Skip to content

Mette Bjerre Hildebrandt Larsens tale ved Policy Slam

Louise Ravn/Himmelev Gymnasium

Om

Taler

Dato

Sted

Roskilde Gymnasium

Omstændigheder

Policy Slam er en tale- og argumentationskonkurrence, der forberedes i et fælles undervisningsforløb på de 3 gymnasier Roskilde Katedralskole, Roskilde Gymnasium og Himmelev Gymnasium i dansk og samfundsfag. Fokus er demokratisk samtale, retorik og argumentation.

Tale

Kære far, jeg elsker måden du altid kommer fuld hjem på. Måden du vælter alle ting og vækker hele huset. Jeg elsker hvordan du lugter af alkohol, måden din ånde spreder sig omkring dig.
Jeg husker du glemte os på stationen.
Jeg husker du købte is for at gøre det godt igen.
Jeg husker hvordan du røg en fed, imens jeg sad på dit skød.
Nogle gange vil jeg ønske jeg var en fadøl, en Tuborg Classic eller den billige fra Netto.
Jeg ville ønske, jeg var dit værtshus, for så ville du bruge alle dine timer på mig. Af den ene årsag, af den ene fucking årsag at du ikke kan sige nej!
Rødvinen på bordet, de tomme øldåser. Al den kærlighed de har givet dig den sidste time, kunne jeg have givet de sidste 10 år. Hvis bare du havde givet mig lov.
Jeg glemmer aldrig da du sagde, du vil leve 10 år mindre bare du havde dine øl. Men hvad med mig? Det er så skideuretfærdigt, og det er dage som disse, der får mig til at tænke… 
Nogle gange vil jeg ønske, vi var en almindelig familie. Sådan en der tager på udflugt, sådan en der spiser mad rundt om bordet. Herhjemme er jeg heldig, hvis vi bare har en dåse majs stående i køkkenskabet… Jeg vil have en mælkesnitte med i madpakken ligesom de andre børn. Men du husker ikke engang, at jeg skal have mad med. 
Jeg vil gerne være hende veninden, der tager pigerne med hjem. Den eneste jeg har med hjem er min lillebror.
Cigaretskodderne, lugten af tobak og dine skide arbejdsbukser som altid ligger på gulvet. Det er så flovt! 
Det første du gør, når du træder ind ad døren, er at råbe mig ind i hovedet ”hvor er mine øl?” Ja undskyld far, undskyld jeg hentede Oskar fra skole, undskyld jeg handlede ind. Undskyld jeg er den eneste her hjemme der tager bare lidt fucking ansvar! 
Jeg vil bare gerne have mine venners perfekte liv, bare for en dag. Hjemme hos dem er der kærlighed og omsorg.
Men hvad er omsorg? Det har du aldrig lært mig. Du tænker aldrig på om jeg har det godt. Det eneste du fokuserer på, er om der er bajer nok.  
Så nogle gange, bare nogle gange vil jeg ønske jeg var en fadøl, en Tuborg Classic eller den billige fra Netto.
Kære far, jeg elsker måden du altid kommer fuld hjem på. Måden du vælter alle ting og vækker hele huset.  

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret