Kære aktivist –
Dig der lytter, taler og handler.
Når vi andre tier, mister vi ikke bare vores egen stemme – vi svigter også dem, der er blevet bragt til tavshed.
Men her insisterer du på at stille spørgsmål, kræve svar og skabe rum, hvor friheden kan vokse.
Denne tale er netop til dig, der kæmper for frihed, retfærdighed og forandring – ofte uden at vide, om din indsats bærer frugt.
Den er til dig, der står urokkelig midt i stormen, selv når det føles, som om ingen ser dig, og verden ikke lytter. Jeg ved, det ikke altid er let. Men du kæmper videre.
Jeg forstår din kamp, fordi jeg selv har oplevet, hvor langt man må gå for at finde frihed – bogstaveligt talt. Som barn gik jeg fra Afghanistan til Polen, i håb om en bedre fremtid. Det var en rejse præget af frygt, smerte og håb. Frygt for at miste alt, smerte over alt det, der var efterladt, og håb om, at frihed var værd at kæmpe for.
Den erfaring har lært mig, at retfærdighed og frihed ikke er givet – de er noget, vi skaber, insisterer på og forsvarer. I dag kæmper jeg, fordi jeg nægter at lade mine kommende medmennesker opleve de samme kampe, jeg selv har stået i.
Kære aktivist, du bliver ofte fremhævet som en helt, men også overladt til dig selv, når lyset dæmpes, og kampen føles endeløs. Magtesløsheden kan snige sig ind og true med at tage håbet fra dig.
Men bag dine ord, dine handlinger og dine drømme står en hel verden af andre, der ser op til dig, henter styrke i dit mod og inspireres af din vedholdenhed.
Frihedskampe vindes ikke alene. De kræver fællesskabets kraft. Hver gang du taler, skriver, demonstrerer, laver underskriftindsamlinger eller skaber plads til andre, planter du et frø, der spirer langt ud over, hvad du måske kan se lige nu. Det gælder især til alle de stærke menneskerettigheds-forkæmpere der sidder fængslet, til mine afghanske søstre der føler sig buret inde, selv ude på gaden, og til alle de mennesker der er ofre for krig og folkedrab som kæmper for at dokumentere med livet som indsats.
Og sammen, når vi handler som ét, kan vi ikke bare rykke, men flytte selv de største bjerge. Du sætter håbet i bevægelse og skaber forandring.
Du bærer på en ild, der lyser op i mørket. Og selv når du føler dig lille og magtesløs, så husk, at det er i de øjeblikke, hvor håbet synes sværest at holde fast i, at din kamp betyder allermest.
Du er ikke kun en del af en bevægelse; du er en bevægelse. Og din vedholdenhed er en påmindelse om, at ingen kamp for menneskerettigheder er forgæves.
Bliv ved med at tro på friheden, på retfærdigheden og på, at din stemme gør en forskel. For det gør den. Sammen kan vi forme en verden, hvor frihed ikke længere er et privilegium for de få, men en ret for alle.
Fordi frihed ikke kun er fraværet af undertrykkelse, men tilstedeværelsen af muligheder for alle.
At kæmpe for menneskerettighederne er at kæmpe for alle – for hende der ligner dig mindst, for dem uden stemme og for dem, der endnu ikke er født. For frihed er aldrig kun individuel, den er universel. Og når vi handler i dag, giver vi styrke til morgendagens generationer.
Kære aktivist – tak.
