Marie Kjær Madsens grundlovstale

Kære generation. I dag er det grundlovsdag. Dagen, hvor vi fejer demokratiet, retsstaten, den danske befolkning. Men da grundloven blev vedtaget i 1849, var det langtfra alle, der havde stemmeret. Det er det stadigvæk ikke i dag. Vi er kommet et langt stykke af vejen, men vi er ikke i mål endnu.

Hvis vi skal leve op til de demokratiske principper, som vores samfund bygger på, bliver vi nødt til at sænke valgretsalderen.
Til sommer fylder jeg 20 år. Det betyder, at jeg kan sætte mit første kryds på en stemmeseddel, når der er kommunalvalg i Danmark den 16. november. Selvom jeg aldrig har haft mulighed for at påvirke sammensætningen af politiske repræsentanter i kommunalbestyrelsen, Folketinget eller Europaparlamentet direkte, har jeg altid interesseret mig for det samfund, jeg lever i, og som på mange måder har opdraget mig. 

Den demokratiske selvforståelse har jeg fået ind med modermælken sammen med værdier som frihed, lighed og ansvar. Jeg har lært, at alle er lige for loven, men er vi nu også alle lige for demokratiet? 

Jeg kan ikke stemme i de første 18 år af mit liv med de nuværende regler. Jeg bliver dermed stillet uden for indflydelse i væsentlige spørgsmål, der er med til at definere min fremtid. Min farmors generation derimod kan stemme i de sidste 18 år af deres liv og har indflydelse på ting, de ikke lever længe nok til at mærke konsekvenserne af. 

Jeg synes naturligvis ikke, at den ældre generations stemmer er ligegyldige. Og det strider imod samtlige af mine demokratiske principper, hvis vi skulle inddrage min farmors valgret, når hun fylder 75 år i juli. Men præmissen om, at viden og alder hænger uløseligt sammen, er ikke retvisende. Det er min farmors generations uansvarlige holdinger til verdens klimaproblemer et åbenlyst eksempel på. 

Der er brug for, at vi i højere grad anerkender den korte livserfaring som et legitimt udgangspunkt for at deltage i den politiske debat. Ikke som en afløsning for den lange livserfaring, men som et supplement, en medspiller. For det er i sammenspillet mellem de to, at demokratiet blomstrer. Demokratiet er ikke en forlystelse i Tivoli. Vi måler ikke, om folk er høje nok til at træde ind i stemmeboksen, ligesom vi ikke udsender en IQ-test forudgående for valgkortet. Vi ved godt, at man ikke kan ekskludere nogen fra demokratisk deltagelse på baggrund af deres udseende eller intelligens. 

Alligevel er en stor del af befolkningen udelukket alene på grund af deres alder. Ungdommen er uoplyst og doven, kan jeg forstå på min farmor, og vi handler primært i vores egne interesser. Men det er næppe første gang, at en befolkningsgruppe gør netop dét. Det er sådan set præmissen i det repræsentative demokrati. 

Jeg kan forstå på min farmor, at hun er bekymret for, om ungdommen kun kan forholde sig til ungdomsskolefester, soundbokse og aldersgrænsen for at købe alkohol. Vores perspektiv er for snævert. Måske hun så kan forstå min generations frustration over, at politikere diskuterer frikadeller i daginstitutionerne, sår tvivl om nødvendigheden af klimahandling og vender det blinde øje til, når danske børn skal hentes hjem fra Moria-lejren.
Jeg bliver måske klogere med alderen. Men bliver jeg en bedre samfundsborger?
Ungdommen i dag er oplyst og engageret. Den brænder ikke længere blot for en bedre verden, men kæmper lige nu for, at der overhovedet er en jordklode, som vi engang kan give videre til vores børnebørn. Det er på tide, at samfundet anerkender den unge stemme i debatten, på valgplakaten og i stemmeboksen.