Kære søstre. Kære brødre. Kære kampfæller.
Jeg ville så gerne have stået blandt jer i dag.
Jeg ville så gerne have fejret dagen – side om side med alle jer derude. Set jer i øjnene.
For inden for det sidste år har flere tusinde kvinder meldt sig i det samlede opråb mod sexisme, mod krænkelser og mod magtmisbrug. Gjort deres stemmer gældende i det kor, der sagde fra.
Mange er trådt frem og har delt deres historier med offentligheden. Men på samme tid skal vi huske os selv på, hvor mange der stadig er tavse. Langt flere historier er endnu ikke fortalt. Mange vil aldrig blive det.
Når jeg spørger mig selv: Er vi et bedre sted i dag end før Sofie Lindes tale? Er det lettere for ofre at stå frem i dag? Ville jeg råde min veninde, min søster eller min datter til at stå frem?
Så bliver jeg i tvivl.
For mens søstersolidariteten er blevet styrket, er udskamningens knive blevet hvæsset. De er så skarpe, at det må føles dybt fortvivlende at stå frem. Hårdt. Ensomt. Og skræmmende.
Dét udstiller et at de største problemer ved den her debat.
For når en kvinde træffer den svære beslutning at dele sin historie – så spørger vi ikke kun, hvad den handler om. Vi spekulerer også i, hvorfor hun taler.
Der bliver stillet så mange spørgsmålstegn til den her kamp. Misforstå mig ikke. Spørgsmål er en god ting – det åbner for diskussioner og debatter.
Men når vi stiller spørgsmål til, om det overhovedet er okay at tale, så lukker vi ned for debatten.
Det forskyder fokus.
Det en degradering af det menneske, der taler – og det er en måde at afvise det menneskes ret til at dele sin historie.
Det kan vi ikke være bekendt.
Der er ingen stemmer, der må drukne, fordi det her er svært.
Selvfølgelig skal de kvinder have lov til at tale. Og selvfølgelig skal vi lytte.
På en efterårsdag for snart et halvt år siden blev jeg ringet op af en journalist. Han sagde spurgte ind til, hvad jeg syntes om Sofie Lindes tale. Jeg svarede, at jeg hylder Sofie Linde for hendes mod til at gå forrest i metoo-debatten. Journalisten spurgte efterfølgende ind til, hvad jeg tænkte om udenrigsministerens 12 år gamle sag. Og her kunne jeg vælge at dukke mig eller svare ærligt. Jeg svarede ærligt. Og sagde, at der var tale om en klassisk metoo-sag.
Vi politikere bliver ofte beskyldt for at være uærlige. At pakke budskaberne ind og smyge os uden om sandheden.
Men jeg blev spurgt. Og jeg svarede ærligt på det spørgsmål, jeg blev stillet.
Et svar, der havde en pris.
Da jeg havde sagt min mening, blev jeg isoleret. Jeg stod helt alene, mens min indbakke svømmede over med grove beskeder. Mange af dem gik på det faktum, at jeg er kvinde.
Selvom jeg ikke har delt oplevelser om krænkelser på egen krop, så jeg har prøvet at tage ordet og derefter føle mig ensom.
Min oplevelse kan ikke sammenlignes med nogle af de historier, vi hører derude. Historier om kvinder, der er blevet krænket, og som bagefter er blevet bedt om – direkte eller indirekte – at være tavse.
Som kvinde, som mor og som ligestillingsordfører ville jeg ønske, at jeg kunne sætte en stopper for sexisme. En stopper for krænkelser og for magtmisbrug.
Men det kan jeg ikke. For det er ikke den virkelighed, vi lever i.
Det jeg kan gøre, det er at bruge min platform til at bekæmpe den her kultur. Og til indtrængende at bede alle jer derude om at bakke hinanden op. Både i det virkelige liv og digitalt.
Så kære søstre. Kære brødre. Kære kampfæller.
Vi skal insistere på, at vores stemme er stærkere end det, vi kæmper imod.
Stærkere end de grimme kommentarspor og de grove spekulationer. De prøver at overdøve os. Og de prøver at mase os.
Det får de ikke lov til. For vi svarer igen. Og vi gør det med samlet stemme.
Rigtig god kampdag
