Deres Majestæt, kære minister, kære bestyrelse, kære rektor, kære studerende, ærede kolleger, mine damer og herrer og alt derimellem. Det er en fornøjelse at få lov at tale for jer i dag.
Mit Navn er Malte – jeg studerer filosofi her på Københavns Universitet, og jeg vil godt tale med jer om vores image. Når jeg fortæller folk uden for universitetet, at jeg studerer filosofi, får jeg som oftest én af to reaktioner. Den første er en respekt for den faglige tradition og filosofiens historiske vingesus. Den anden er en undren – »Hvad betyder det?«. Og som jeg fortæller dem om etik og epistemologi, kan jeg nærmest se spejlingen af et elfenbenstårn i deres øjne. Jeg har tabt dem.
I de her år er der et enormt fokus på vores universitetssektor. Siden årtusindskiftet har vi haft mere end en uddannelsesreform om året, og i flere af tilfældene har det, foruden de administrative konsekvenser, haft store konsekvenser for universiteternes ansattes og studerendes arbejds- og studiemiljø. Om lidt skal vi implementere endnu en reform, som vil ændre vores uddannelseslandskab radikalt. Jeg skal være den første til at sige, at jeg er stærkt utilfreds med kandidatreformens indhold – det har jeg også tidligere gjort klart over for ministeren.
Når det er sagt, så synes jeg vi skylder hinanden at have en diskussion om, hvorfor det specifikke reformudkast har ramt en nerve. De, der har rost reformens præmisser, når det kommer til indholdet på vores uddannelser, har gjort det med baggrund i, at vi som studerende »ikke har de rette kompetencer til indgå i arbejdsstyrken, når vi bliver færdige«. Selv, hvis det er sandt, kan jeg ikke se, hvad det skulle nytte at sænke længden af vores uddannelser. Samtidig er vi som akademisk samfund nødt til at tage det dybt alvorligt, hvis der er en oplevelse af os som nogen, der er ude af trit med det omkringliggende samfund.
Da Københavns Universitet blev grundlagt for over 500 år siden, var universitetet afskåret fra det omkringliggende samfund – universitetets borgere kunne gå hele dage og uger uden at skulle forholde sig til det omkringliggende samfunds love, regler og kutymer. I dag er virkeligheden en anden. Vi har et monumentalt ansvar for at finde løsningerne på fremtidens udfordringer.
Når vores universitet hver dag leverer løsninger på de økologiske kriser. Når vi finder de gode forklaringer på kernen af krige og konflikter. Når vi styrker og værner om kulturarv, sprog og gensidig forståelse i en global verden. Det er dét, der er universitetets kerneopgave – og den løfter vi.
Samtidig er det centralt, at den viden kommer ud at leve. I en hver given situation, hvor den omkringliggende verden ser universitetet som noget fjernt, er det vores opgave at bygge broer. Vi skal åbne universitetet op for endnu flere – gøre vores viden mere tilgængelig. Men det kræver, at vi har ordentlige vilkår for at løfte den opgave.
Med udsigt til halve kandidater, en fjernelse af det sjette SU-år og mistænkeliggørelse af forskere, der blander sig i den offentlige debat, er det tydeligt, at det akademiske Danmarks image-problem har alvorlige konsekvenser for de studerende og de ansatte på universitetet.
Vi er nødt til at tage debatten – over spisebordet med vores familie, i avisernes debatspalter og på konferencer. Men der skal to til en tango. Der er behov for, at politikerne står vagt om den akademiske frihed, om de studerendes studievilkår og om vores uafhængige forskning.
Vi har et image-problem. Men der er behov for ro, plads og sikkerhed til at løse det. Hvis vi får det, vil vi gøre alt, hvad vi kan for at bevise over for resten af Danmark, at der er kortere fra toppen af elfenbenstårnet til øjenhøjde, end vi tror.
Tak for jeres tid.
Tak for jeres tid.
