Sidste år – 8. marts – havde KVINFO inviteret til et brag af en fest.
Men sådan blev det ikke.
Jeg havde ellers min tale klar. Og nogen kunne måske få den idé, at jeg bare har taget talen frem fra sidste år og holder den nu?
Men det er overhovedet ikke tilfældet. Det går slet ikke. Heldigvis.
For der er sket alt for meget siden sidste år.
Dagsordenen er blevet fuldstændig anderledes i Danmark.
Og her tænker jeg ikke på pandemien. Jeg tænker heller ikke på, at vi må mødes digitalt. Og at den video, I ser nu, er optaget for et par dage siden.
Jeg tænker derimod på de kæmpestore skridt, vi har taget i kvindekampen. I kampen for et mere ligestillet Danmark.
Vi står lige nu midt i en skelsættende kulturkamp. En fundamental forandring. En erobring af fremtiden.
For det første er det lykkedes – endelig – at forbedre retssikkerheden for voldtægtsofre.
Sex skal altid være baseret på samtykke. Tænk, at det ikke har været en selvfølge i Danmark før.
Nu er det lov.
Samtykkeloven er en milepæl i ligestillingen.
Et helt andet syn på voldtægt.
Og startskuddet til en nødvendig kulturændring.
Og det leder mig over til et andet stort skridt, der er taget det seneste år. Det, som har fyldt allermest. Og som jeg vil bruge resten af mine taletid på i aften – nemlig spørgsmålet om krænkelser og sexisme.
For mig har hele forløbet siden Sofie Lindes opråb givet anledning til eftertanke og til selvrefleksion.
Jeg har været i politik, siden jeg var 15 år. Og jeg er hverken døv eller blind.
Jeg – og vi – burde selv have sat den nødvendige kulturforandring i gang. Nu blev det i stedet Sofie Linde.
Tak for det.
Og til jer hundredevis af modige kvinder, der tog stafetten videre i mediebranchen og i politik, ofte med store personlige omkostninger – til jer er der bare at sige:
Tak. Det er godt gået.
I baner vejen for de mange piger og kvinder over hele Danmark, på alle slags arbejdspladser – restauranter, hoteller, skurvogne, sygehuse – som oplever de samme krænkelser, men ikke har den samme megafon.
Kulturen skal forandres.
Væk fra krænkelser. Forskelsbehandling. Magtmisbrug.
Hen mod ligeværd og retfærdighed.
For det er jo pointen her. Det handler ikke om, der skal være plads til flirt. Eller til komplimenter. Fra mand til kvinde og fra kvinde til mand. Det handler om magt. Og om magt, der kan misbruges.
Kære alle. Det måske vigtigste i denne debat er, at vi omsider er på vej væk fra, at det er den enkelte pige eller den enkelte kvinde, der må tage kampen selv.
Til en kultur, vi er fælles om. Hvor krænkede adfærd ikke tolereres.
Og hvor alle påtager sig en del af ansvaret.
Jeg vil selv tage min del af ansvaret. Som partileder. Som statsminister.
Regeringen vil tage vores medansvar alvorligt.
Vi er i gang med drøftelser med arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
Også om hvorvidt den nuværende lovgivning mod seksuel chikane er tilstrækkelig.
Hvis den ikke er det. Skal vi ændre den.
Kampen for retfærdighed bliver vi aldrig færdige med.
Det gælder også de mange andre vigtige dagsordener, som vi ikke er i nærheden af at have løst.
Vold. Social kontrol. Den frihedskamp, som mange modige kvinder udkæmper i indvandrermiljøer. I fortjener i den grad at blive nævnt. Og mærke vi andres solidaritet.
Kampen for retfærdighed må aldrig blive det enkelte menneskes kamp.
Kampen skal være vores – i fællesskab.
Hvis vi kan flytte lovgivning så langt, som det er lykkedes os på voldtægtsområdet. Hvis vi kan flytte kulturen så meget, som den flyttes i de her år. Så både kan og skal vi bekæmpe de problemer, der er i nogle indvandrermiljøer.
Også selvom vi lige nu er hver for sig hjemme i vores stuer.
Også selvom vi lige nu er hver for sig hjemme i vores stuer.
Hav en fantastisk 8. marts, alle sammen.
Og skal vi ikke love hinanden, at til næste år holder vi det brag af en fest, som vi nu har til gode for andet år i træk?
Der er meget at fejre.
Jeg glæder mig.
