Lad mig først fortælle lidt om mig selv. Hvem er jeg? Jeg hedder Tarek Ziad Choheiber, dansk-palæstinenser, født og opvokset på Nørrebro og psykologistuderende på Københavns Universitet (KU).
Jeg er aktiv i Studerende mod Besættelsen (SMB), og jeg blev spurgt af Maja, om jeg ikke havde lyst til at holde en tale om Palæstina og frihed. Jeg behøvede ikke at bruge så meget tid på at forberede mig, fortalte hun mig. ”Easy, peasy”, tænkte jeg umiddelbart, og jeg sagde derfor ja. Det viste sig ikke at være særligt easy, peasy. Mest af alt, fordi, at der er ikke noget easy peasy omkring vores arbejde i SMB.
Da jeg skulle skrive den her tale, tænkte jeg, at jeg kunne trække på alle mine år som aktivist for Palæstina. Kampen for frihed har jeg nemlig fået ind gennem modermælken. Dog viste det sig, at jeg havde svært ved at finde ord for, hvordan jeg har haft det, ikke bare det seneste års tid, men også faktisk den seneste uge. I sidste uge blev vores indendørscamp, Hurriyeh Hall, nemlig ryddet af politiet, som var tilkaldt af sikkerhedschefen på min skole. Lad mig give lidt kontekst.
I SMB har vi arbejdet i flere år på at få Københavns Universitet til at trække sine investeringer i de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Indtil foråret tidligere i år, havde vi gennem 2,5 år arbejdet gennem dialog og underskriftsindsamlinger på at skabe pres. Vi fik sendt og modtaget en masse mails, men lige lidt hjalp det. "Vi kigger på det til næste bestyrelsesmøde" fik vi at vide. Da vi så lavede en demonstration foran lokalet til KU's bestyrelsesmøde tilbage i april, fik vi at vide, at det heller ikke kunne lade sig gøre i denne omgang. Da stod vi rådvilde tilbage, og vi vidste ikke, hvad vi ellers kunne gøre.
Det var omkring samme tid, at teltlejrene opstod på de amerikanske eliteuniversiteter. The Student Intifada had begun. Og midt i al vores frustration og rådvildhed, valgte vi at hoppe med på den bølge og bringe den til Danmark. Her stod vi så, unge, uerfarne studerende på SU, og slog teltene op i en have på KU's samfundsvidenskabelige campus. Vi døbte den Rafah Garden for at sætte fokus på, at Israel dengang var ved at invadere Rafah, hvor de fordrevne palæstinensere i Gaza havde søgt tilflugt dengang.
På ingen tid havde vi skabt et minisamfund med folk, der tog sig af maden, oprydningen, økonomien, pressen osv. Og presse, ja, det var der masser af. Vi havde lange fællesmøder og intense diskussioner omkring vores fællesskabs regler. Der blev skabt en inkluderende kultur med pronomenrunder, veganske madoptions og safer-space-grupper. Vi etablerede en Palestinian-only Group for at styrke og centrere de palæstinensiske stemmer. Og det meste foregik selvfølgelig på engelsk for at gøre det tilgængeligt for de mange internationale studerende. Og på kort tid blev Rafah Garden et samlested for hele solidaritetsbevægelsen med talks, filmvisninger og ikke mindst de daglige demonstrationer. Og jeg vil altid huske al den hjemmelavede mad, som bl.a. mine forældre lavede, og det køleskab, som Socialistisk Ungdomsfront lod os låne, til at opbevare den mad.
Rafah Garden blev for mange af os et håb for en bedre fremtid, og Rafah Garden blev et fællesskab, som var mangfoldigt, solidarisk og omsorgsfuldt. Et fællesskab der også var centreret om de mest udsatte. Og da KU valgte at trække sine investeringer efter over 3 ugers campering, vidste vi også, at vi var blevet et politisk kraftfuldt fællesskab. Et fællesskab der havde formået at skabe materiel forandring for nogle af de mest udsatte mennesker på vores jord.
Når jeg så tænker tilbage på det, ved jeg godt hvad frihed betyder for mig, som dansk-palæstinenser. Frihed betyder for mig at kunne stå op for mine rettigheder og stå i solidaritet med vores mest udsatte medmennesker. I fællesskab med andre. Og den frihed bliver i stigende grad udfordret af det mere og mere indskrænkende debatklima og den politimagt, der blev brugt til at fjerne os, da vi prøvede at genskabe Rafah Gardens kraftfulde fællesskab i form af Hurriyeh Hall, altså Frihedens Hal. Og det er dette, jeg gerne vil sætte fokus på, på denne menneskerettighedsdag. Hvad kommer der til at ske med vores frihed for at kunne stå i solidaritet med de mest udsatte mennesker på jorden? I Palæstina, Afghanistan, Sudan, Congo, Ukraine. Det er noget, jeg kan mærke, at jeg er bekymret for.
Jeg er bekymret, men det hjælper også at være her i dag. Fordi her kan jeg også mærke den mangfoldige og solidariske energi, som jeg følte i Rafah Garden. Alting føles jo nemmere, når man løfter i flok.
Glædelig menneskerettighedsdag.
Tak for jeres opmærksomhed.
Jeg er aktiv i Studerende mod Besættelsen (SMB), og jeg blev spurgt af Maja, om jeg ikke havde lyst til at holde en tale om Palæstina og frihed. Jeg behøvede ikke at bruge så meget tid på at forberede mig, fortalte hun mig. ”Easy, peasy”, tænkte jeg umiddelbart, og jeg sagde derfor ja. Det viste sig ikke at være særligt easy, peasy. Mest af alt, fordi, at der er ikke noget easy peasy omkring vores arbejde i SMB.
Da jeg skulle skrive den her tale, tænkte jeg, at jeg kunne trække på alle mine år som aktivist for Palæstina. Kampen for frihed har jeg nemlig fået ind gennem modermælken. Dog viste det sig, at jeg havde svært ved at finde ord for, hvordan jeg har haft det, ikke bare det seneste års tid, men også faktisk den seneste uge. I sidste uge blev vores indendørscamp, Hurriyeh Hall, nemlig ryddet af politiet, som var tilkaldt af sikkerhedschefen på min skole. Lad mig give lidt kontekst.
I SMB har vi arbejdet i flere år på at få Københavns Universitet til at trække sine investeringer i de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Indtil foråret tidligere i år, havde vi gennem 2,5 år arbejdet gennem dialog og underskriftsindsamlinger på at skabe pres. Vi fik sendt og modtaget en masse mails, men lige lidt hjalp det. "Vi kigger på det til næste bestyrelsesmøde" fik vi at vide. Da vi så lavede en demonstration foran lokalet til KU's bestyrelsesmøde tilbage i april, fik vi at vide, at det heller ikke kunne lade sig gøre i denne omgang. Da stod vi rådvilde tilbage, og vi vidste ikke, hvad vi ellers kunne gøre.
Det var omkring samme tid, at teltlejrene opstod på de amerikanske eliteuniversiteter. The Student Intifada had begun. Og midt i al vores frustration og rådvildhed, valgte vi at hoppe med på den bølge og bringe den til Danmark. Her stod vi så, unge, uerfarne studerende på SU, og slog teltene op i en have på KU's samfundsvidenskabelige campus. Vi døbte den Rafah Garden for at sætte fokus på, at Israel dengang var ved at invadere Rafah, hvor de fordrevne palæstinensere i Gaza havde søgt tilflugt dengang.
På ingen tid havde vi skabt et minisamfund med folk, der tog sig af maden, oprydningen, økonomien, pressen osv. Og presse, ja, det var der masser af. Vi havde lange fællesmøder og intense diskussioner omkring vores fællesskabs regler. Der blev skabt en inkluderende kultur med pronomenrunder, veganske madoptions og safer-space-grupper. Vi etablerede en Palestinian-only Group for at styrke og centrere de palæstinensiske stemmer. Og det meste foregik selvfølgelig på engelsk for at gøre det tilgængeligt for de mange internationale studerende. Og på kort tid blev Rafah Garden et samlested for hele solidaritetsbevægelsen med talks, filmvisninger og ikke mindst de daglige demonstrationer. Og jeg vil altid huske al den hjemmelavede mad, som bl.a. mine forældre lavede, og det køleskab, som Socialistisk Ungdomsfront lod os låne, til at opbevare den mad.
Rafah Garden blev for mange af os et håb for en bedre fremtid, og Rafah Garden blev et fællesskab, som var mangfoldigt, solidarisk og omsorgsfuldt. Et fællesskab der også var centreret om de mest udsatte. Og da KU valgte at trække sine investeringer efter over 3 ugers campering, vidste vi også, at vi var blevet et politisk kraftfuldt fællesskab. Et fællesskab der havde formået at skabe materiel forandring for nogle af de mest udsatte mennesker på vores jord.
Når jeg så tænker tilbage på det, ved jeg godt hvad frihed betyder for mig, som dansk-palæstinenser. Frihed betyder for mig at kunne stå op for mine rettigheder og stå i solidaritet med vores mest udsatte medmennesker. I fællesskab med andre. Og den frihed bliver i stigende grad udfordret af det mere og mere indskrænkende debatklima og den politimagt, der blev brugt til at fjerne os, da vi prøvede at genskabe Rafah Gardens kraftfulde fællesskab i form af Hurriyeh Hall, altså Frihedens Hal. Og det er dette, jeg gerne vil sætte fokus på, på denne menneskerettighedsdag. Hvad kommer der til at ske med vores frihed for at kunne stå i solidaritet med de mest udsatte mennesker på jorden? I Palæstina, Afghanistan, Sudan, Congo, Ukraine. Det er noget, jeg kan mærke, at jeg er bekymret for.
Jeg er bekymret, men det hjælper også at være her i dag. Fordi her kan jeg også mærke den mangfoldige og solidariske energi, som jeg følte i Rafah Garden. Alting føles jo nemmere, når man løfter i flok.
Glædelig menneskerettighedsdag.
Tak for jeres opmærksomhed.
