Morten Skov Christiansens tale ved Socialistisk Folkepartis landsmøde

Kære landsmøde!
 
Kære SF’ere!
 
Jeg er helt vildt glad for at være her i dag.
 
Jeg føler mig hjemme. 
 
For hvem hænger dér på bannerne?  
 
Det er jo lønmodtagere. FH’s medlemmer. Hele vejen rundt. 
 
Måske bortset fra hende statskundskaberen i den sorte habitjakke. 
 
Men hun er god nok alligevel ;-)
 
Kære Pia.
 
 
Du er en vigtig ambassadør for lønmodtagerne.
 
Du får ting til at ske på Christiansborg.

Først og fremmest tak for en bedre uddannelsesvej med EPX’en.

Og tak for at kæmpe A-kassernes sag i den kommende beskæftigelsesreform.

Det er logik – ikke kun for den, der er gift med en vaskeægte A-kassemand ;-)
 
Med dig, Pia, får vi den stemme ind i maskinrummet, som er vigtig for lønmodtagerne.  
 
En stor og varm tak for det! 
 
(KLAP)
  

Jeg kommer nærmest direkte fra Forligsinstitutionen i København.  

Der er afsluttet overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.
 
Hvordan gik det?
 
Vanvittig godt. 
 
Vi indhenter det tabte på reallønnen.
 
Indfører barns tredje sygedag.
  
Bedsteforældredage. 
 
Resultater for et godt og balanceret arbejdsliv.
 
Er det faldet ned fra himlen? 
 
 

Hvad tror I – er det det? 
 
 

Det er der nogle, som tror. De mener, at de kan få det samme et andet sted, bare billigere. 
 
Det kan de ikke. 
 
Det er fagbevægelsen, der leverer. 
 
Og denne gang har fagbevægelsen leveret en overenskomst med reallønsfremgang og gode vilkår for familierne.

Lige ned i SF’s kerneværdier.  

Derfor kan vi sammen stå her og glæde os over resultaterne. Som fagbevægelsen har skabt sammen med arbejdsgiverne.  

Og selvom SF og FH heldigvis er enige om meget. Har vi også en arbejdsdeling. Og det skal vi have. 

Vi har hver vores rolle, men vi arbejder for det samme mål: Et stærkere Danmark for lønmodtagerne.

Pia, du besøgte os i Helsingør på Konventum, den gamle LO-skole.

Der byttede vi roller for en dag. 

Du tog min plads som fagbevægelsesformand, og jeg forsøgte mig som partiformand. Et lille rollespil for bedre at forstå hinanden.

Jeg lånte endda en armygrøn fleecetrøje af en anden Morten. Han sidder dernede i salen i dag, og jeg tror faktisk, han har den med. 

Så kunne jeg rigtig ligne en SF’er ;-)

Trøjen afleverede jeg tilbage. 

Jeg håber, du tog noget andet med hjem, Pia …
For nogle gange lyder det som om, at SF har lidt for godt fat i fagbevægelsens arbejde. 

Christiansborg skal lade os gøre det, vi er bedst til. 

Som vi lige har bevist med overenskomstforhandlingerne.

Den danske model er bedst, når lønmodtagerne og arbejdsgiverne selv forhandler. 

Det kræver ikke politisk indblanding.  

Det kræver respekt for de spilleregler, der har skabt verdens bedste land at være lønmodtager i.
 
Jeg ved godt, at vi ikke nødvendigvis ser helt ens på det.
 
 Så lad mig straks tilføje:
 
 

At selvom vi har en arbejdsdeling. Så har vi også en politisk samtale. 
 
Og en fælles sag: Det gode arbejdsliv. 

Når vi i Danmark står sammen og organiserer os i fagbevægelsen, beskytter vi os mod en anden model, hvor vilkår bliver dikteret oppefra eller styret af markedet alene. 

Det er netop derfor, vores model er så stærk – fordi vi organiserer os, forhandler i fællesskab og har et sundt demokrati ude på arbejdspladserne.  

I lande uden en stærk fagbevægelse ser vi konsekvenserne: 
 
Hvorfor ser vi de gule veste i Frankrig? Fordi de ikke har andre veje at gå. Ingen handlemuligheder. Ingen frihed.  

Den danske model er måske den mest afgørende byggeklods for, at vi har så godt og velfungerende samfund i Danmark. 

Det skal vi holde fast i – også når verden er urolig. 

Pia tegnede et alvorligt verdensbillede i sin tale. Det er desværre et sandt billede.
 
Da jeg voksede op i 80’erne, var fagbevægelsen for nedrustning.

Men som verden ser ud nu, er vi for en militær oprustning. 
 
Selvfølgelig.
Det er en bunden opgave.  

Men børnehaver, skoler og plejehjem er også en bunden opgave. 

Og en retfærdig tilbagetrækning. 

Militær oprustning må og skal følges af social oprustning – ellers tipper balancen.

Lønmodtagerne oplever i disse tider en dobbelt utryghed, når verden vakler … 

… Og når de politiske vinde her til lands samtidigt blæser i alle retninger. 

Jeg bliver både provokeret men også bekymret, når jeg ser, at LA foreslår, at dagpengeperioden skal halveres.

At lønmodtagerne endnu engang skal samle hele regningen op.

Det er et angreb på vores samfundsmodel – og det, der er grundlaget for, at vi har en sund og stærk økonomi i Danmark. 

Vi har brug for tryghed i en usikker tid. 

For hvis vi ikke holder fast i et retfærdigt samfund. 

Så mister vi det dyrebareste, vi har. Sammenhængskraften. 
 
Derfor er det helt afgørende, hvor pengene til militæret kommer fra.
 
Jeg foreslår, at vi griber det sådan her an:
 
For det første skal vi have et kasseeftersyn. 
 
Det er, som om Wammen bare skal åbne en skuffe i sit skrivebord, så vælter det ud med millioner og milliarder. 
 
Sidst var det 21 milliarder, og de landede lige i råderummet.
 
Lad os nu få frem i lyset, hvad der er råd til.  
 
For det andet skal vi rulle de skæve skattelettelser tilbage. Arvinger. Aktionærer. Virksomheder.
 
Man kan ikke forgylde de rigeste med den ene hånd. Og bede lønmodtagerne om at betale med den anden. 

For det tredje skal den danske stat optage lån. Det er fuldt forsvarligt. Dansk økonomi er bomstærk.

Vi ved ikke, hvor mange milliarder den militære oprustning kommer til at koste.
 
Men den må aldrig koste vores samfundsmodel.

Vores samfundsmodel er afhængig af lønmodtagernes opbakning. 

Og den har vi kun, hvis vi sikrer lønmodtagerne tryghed, velfærd og en værdig tilbagetrækning.
 
I år skal Folketinget stemme om at hæve pensionsalderen. til – hold nu fast – 70 år. 
 
Det bliver Europarekord. Hvis ikke verdensrekord. 
 
Kan pensionsalderen bare stige og stige og stige? 

Nej.
 
Fire ud af fem lønmodtagere tror ikke, at de kan holde tiden ud. 
 
Blikkenslageren, der startede som arbejdsdreng, da han var femten. 

Rengøringsassistenten med slidgigt i nakken og fingrene. 
 
Sosu-assistenten på 38 år, der brænder for sit job.

Men ikke kan se sig selv blive på arbejdsmarkedet, til hun er  73 år.
 
Jeg kan heller ikke se det for mig.  

Da vi støttede Velfærdsaftalen fra 2006, var den balanceret: længere levetid, længere arbejdsliv.

Men det var en helhed – med efterløn, investeringer i arbejdsmiljø og tilbagetrækningsmuligheder.

Siden er balancen skredet. 
 
Efterlønnen aflivet. 
 
Arbejdsmiljøet aflyst. 
 
Helt ærligt: Velfærdsaftalen er som en bil, der er hullet og rusten. Hvis vi kører videre, ender vi i grøften. 

Pensionsalderen skal stige langsommere.

Vi skal investere mere i arbejdsmiljøet og i uddannelse hele livet.

Og man skal kunne gå fra, mens man stadig kan gå på sine ben. 
 
Vi har brug for en nyt og retfærdigt nationalt kompromis. 

FH giver ikke op, før vi er i mål med det. 
 
Her fra talerstolen har jeg udsigt til et banner, der lover, at SF heller ikke giver op. 

Statsministeren har åbnet døren på klem. 

Nu skal vi sætte foden i døren og holde den åben og sikre, at hun heller ikke giver op – selv i svære tider. 
 
Kære venner.
 
Det er vores fælles sag. 
 
Det er vores fælles pligt.
 
Vi skal bruge hele vores fælles kraft. På at sikre en værdig og retfærdig pension til dem, der knokler hver dag på byggepladsen, i børnehaven og på plejehjemmet. 

(KLAP)

*

Vi står som samfund overfor massive regninger, der skal betales. 

For mig er det vigtigt, at den regning ikke kun havner ét sted.

Kan I huske finanskrisen? Hvem betalte regningen dengang? Det gjorde lønmodtagerne. 

Mange mistede deres arbejde. Nogle måtte gå ned i løn.

Efterlønnen blev skåret ned, og retten til dagpenge blev halveret.
 
Kan I huske coronakrisen? Hvordan klarede vi den? Med solidaritet og samfundssind. 
 
Nu står vi i en ny krise. Det er helt afgørende, hvordan vi fordeler regningen for den. 
 
Stop skattelettelser til de rigeste.
 
Brug Danmarks bomstærke økonomi.
 
Investér i en retfærdig pension 

Vores superkraft er et solidarisk samfund.

At holde fast i vores stærke fællesskaber og sikre tryghed.
 
Vi har før vist, hvad vi kan sammen. 
 
Kære SF’ere 

Tak fordi jeg måtte komme forbi i dag.  
 
Fortsat godt landsmøde!