Mette Frederiksens tale på Flagdagen for Danmarks udsendte

Deres Majestæter.
Kære udsendte.
Kære pårørende.

I år holder vi igen flagdag her i Danmark, mens krigen buldrer i et andet europæisk land ikke så langt her fra.

Russerne bomber stadig mere aggressivt. Ofrerene tælles i tusindtal, og ødelæggelserne og smerten ser vi hver eneste dag i vores fjernsyn.

I dag er en dag for jer. Danske soldater. Udsendte og jeres pårørende.

Men det er også en dag, vi skal bruge til at markere vores danske, stædige støtte til Ukraines frihedskamp.

En kamp for Ukraine – imod Ruslands blodige angrebskrig.

En kamp for Europa, vores fælles værdier og grænsernes beståen og ukrænkelighed – imod den bizarre russiske drøm om et nyt stort russisk imperium.

Det er en kamp for vores sikkerhed. Og for vores børns fremtid.

”Et liv uden frihed er ikke et liv” har præsident Zelenskyy sagt. Jeg er enig.

Og det tror jeg egentlig, at alle os her på pladsen er. Ellers var I, der står foran os, ikke trukket i uniform med Dannebrog på skulderen.

I kan stolt bære vores flag. Og jeg og vi, der er her for at hylde jer. Vi er taknemmelige. For jeres ofre og jeres vilje. Og vi er stolte af jer.

På grund af jeres dygtighed og på grund af den måde, I er ambassadører for vores land og for vores alliancer. EU, FN og NATO.

Danmark gør alt, hvad vi kan, for at støtte Ukraine. Tak for den brede opbakning. Som danskere. Som befolkning og herinde på Christiansborg.

Men en særlig tak til jer, der har lært piloterne at flyve vores fly. Jer, der har lært vores venner at bruge droner og kampvogne. Og jer, der har trænet soldater.

Alle os, der er involveret i det danske engagement i krigen, har set det samme.

En befolkning, der er villige til at risikere alt for friheden. Deres liv, om så det gælder.

Det er et mod og en standhaftighed lige fra præsidentkontoret til skyttegravene.

Og alle vi andre. Vi kan ikke tillade, at Putin med magt forsøger at ændre grænserne i Europa. Ikke i Ukraine. Ikke andre steder.

Verden er blevet mere urolig, og det sikkerhedspolitiske landskab er grundlæggende forandret. Det skal vi kunne svare på som land og som NATO. Og det starter og slutter med vores vilje til at sikre, at det er Ukraine, der vinder krigen.

* * *

Den danske støtte til Ukraine fortsætter. Selvfølgelig gør den det. Og samtidig med det skal vi styrke vores eget forsvar og samfundsberedskab.

Så vi for alvor tager ansvar for egen sikkerhed. Og så vi – som danskere – gør alt det, vi skal, for at Europa og vores alliancer kan forsvare sig selv.  

Ligesom jer, der er taget til Baltikum for at forsvare NATO’s grænser. Og jer, der er taget til Balkan for at bevare freden.

Vi har set igennem vores historie, at det ikke nytter at vende det blinde øje til, når uretten hersker.

Vi vil derfor blive ved med at tage ud og gøre en forskel, hvor det gælder. Kæmpe for Danmark. Kæmpe for Europa. Kæmpe for vores frihed. Som I udsendte har gjort. Og stadig gør.

* * *

Det seneste år har mere end 2.000 været udsendt for Danmark.

Fra Forsvaret. Politiet. Beredskabet. Og for andre myndigheder.

I Kosovo for at bevare freden mellem gamle fjender.

I Middelhavet for at passe på EU’s ydre grænser.

I Irak for at opbygge irakernes evne til at bekæmpe terror.

I Det Røde Hav for at sikre retten til fri sejlads.

I Estland og Letland for at forsvare NATO’s østlige flanke.

I Storbritannien og herhjemme for at træne ukrainske soldater og opretholde den militære støtte til et land, der nu på tredje år kæmper for deres frihed.

Og i øvrigt mange andre steder i verden, hvor der er brug for dansk hjælp.

Kære danske udsendte.

I en tid, hvor vi oplever splittelse og krig. Har I arbejdet for en fredeligere verden. For at beskytte retten til at leve trygge og frie liv.

I står på skuldrene af de mange, der tidligere har været udsendt.

Og I har vist vejen for dem, der vil følge efter jer.

Og I har demonstreret. At nok er vi et lille land. Men vi kan gøre en stor forskel.

Tak for jeres indsats.

Tak for jeres mod.

Vi er alle sammen stolte af jer.

* * *

Man siger, at soldaten kan forlade krigen. Men at krigen aldrig forlader soldaten. Og derfor også et par ord til vores veteraner.

Jeg ved godt, at de fleste af jer kommer hjem både klogere og dygtigere. Og I har fået andre menneskers respekt på jeres vej. Ofte både fra dem I har hjulpet, og fra dem I har arbejdet sammen med.

Men for mange kæmper med en for tung bagage. På grund af det I har set. Det I har været involveret i. Og på grund af smerten.

Vi skal som land hele tiden blive bedre til at passe på jer, der passer på os.

Derfor vil vi nu igen styrke indsatsen over for vores veteraner.

Vi vil vende bevisbyrden om, så det bliver lettere for jer at få anerkendt PTSD som arbejdsskade.

Vi vil udvide støtten til de allermest udsatte veteraner. Og jer, der har brug for støtte for at vende tilbage til en god hverdag i eget hjem. I skal have det.

Vi vil også tage bedre hånd om familiernes trivsel.

For selvfølgelig skal I have den hjælp, I har brug for.

Og jeg vil love. At ligesom vi er her for jer i dag. Så vil vi også være der for jer i morgen.

Det skylder vi jer.

* * *

I dag hylder vi alle jer, der har været udsendt for Danmark.

Men lige bag jer, der står en kæreste. En ægtefælle. En mor. En far. En bror. En ven. Et barn. Eller en lillesøster som mig selv.

Kære pårørende.

Alle jer, der har prøvet at ligge søvnløse om natten. Mens tankerne fik lov til at leve deres eget liv.

Jeg ved godt, at afstanden har været stor, og byrden endnu større.

Og I fortjener som altid vores dybeste anerkendelse og tak.

* * *

Kære alle sammen

I dag hylder vi alle jer, der har været udsendt for Danmark. Men vi mindes også dem, der aldrig nåede hjem.

Dem, der ofrede, det dyrebareste, et menneske har.

Dem, der gav deres liv for Danmark.

Vi hylder jer. Vi mindes jer. Og vi hejser Dannebrog for jer.

Mine tanker går til de efterladte.