er netop den følelse om at vælge forkert man er bange for. På samme tid får man konstant at vide fra ens familie og venner “lad vær med at tage det så seriøs, dit valg betyder ikke det store, for du kan altid vælge om”.

I regeringsgrundlaget vil de gøre dette sværere. Nemlig ved, at man kun vil modtage SU i den tid ens uddannelse er beregnet til. Så i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft så som lærere, pædagoger, datamatikere så vil du ikke modtage mere SU, hvis du allerede har været på en anden videregående uddannelse i 5 år.

For det er en genindførelse af uddannelsesloftet. De begrænser muligheden for at vælge om. Hvis man ikke vælger rigtigt første gang, får man ikke SU der kan dække hele ens uddannelse.

Det er en kæmpe problematik, især for dem, der har det hårdest. Hvis man lige pludselig skal til at arbejde fuldtids for at kunne forsørge sig selv, fordi man ikke længere kan modtage SU, vil det betyde, at man ville skulle forlænge ens studie. Eller – den anden mulighed at gældsætte sig selv.

Det er frustrerende, at vi i et land, som Danmark profilerer os med, at vores studerende ikke bliver gældsat og så alligevel vælger at lave et tiltag, som kommer til at gøre netop dette. Dobbeltmoralen fejler aldrig, når dem, der tager disse beslutninger altid er dem, som har taget de længste uddannelser og nydt mest af deres SU. Dengang hørte man dem ikke sige, at man skulle skære i SU eller at de ville hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det her, er et pres de ligger på os, fordi det ikke længere er dem, som bliver påvirket af det.

For ikke at tale om den enorme mistrivsel, vi ser lige nu i vores generation. 4 ud af 10 unge har oplevet at være stressede. De skal også have lov til at tage en videregående uddannelse uden at bekymre sig om de kan gøre det hurtigt nok, så de kan have en stabil økonomi hele vejen igennem.

Hvorfor stoppede vi lige pludselig med at snakke om kvalitet i uddannelsessystemet? Hvorfor fokuserer vi ikke på at uddanne nogle unge, som er interesseret i det, de laver og kan gøre det i deres eget tempo? For de 4 ud af 10 unge, som har oplevet at være stressede, kunne lige så godt være dig eller mig. Forslaget om at slanke SU’en helt ind til knoglerne, kommer til at lede til endnu større pres og mere stres end hvad vi ser i forvejen, fordi man vil føle sig tvunget til at skynde sig igennem. Vi må snart indse, at de strukturer, vi har skabt, hverken gavner kvaliteten af vores uddannelse eller os unge.

Lad os være ærlig, det er os, der kommer til at stå med lorten.

For årsagen til vi presses hurtigere og hurtigere videre er, ikke for vores eget bedste, men fordi vi skal løse en arbejdsudbud krise, som Christiansborg selv har skabt. Så derfor har vi ikke “råd” til at lade være, selvom vi kan smide ældrechecks til højre og venstre. Så får man smidt i hovedet man “bare” kan arbejde lidt ekstra, men hvis man allerede har et fuldtidsstudie med en SU, som lige dækker ens boligudgifter, så man skal arbejde +20 timer ved siden af, samtidig med man skal have et liv.

Hvornår i alverden skal man have tid til at arbejde ekstra?

Det er nok den dårligste investering at lave, når man tænker på hvor lang tid de ældre har tilbage. For hvad med os, som er Danmarks fremtid? Vi skal løse den ene og den anden krise, men vi får samtidig givet de dårligste muligheder. Det er generations svigt på højeste plan. Vi har behov for tid og fordybelse til at dygtiggøre os, hvis vi ønsker at løse de kriser, vi som samfund står foran.

Madeleine:

Det er så frustrerende, at vi unge altid ses som en byrde eller nogen, som skal løse alle samfundets problemer. De skærer i SU’en, så de kan bruge pengene et andet sted. De skærer i SU’en, så de kan presse os hurtigere igennem uddannelsessystemet

og ud på arbejdsmarket. Og de skærer i SU’en, fordi det eneste, de ser os som er nogle dovne unge, der bare skal se at komme i gang. Men det er vi ikke!

Hvornår indser de, at vi også er mennesker på lige fod med dem? Vi er også ramt af høj inflation og høje elpriser. Vi betaler også skat. Vi har også ret til at vores liv og vores dagligdag skal også prioriteres lige så meget som de ældres. Men nej, lige så længe vi er så få vælgere, vil vi blive overset. Vi er ikke nok til at være vigtige nok – en stor nok vælgergruppe for dem, der sidder i Folketinget.

Derfor er det så stærkt at vi i dag står sammen og råber op!