Jeg kigger mig over skulderen, skikkelsen er der stadig. Jeg går hurtigere og hurtigere. Jeg er bange, bange som altid. Frygten er der! Jeg knuger min hånd om den nøgle jeg har fundet frem, det gør jeg altid, for frygten den er der altid! Hvorfor skal jeg føle mig utryg i nattelivet? Hvorfor? Hvorfor må jeg ikke være tryg når jeg går hjem fra byen, og når jeg sidder på en bar omgivet af store klubkonger, eller når jeg sidder alene i taxa på vej hjem.
En sag som Emilie Meng er et eksempel på det vi alle går og frygter – og den sag er blot en ud af mange, for vi ser flere episoder med voldtægter, overgreb og andre ubehagelige hændelser, som finder sted i nattens mulm og mørke. Disse eksempler er med til at forcere vores frygt. Det ikke længere et billede af, hvad der kunne ske, men derimod et spørgsmål om hvem der bliver den næste. Det ku’ være dig, dig eller dig, lige såvel som det kan være mig der bliver det næste offer. Den næste unge pige, som får udnyttet sin naivitet og manglende evner til at forsvare sig mod fysisk stærkere mænd, grupper eller andre magtliderlige, som får tilfredsstillet deres behov ved at udnytte os. Det ku´ være dig, dig eller dig.
Vi er flere der er bange, bange for hvad der sker, når der ikke er nogle vidner omkring os, når vi er alene og når vi er kvinder. Ja, I hørte rigtigt. Jeg sagde, når vi er kvinder. Jeg ved det er meget sort/hvid stillet op, men det er en sandhed vi må se i øjnene, det er den virkelighed vi lever i og derfor må forholde os til, selvom det hurtigt kan virke kønsdiskriminerende og fordømmende.
Men kvinder og unge piger føler sig mere udsatte i nattelivet. Det ikke bare noget jeg tror, nej, flere undersøgelser understøtter lige netop dette. En megafon-måling foretaget for Politiken og TV2 viser, at 7 ud af 10 kvinder helst undgår at færdes alene i byen om aftenen eller natten, fordi de føler sig utrygge.
7 ud af 10 kvinder.
Det er et problem i vores samfund. Det er et problem, som bør være mere omdiskuteret, som SKAL være mere omdiskuteret, fordi det er en frygt utallige piger bærer rundt på. En frygt, som er med til at begrænse os og fratage os muligheder, og igen være med til at gøre vores køn mindre selvstændigt og mere afhængigt af andre. Mindre selvstændigt og mere afhængigt af andre? Vi er i 2023, vi bør alle, uanset køn, kunne have muligheden for at færdes alene uanset hvor og hvornår. Fordi du og du og du fortjener muligheden for at være i en taxa alene, gå i byen alene, vente på et tog alene, uden at skulle have din bror, din mor, din far eller en anden til at være der. Vi skal kunne være selvstændige og vores køn skal ikke længere gøres svagt. Der er ingen der fortjener denne frygt, som er så ubeskrivelig stor. Du, du og du, din søster, din datter, dig der og dig helt bagerst. Ingen af dem, ingen af jer, bør leve med den frygt.
Alle skal forstå, hvor stort et problem dette er, hvor meget det fylder og hvor uretfærdigt det er. Hvem bliver det næste offer? Det kan være dig, det kan være dig og det kan være mig.