Til Ritts familie og nærmeste: Tak fordi, at vi må være med i dag.
Kære Ritt. Du er ikke længere i blandt os. Og selvom du har været imponerende åben om dit sygdomsforløb, er det alligevel svært at forstå.
Svært at forstå at vi ikke længere skal høre dit perspektiv.
Ikke længere kan trække på din viden. Ikke længere modtage dit råd.
Ritt Bjerregaard.
Født under Anden Verdenskrig. I en lille to værelseslejlighed på Vesterbro i København voksede hun op. Sammen med sin far, mor og to søskende var det herfra, at Ritt Bjerregaards syn på verden blev formet.
Barndommens gade gav Ritt nærværende øjne. Øjne der til det sidste altid var opmærksomme. På uretfærdighed. På manglende og ulige muligheder. Men også øjne som oplevede, at fremgang er muligt.
At stilstand ikke er givet. At det er muligt at forandre. At verden faktisk blev bedre.
Ritt Bjerregaard.
Politiker fordi hun troede på, at i morgen kunne blive bedre end i dag. Fordi normer og traditioner ikke nødvendigvis er gangbare argumenter. Fordi udfordring er nødvendig for forandring. Fordi hun havde evnerne.
Ritt.
En kærlig ven for så mange. En ven der gjorde sig umage. Et menneske der oprigtigt interesserede sig for andre. Var generøs. Betænksom.
Ritt.
Bare at sige dit navn er at sætte udråbstegn. Du forlangte så meget af dig selv. Og det gjorde du også af os andre. Du så det største i os. Hvad vi kunne nå. Hvor vi var finest. Du drev os altid fremad.
Jeg har også noget af dig med mig. Det har alle, der kendte dig. Når verden er hård. Når du er træt. Når kritikken er urimelig. Hvor murene virker alt for høje. Lige dér. Hvor man er ved at vende om. Der tror jeg mange spørger sig selv: Hvad havde Ritt sagt?
[...]
Ret ryggen, tør øjnene. Det nytter ikke at give op. Bøj dig ikke for stormen.
Kæmp for det du har kært. Kæmp for alle du har kær.
Ritt: Altid frejdig når du går.
Du fik alle til at yde lidt mere. Og mange til at turde mere. Også nu hvor du ikke er her mere.
Men når jeg tænker på dig, Ritt, bliver jeg også formanet om, at være åben overfor det nye. Holde sindet frisk. Og stole på de unge.
Og hvor vigtigt det er at bringe mennesker sammen.
Ritt vidste hvordan mødet mellem mennesker kunne bruges. Til at blive klogere på noget. Og på hinanden. Bruges til at ville. Berige hinanden. Debatten. Samfundet.
Og det gjorde hun.
Også derfor har Ritts død berørt os. Det er derfor, vi er i sorg over tabet af vores ven og en stor dansker. Fordi hun igennem sit liv påvirkede så mange af os.
Det er ikke svært at tænke sig til, hvad Ritt selv ville have ment om den sag. Om alt det føleri. Om det sentimentale.
Vi havde fået klart besked.
Og jo Ritt. Vi skal nok tage os sammen. Men i dag sørger vi. I morgen går vi igen på arbejde. I morgen kæmper vi igen for det vi tror på. For dem vi tror på.
Men i dag vil vi have lov til at mindes dig. Et enestående menneske. Der gik fra Vesterbros baggård. Til kommissær i Europa. Og som gjorde så meget undervejs.
Et menneske som ikke lod sig ryste. Trods hårde ord. Svære betingelser. Et menneske hvis mod og vilje kun blev styrket i modvind.
Mindes et menneske der så potentialet i andre. På tværs af køn. På tværs af generationer.
Mindes et menneske der har sat så store aftryk på samfundet og menneskene omkring hende.
Og som til sidst plantede sine æbletræer ved Det Røde Hav. Her på Vestre Kirkegård. Hvor vi socialdemokrater mindes så mange af vores egne.
Vi kommer igen her en efterårsdag, Ritt. Plukker et af dine syrligt-søde æble[r]. Og går frejdigt videre.
Ritts opmærksomme øjne er lukket for sidste gang.
I dag vil vi mindes hende. Vi vil have lov til at være kede af det.
Men så skal vi også videre.
Det er det, du har lært os.
Tak, Ritt
