Mads Haugbølle Behrendsens tale ved indvielsen af udsigtspunktet ”Pilen” ved Femernbæltforbindelsen

Kære alle sammen,

Det er en stor ære at stå her i dag ved åbningen af Pilen – et nyt vartegn, ikke blot for Femern Bælt-projektet, men for hele Lolland og, ja, egentlig for hele Danmark.

Bag os rejser et af verdens mest ambitiøse byggeprojekter sig: Verdens længste sænketunnel. En tunnel, der vil forbinde Danmark med Tyskland og Europa tættere end nogensinde før. 

Som formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation består mit arbejde af at sikre, at eleverne og lærlingene på erhvervsuddannelserne bliver hørt – både politisk og bredere ude i samfundet, som f.eks. her i dag.

Vi arbejder konstant på at udvikle de uddannelser, vi repræsenterer – altid med udgangspunkt i dem, der har den tætteste berøringsflade med deres uddannelse, nemlig eleverne.

En af mine store mærkesager er muligheden for at tage en del af sin erhvervsuddannelse i udlandet. Det er en af de unikke muligheder, man har, når man vælger en erhvervsuddannelse – en mulighed, der rækker ud over klasselokalerne og værkstedet og ud i verden.

Og når jeg står her foran Pilen, der i al sin tydelighed viser vejen over vandet og peger mod fremtiden, kan jeg ikke lade være med at glæde mig ved tanken om, at fremtidens lærlinge og elever vil kunne sætte sig i toget i København og efter få timers rejse – og en tur gennem tunnelen under Femern Bælt – kan stige ud i Tyskland, Frankrig eller Holland – og derfra forsætte deres håndværksmæssige uddannelse, opleve nye måder at arbejde på og se deres fag i en internationalt sammenhæng. 

For at tage en erhvervsuddannelse er ikke blot at tilegne sig et håndværk – det er en dannelse og der er en vej til at gribe verden med både hånd og ånd.

Og netop den vej håber jeg i fremtiden kommer til at gå under Femern Bælt.

Men før vi når dertil, er der lige én ting, der skal ske først:
Nogen skal bygge tunnelen.

At tage en erhvervsuddannelse er noget ganske særligt. Det handler ikke kun om at tilegne sig de praktiske færdigheder – det er at blive en del af en tradition, et håndværk og et fællesskab.

Man bliver en del af noget større end sig selv. Man bliver en del af en arv, der er gået fra generation til generation – overleveret gennem århundreder, fra mester til lærling.

Jeg er selv udlært snedker, og selvom der måske ikke er meget snedkerkunst i Femern-forbindelsen, kan jeg kun forestille mig, hvad det vil sige at være lærling på et projekt som dette.

At stå her, dag efter dag, og vide, at hver svejsning, hvert armeringsjern og hver støbning bliver en del af noget, der vil bestå i generationer. At arbejde på et af verdens største infrastrukturprojekter må være en lærlingeoplevelse ud over det sædvanlige.

Men selvom erhvervsuddannelserne har en stærk tradition, er kvaliteten desværre ikke altid ensartet.

Alt for mange lærepladser løfter ikke det ansvar, de har for de unge, der træder ind i deres fag. Det er en udfordring, og den skal løses.

Men her, på det sydlige Lolland, ser vi, at det kan lade sig gøre.

Pilen peger derfor også ned mod byggepladsen – ned mod de mange lærlinge, som der investeres en stor indsats i.

Femern-projektet har allerede skabt langt hundredvis af lærepladser og sat nye standarder for, hvordan vi rekrutterer, uddanner og særligt fastholder lærlinge.

Med Campus Femern, som åbner i år, sikres, at lærlinge fra hele landet kan komme hertil, få en bolig og en uddannelse. 

For når jeg taler med de elever og lærlinge som vi repræsenterer, handler det sjældent kun om et arbejde.
Det handler om muligheder. Det handler om fællesskab. Og det handler om mening.  

Og netop derfor, er Pilen mere end blot et udsigtspunkt. Pilen er i virkeligheden et symbol på udsyn. På ambitioner. 

For ligesom en bue og pil, der spændes, kræver det kræfter, præcision og målrettethed at bygge noget stort.

Når vi taler om store projekter som dette, taler vi ofte om ingeniørernes visioner og de politiske beslutninger. 

Men i en verden, hvor så meget er flygtigt, og hvor meget af det, vi skaber, kun eksisterer i skærme og papirbunker, findes der en særlig værdi i det, der kan mærkes med hænderne, og i det, der bygges til at stå i generationer.

Og netop her, lige foran os, bliver det skabt af en lang række dygtige lærlinge og håndværkere.

Når denne tunnel engang står færdig, og når tog og biler farer gennem den, vil ingen se det enorme håndværksmæssige arbejde, der ligger bag. Ingen vil lægge mærke til den præcision, hvormed stålet er skåret, og betonen er støbt. Ingen vil tænke over de utallige hænder, der har skabt denne konstruktion.

Men alt det, vi ikke ser, vil stadig være der.

For der findes en sandhed i håndværk, som ikke kan forhandles væk eller effektiviseres ud af tilværelsen nemlig at:
Noget bliver først stærkt, når det er gjort ordentligt.

Og det kræver respekt. Det kræver ordentlighed.

Så lad os i dag huske. 

Storhed bygges ikke alene af visioner. Storhed bygges af hænder og af vilje. 

Tak.