For to år siden kom min mor ind på mit værelse og fortalte mig, at min ven var blevet overfaldet. På det tidspunkt boede vi meget langt væk, så vi fik ikke alle de små detaljer. Men en ting gik igennem, det var racistisk motiveret.
Året efter var jeg kommet tilbage til Aarhus. Jeg startede på katedralskolen, som lå en 10 minutters cykeltur fra Risskov, hvor min ven gik, og fik nye venner. Inden for en måned var en af disse nye venner også blevet overfaldt på grund af deres afstamning.
Hvad var deres afstamning spørger i? De var latinamerikanere. De havde begået den åh så store forbrydelse at have familie med sort hår, brune øjne og brun hud. De havde begået en forbrydelse som jeg er medskyldig i. Mit navn er Matias Fournais-Sanchez, og ud over at være dansker, er jeg også mexicaner.
Jeg står foran jer og taler om et problem. For sandheden er, at racisme er et problem, og et stort et af slagsen. For blot to år siden estimerede justitsministeriet, at knap hvert tiende voldsoffer udsættes for racistisk motiveret vold. Det er dermed også den mest udbredte årsag til vold i Danmark. Det svarer til omkring 10.000 personer årligt, og det uden at tage højde for, at det estimeres at knap hvert fjerde offer går til politiet. Det er ikke kun en tragedie. Det er absolut forfærdende!
Jeg vil være ærlig med jer, det tog hårdt på mig at høre at mine venner blev overfaldet. Ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg var frustreret, fordi jeg var vred. Vred over at sådanne ting overhovedet kunne ske. Vred over at mine venner ikke følte sig trygge nok i Danmark til at gå til politiet. Vred over at jeg magtesløst må se til mens mine venner lider, uden rigtigt at kunne forstå dem, fordi jeg ligner min far fra Malling. Vred over, at over halvdelen af alle danskere ikke mener at der er racisme i Danmark. Vred over at jeg ikke kan føle mig hjemme i det land jeg er opvokset i. Det var en vrede som blev tændt i mig for to år siden, og det er en vrede som brænder i mig lige nu, mens jeg står foran jer.
Det er også sådan, at jeg ikke rigtig kan gøre noget ved de ting der gør mig vred. Jeg kan ikke skrue tiden tilbage og forhindre at mine venner blev overfaldt. Jeg kan ikke stoppe racisme i Danmark. Jeg kan kun gøre jer bevidste om at de her ting sker. Jeg kan kun tale. Tale om et problem som størstedelen af os enten er ubevidste om, eller aktivt ignorerer.
Nu kunne jeg fortsætte med at bruge min taletid på at opremse statistikker og komme med personlige erfaringer. Men jeg tror egentlig ikke at det er nødvendigt. Jeg tror… Jeg håber. Nej, jeg ved at alle jer som hører mig kan indse at noget er galt, at der skal gøres noget. Men hvad? Hvad kan vi gøre?
Den triste sandhed er, at vi ikke kan stoppe det. Vi kan ikke stoppe noget der sker når vi ikke er der. Men vi kan føle med dem. Vi kan være der for ofrene. Vi kan fortælle dem, at vi ikke er blinde over for deres pinsler.
Det er det vi kan, det vi skal gøre. Vi skal gå tilbage ud i verden, tilbage til vores skoler, gymnasier og arbejdspladser, og vi skal skabe opmærksomhed om problemet. Det er ligegyldigt om vi går ud og demonstrerer, eller bare er villige til at tale om det. Det vigtige er at vi viser at vi ser på de af vores venner, venners venner eller endda folk vi slet ikke kender, som brutaliseres ude på de selvsamme gader som vi dagligt går igennem. Dem som bliver slået ned når vi ikke hører dem, når vi ikke ser dem.
Vi må ikke lade deres pinsler gå uhørte, for så har vi virkeligt fejlet dem.
Året efter var jeg kommet tilbage til Aarhus. Jeg startede på katedralskolen, som lå en 10 minutters cykeltur fra Risskov, hvor min ven gik, og fik nye venner. Inden for en måned var en af disse nye venner også blevet overfaldt på grund af deres afstamning.
Hvad var deres afstamning spørger i? De var latinamerikanere. De havde begået den åh så store forbrydelse at have familie med sort hår, brune øjne og brun hud. De havde begået en forbrydelse som jeg er medskyldig i. Mit navn er Matias Fournais-Sanchez, og ud over at være dansker, er jeg også mexicaner.
Jeg står foran jer og taler om et problem. For sandheden er, at racisme er et problem, og et stort et af slagsen. For blot to år siden estimerede justitsministeriet, at knap hvert tiende voldsoffer udsættes for racistisk motiveret vold. Det er dermed også den mest udbredte årsag til vold i Danmark. Det svarer til omkring 10.000 personer årligt, og det uden at tage højde for, at det estimeres at knap hvert fjerde offer går til politiet. Det er ikke kun en tragedie. Det er absolut forfærdende!
Jeg vil være ærlig med jer, det tog hårdt på mig at høre at mine venner blev overfaldet. Ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg var frustreret, fordi jeg var vred. Vred over at sådanne ting overhovedet kunne ske. Vred over at mine venner ikke følte sig trygge nok i Danmark til at gå til politiet. Vred over at jeg magtesløst må se til mens mine venner lider, uden rigtigt at kunne forstå dem, fordi jeg ligner min far fra Malling. Vred over, at over halvdelen af alle danskere ikke mener at der er racisme i Danmark. Vred over at jeg ikke kan føle mig hjemme i det land jeg er opvokset i. Det var en vrede som blev tændt i mig for to år siden, og det er en vrede som brænder i mig lige nu, mens jeg står foran jer.
Det er også sådan, at jeg ikke rigtig kan gøre noget ved de ting der gør mig vred. Jeg kan ikke skrue tiden tilbage og forhindre at mine venner blev overfaldt. Jeg kan ikke stoppe racisme i Danmark. Jeg kan kun gøre jer bevidste om at de her ting sker. Jeg kan kun tale. Tale om et problem som størstedelen af os enten er ubevidste om, eller aktivt ignorerer.
Nu kunne jeg fortsætte med at bruge min taletid på at opremse statistikker og komme med personlige erfaringer. Men jeg tror egentlig ikke at det er nødvendigt. Jeg tror… Jeg håber. Nej, jeg ved at alle jer som hører mig kan indse at noget er galt, at der skal gøres noget. Men hvad? Hvad kan vi gøre?
Den triste sandhed er, at vi ikke kan stoppe det. Vi kan ikke stoppe noget der sker når vi ikke er der. Men vi kan føle med dem. Vi kan være der for ofrene. Vi kan fortælle dem, at vi ikke er blinde over for deres pinsler.
Det er det vi kan, det vi skal gøre. Vi skal gå tilbage ud i verden, tilbage til vores skoler, gymnasier og arbejdspladser, og vi skal skabe opmærksomhed om problemet. Det er ligegyldigt om vi går ud og demonstrerer, eller bare er villige til at tale om det. Det vigtige er at vi viser at vi ser på de af vores venner, venners venner eller endda folk vi slet ikke kender, som brutaliseres ude på de selvsamme gader som vi dagligt går igennem. Dem som bliver slået ned når vi ikke hører dem, når vi ikke ser dem.
Vi må ikke lade deres pinsler gå uhørte, for så har vi virkeligt fejlet dem.
