Mads Lyngby Skrubbeltrangs translokationstale

Kære studenter, årgang 2024, det vi er vidne til i dag, er en stor bedrift. I dag er en forløsning – I har alle gjort det der skulle til for at blive studenter, I har afsluttet, og nu skal I fejres. At se jeres glæde og at se den i fællesskab med forældre og familie er uovertruffent. I dag falder alt på plads, i dag er tre års arbejde ved vejs ende – I er nu i mål. Denne dag er en milepæl, og jeg lover jer, at jeres studentereksamen kommer til at følge jer i lang tid fremover. Tillykke! 

Og ja, dette er en glædens stund, men også en smule vemodigt – nu har vi lige lært jer at kende, og så skal I videre i livet. Jeg har lært jer at kende som en mangfoldig gruppe, en skønsom blanding af alskens farverige elevtyper, der med hvert jeres håb og drømme om fremtiden har skabt nærvær her på OEG. For det, der kendetegner jer er, at I ikke er ens. For hver af jer er der et enestående individ, og det er en af de spændende ting, der er ved at være på dette sted: man ser og oplever et meget bredt udsnit af nutidens unge, man oplever storbyens diversitet og den dynamik, der følger med, når mange typer skal være under samme tag. At det lykkes, at vi når målet, beviser, at her er der plads til alle, ligegyldig hvilken kultur, religion eller baggrund. På mange måder så minder OEG mig om den amerikanske storby New York City. Begge steder er der højt til loftet, man kan møde folk der er anderledes end en selv, og man skal respektere forskellighed, ja faktisk se det som noget positivt, da hverdagen glider meget nemmere, når man giver plads til forskellighed og er åben overfor nye indtryk. Den amerikanske forfatter Paul Auster, der i lange perioder i sit liv boede og arbejdede i New York City og som desværre døde i år, har skrevet mange romaner med karakterer, der på mange måder repræsenterer den amerikanske folkesjæl og den tidsånd, der kendetegner både amerikanere og os. I Paul Austers roman Mand i mørke fra 2007 møder vi en karakter, der betegner vores verden, virkelighed og tidsånd således: 

Nu er Paul Austers bog fiktion, og selvom vi er i en meget virkelig virkelighed, så passer udsagnet om en tid med flere historier og verdener med vores tid her på Ørestad Gymnasium: for hver af jer er der et unikt menneske, og i hver klasse og på hver studieretning finder man flertydigheden. Der er stor forskel på elevtyperne i en biotekklasse, sammenlignet med eleverne i en medieklasse, sammenlignet med eleverne i en global society class. I er alle forskellige, og I har kunnet skrive jeres egen historie her på gymnasiet, gennemført jeres uddannelse side om side med studerende, der er meget anderledes end jer selv. Jeg tror, at denne diversitet kommer jer til gode – jeg tror, at I, bevidst som ubevidst, får nemmere ved at begå jer i internationale og mangfoldige miljøer i jeres videre færden. 

Der er også oplevelser ved at gå på gymnasiet, der peger i retning af det samlende. For selvom I er forskellige, så har I alle skulle være nysgerrige og undrende – også på områder, der ikke har jeres naturlige interesse. Studentereksamen indeholder en bred faggruppe, og I har alle vist faglig interesse – måske nogle af jer har vist mest interesse for studieretningsfagene eller valgfagene, men interessen har været der, og I har fået et venligt akademisk skub i den rigtige retning af jeres undervisere. For mange af jer er der allerede nu en idé om, hvad I vil læse i fremtiden, og for andre er der plantet en ide eller interesse, der overvejes, og som måske skal modnes i en periode, mens man rejser eller arbejder. Den faglige interesse og fordybelsen har jeg oplevet, når I med stolthed i stemmen har fortalt om jeres yndlingsfag eller yndlingsunderviser, og hvad I har glædet jer til i løbet af årene: om det er studieturen til Tyskland eller Kina, om det er forsøg på 4. sal med besøg af Børn og Ungeministeren, eller om det omhandler jeres film, der vandt en Asta til vores filmfestival. Alle disse eksempler er skåret ud af hverdagen og fortæller om jeres tid på OEG. Og som svar på Icekiids tilbagevendende spørgsmål: Er du dum eller hvad?  kan jeg med sikker stemme på jeres vegne svare nej. I har dog til tider været: vanskelige, vrede, vemodige, vanvittigt venstreorienteret og vrisne. MEN det meste af tiden har I været: vidende verdensborgere, vakse, videbegærlige, vibrerende, vellidte, varme og velformulerende, velforberedte, velernærede, vildtvoksende, viljesbestemte og vaskeægte vidunderlige. Vi kommer til at savne jer.  

I står nu overfor en ny begyndelse. Lidt ligesom da I startede i 1.g – kan I huske det? Kan I huske, da I stod her på første dag? Måske nervøse, måske anspændte, måske tvivlende, måske glade og forventningsfulde? Nu er der gået tre år – og I står igen overfor en ny begyndelse. Og hvad skal man så – rejse? Arbejde? Læse videre med det samme? Filosoffen Hannah Arendt, der ligesom Paul Auster boede mange år i New York City skrev om livet, at det er fuldt af nye begyndelser, og at det er vigtigt at udnytte disse begyndelser, så vi aldrig føler, at vi er styret af andres ideer om, hvordan et liv skal leves. Vi skal samtidig hylde begyndelse, da vi hermed har mulighed for at starte på noget nyt – enten som noget naturligt, eller som en nødvendighed for at komme videre. Hannah Arendt, skriver i sammenhæng med nye begyndelser om vigtigheden ved individets selvstændige tænkning, nysgerrighed og undren, at:

I har nu muligheden for at se verden på ny, som Ahrendt skriver – I skal bare stille jer til rådighed for det nye. Giv plads til overraskelsen, vær åben overfor en mulig ændring af planen eller et pludseligt indspark fra en overraskende side. Hvis der er noget, I har undret jeg over eller gerne vil prøve af, så er det nu, muligheden er der. Husk på at jeres studieliv og arbejdsliv er langt og fyldigt, og det er de færreste, der allerede efter endt studentereksamen kan sige, at livets begivenheder fulgte en lige linje fra studie til arbejde. Der er bump på vejen, der kommer skuffelser og ændringer i planen – drømme der bliver indfriet og drømme der ikke bliver indfriet, kærester der slår op, og SU der skal betales tilbage. Tro mig jeg har været der – og derfor kan jeg sige, at I ikke må være bange for at tage en chance, I må ikke være bange for at prøve jer selv af i nye omgivelser. Livet er langt, og der kan tids nok komme systematik, rutiner, arbejde i kilometervis og masser af pligt for til i morgen. Det er aldrig spildt at stille sig til rådighed for den lille forskubbelse, der gør, at vi ser verden på ny. Lov mig, at I laver en plan, der følger jeres egen vilje, og som Hannah Arendt siger; I skal tænke selv og give drømmene en chance. 

Det sidste jeg vil sige til jer er, at I må huske, at ingen af jer er gået igennem gymnasiet helt på egen hånd. Én af de helt store fordele ved vores skoleform er klassen og det sammenhold, der skabes i de forskellige læringsmiljøer. Når man i tre år har været sammen med de samme mennesker, så oplever man op og nedture sammen. Og I har på et eller andet tidspunkt i dette forløb enten hjulpet en kammerat eller fået hjælp af en kammerat – der er én eller flere, der har været der for jer, og I har været der for andre, når der har været brug for det. Denne oplevelse af fællesskab og empati er en vigtig del af dannelsesbegrebet, som jeg forstår det: at være et dannet menneske handler om at være oplyst til at kunne tænke selvstændigt og træffe de rette valg for sig selv - og andre. I er blevet trænet i at skabe en forbindelse mellem det selvstændige, det individuelle og verden. Igen tager jeg fat i Hannah Arendt for at belyse jeres situation og det at være et dannet menneske. Hun skriver, som en kommentar til menneskets vilkår, at: 

Man træder i karakter, når man træder frem for andre. Det har I gjort, og I er derfor dannede mennesker. Brug denne dannelse fremover, den er unik, og den kommer til at hjælpe jer. Den kan åbne verden og hermed forbinde jer til verden. Lov mig, at I får sagt tillykke og tak til hinanden, når I nu om lidt skal køre en festlig vogntur rundt i København. 

Jeg har nu kun tilbage at sige, at jeg hermed dimitterer årgang 2024 fra Ørestad Gymnasium. Tillykke. Tak.