Jeg er optimist…
Og så spørger I måske:
Hvorfor ser du så så bekymret ud, Pia?
Til det må jeg svare: Det er faktisk temmelig hårdt arbejde at være optimist…
Men…
Ikke desto mindre: […]
Jeg tror på Europa!
Jeg tror på Europa – et kontinent præget af dybe værdier, robuste demokratier, en rig historie og stærke traditioner.
Jeg tror på Norden!
Jeg tror på Norden – på vores unikke velfærdsmodeller, vores ambitiøse klimaindsats, og vores samfund, båret af både fællesskabets tillid og den enkeltes frihed.
Og jeg tror på demokratiet og på dets institutioner.
At vi er lige for loven, at vi kan ytre os frit, tro og mene og forsamle os om hvad vi vil. Uden frygt.
Bag dét ligger der en kontrakt: En samfundskontrakt.
Den baserer sig, når alt kommer til alt, på tillid.
På tillid til hinanden. Tillid til indgåede aftaler. Tillid til fælles principper og værdier.
De frie, lige og demokratiske samfund baserer sig på tillid.
De ufrie, ulige og dårligt fungerende samfund, baserer sig på frygt.
Så vi har meget at glæde os over. Og vi har meget at passe på.
Og de seneste måneder…
Ja, selv de seneste måneder har ikke rokket grundlæggende ved min tillid og min tiltro.
[…]
For jo, nok ser vi store svigt. Ja - jeg taler til dig, Donald Trump […]
Men vi ser også Europa og ikke mindst Norden og Baltikum rykke sammen.
Det gør mig stolt, glad og fortrøstningsfuld – til trods for at vi står midt i en uhyre vanskelig tid.
Vores behov for at passe på Danmark - og på Grønland…
… og vores behov for at styrke vores fælles sikkerhed er gået fra 60 til 100, på ingen tid.
Og derfor… derfor er det så vigtigt for mig, at vi husker på, hvad der er værd at styrke.
Derfor er det så vigtigt for mig, at vi husker på, hvad der er værd at bevare.
Derfor er det så vigtigt for mig, at vi er bevidste om, hvad der er værd at forsvare.
Og at alt dét… ikke brændes ned i processen…
[…]
Jeg møder stadig flere danskere, der har vendt nyhederne ryggen.
Modløshed har indfundet sig. Måske kender I også følelsen... en trang til at afskære sig fra verden?
Ikke siden den kolde krig, har verden fremstået så uforudsigelig og farefuld.
Hvordan skal vi reagere, når alt det, vi værdsætter, trues?
Det er de store spørgsmål, vi står overfor. Ingen besidder alle svar.
Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan navigere os klogt gennem også denne krise.
Og at vi kan komme godt ud på den anden side:
Stærkere. Mere forenede – og måske med en klarere bevidsthed om, hvad der virkelig har værdi for os.
Men tillid handler ikke kun om hvilken tillid vi kan have til hinanden eller til samfundet.
Tillid er også tillid til os selv.
At vi kan tage opgaven på os.
At vi kan magte modgangen.
At vi kan finde og mobilisere den styrke, der skal bringe os gennem de svære tider.
Jeg tror på, at vi både som individer og som fællesskab har den modstandskraft i os.
At vores modstandskraft og beredskab overfor den nye, alvorlige situation faktisk eksisterer - men måske skal støves lidt af…
Vi kan godt.
I Danmark. I Norden. I Europa. Og med allierede i Canada, Australien, Japan...
Vi kan godt.
Men den kamp vi står i, og den kamp der ligger foran os… den kræver også at vi har en klar idé om, hvad det er vi slås for.
Den styrke vi skal finde, de prioriteringer vi skal gøre, og de kampe vi skal tage, skal være det hele værd.
[…]
Når verdens autokrater afviser demokrati, velfærd og klimakamp…
… skal vi svare igen ved at gøre det stik modsatte.
Vi skal derfor ikke kun forsvare.
Men også investere i vores samfundsmodeller, i vores klimaindsats, og i vores fælles velfærd.
Alt det, der værner om vores tillid, fremtid og frihed.
Og omkring dét – et stærkt forsvar.
De kommende år vil definere generationers fremtid.
Ingen siger det bliver nemt.
Men vi kan klare det.
Sandheden er: Vi har heller ikke noget valg.
Vores ansvar er ikke kun overfor os selv, men overfor alle dem, der kommer efter os.
Det er vores forbandede pligt at efterlade en verden, der ikke kun er levedygtig, men som også er båret af værdighed, af retfærdighed og af bæredygtighed.
[…]
Det er jo ikke fordi de seneste år har været en dans på roser.
En global pandemi.
Et kaotisk exit fra Afghanistan.
Rusland har nu ført sin modbydelige krig i Ukraine i mere end 3 år, med ufattelige menneskelige omkostninger.
Krigen er nu i sit fjerde år.
Vi har haft en opstand i Iran, båret af modige unge kvinder. Som er blevet slået brutalt ned.
Israel oplevede et modbydeligt terrorangreb den 7. oktober 2023 – og vi har haft en brutal og dybt tragisk gengældelseskrig i Gaza, med enorme civile lidelser til følge.
Og ikke mindst den bølge af overgreb på uskyldige palæstinensere på Vestbredden. Og nu igen også i Gaza, som den på alle måder ekstreme israelske regering står for…
Krigen banede ikke desto mindre også vejen for at vælte Assad i Syrien, efter at Hamas og Hizbollah og Iran blev svækket.
Men igen har kurderne, der ellers har forsvaret os mod islamisterne i IS, måttet betale en ekstremt høj pris i kampene om Syriens usikre fremtid.
Kurdernes skæbne bliver fortsat kastet rundt, som magtforholdene forskyder sig omkring dem, og som bomberne falder…
Og amerikanerne… ja, de genvalgte Trump.
Det har vi i Rigsfællesskabet fået at føle, da Trumps fokus for alvor rettede sig mod Grønland og Danmark.
Danmark står i den største udenrigspolitiske krise i årtier - og dilemmaerne tårner sig op.
Trusler om militær magt, told og sanktioner – fra en allieret.
Alvoren er ikke til at tage fejl af.
Og Danmarks beslutninger har ikke kun betydning for os selv – men også konsekvenser for andre dele af Rigsfællesskabet og for vores allierede.
[…]
Der er jo det ved tillid… Der er det ved tillid, at når den brydes, når tilliden svigtes, når dét man troede på, når dem man troede på, viser sig at svigte…
Så gør det mere ondt.
Jeg havde ikke nogen positive forventninger til Putins Rusland inden han gik ind i Ukraine.
Men som så mange andre har jeg haft en forventning til USA.
Ikke til Trump… Men til at der var et USA som var stærkt nok og ikke mindst værdibåret nok, til at stå ved sine aftaler…
Et USA der ikke svigter sine allierede…
Et USA der kan kende forskel på offer og overgrebsmand.
På sandt og på falsk. På ret og vrang…
I den amerikanske præsidents mund, bliver sandhed til løgn - og løgn til sandhed.
Og i Moskva kan Putin næsten ikke tro sit eget held…
[…]
Men…
Vi har et handlerum.
Jeg ser sådan på det, at Danmark har en helt uafviselig opgave med at skabe et reelt og stærkt dansk forsvar.
Det samme gælder i hele Europa.
Det er vi i gang med.
Et forsvar som ikke bare bidrager til vores eget forsvar. Men til hele Rigsfællesskabets.
Og som bidrager til forsvaret for vores naboer og allierede i Norden og omkring Østersøen.
Et forsvar som bidrager substantielt til Europas sikkerhed – også hvis USA trækker sig fra NATO.
Vi skal styrke samarbejdet i EU og med Storbritannien.
Vi skal styrke båndene i NATO’s østlige ben.
Jeg vil gerne sige det helt tydeligt:
SF kommer til at være med - hele vejen […]
For vores frihed, og for det gode liv.
Det er på tide, at prisen for vores nordiske og europæiske frihed og sikkerhed ikke skal defineres af hverken Putin – eller Trump…
… men defineres af vores egen vilje til at værne om det mest demokratiske, fredeligste, mest lige og stadig utrolig velhavende kontinent i historien.
Det kan vi godt! Og det skal vi!
[…]
”Den fundamentale svaghed ved den vestlige civilisation er empati.”
”Den fundamentale svaghed ved den vestlige civilisation er empati.”
Sådan har Elon Musk sagt.
Hvor sygt er det lige?
Jeg synes det forholder sig lige omvendt.
Vores – stærke – samfundsmodel er baseret på empati.
På at vi tager hånd om hinanden.
Hvor vi tager hånd om det lille barn, der vokser op i en familie med alkoholmisbrug.
Hvor vi tager hånd om hinanden, når vi bliver gamle.
Række ud, hvis vi i en periode snubler i forbindelse med en skilsmisse, depression eller alvorlig sygdom.
Den samfundsmodel skal vi styrke og værne om.
[…]
Ud ad empati vokser tillid.
Fordi det er det gode liv, og det gode samfund, som hele forsvarsdiskussionen til syvende og sidst handler om at forsvare.
Og jeg har behov for at sige meget direkte til de blå partier i Danmark:
De helt nødvendige investeringer i vores frihed og dermed i vores forsvar, henter sin legitimitet i danskernes opbakning.
Hvis den oplevede uretfærdighed bare vokser… Hvis uligheden bare vokser… Hvis afstanden mellem os som borgere bare vokser… Så går det galt.
Den opbakning mister vi, hvis hverdagslivet smuldrer.
Den opbakning mister vi, hvis vores hverdag forringes mens vi forbereder os på noget meget værre.
Og derfor går der en lige linje fra det tillidsbaserede samfund, hvor vi tager hånd om hinanden – til viljen og evnen til at yde de ofre, som den kommende tid vil kræve.
Og derfor, kære venner i blå blok:
Det må være slut med overnormale profitter, skattelettelser til millionærarvinger og grandiose gevinster til aktionærer og spekulanter (…)
Alt det vi har set undergrave tilliden og troen på fremtiden i USA…
Sandheden er, helt enkelt, at et samfund uden tillid, ikke har nogen sammenhængskraft.
[…]
Vi bor i et af verdens bedste samfund – men velfærden har alligevel store huller.
Flere steder i landet skal man vente over et år på at blive udredt for demens.
Børn og unge står på alenlange ventelister til udredninger og psykiatrisk hjælp.
Vi lukker folkeskoler i de små samfund, hvor de i forvejen skal køre langt efter lægehjælp eller indkøb til hverdagen…
Mennesker med handicap skal slås med myndighederne om selv de mest basale hjælpemidler.
Det er blot et par eksempler på en velfærd, som ikke er god nok.
Mange af jer, der er valgt til by- og regionsråd, kender følelsen af, at man efterhånden bare sidder og administrerer besparelserne.
Mange af jer har den erkendelse med i baghovedet, på vej ind i den kommende valgkamp i kommuner og regioner…
At man bare kæmper for at afbøde de mest negative konsekvenser…
”Jeg gik ind i politik for at gøre en forskel for børnene… for skolerne… men jeg sidder i stedet og lukker skoler. Jeg kan snart ikke mere,”…
Det har jeg hørt mere end én gang.
Tidligere generationer af politikere havde modet til at opbygge og udbygge det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Også i tider, hvor vi som samfund havde betydelig mindre materiel velstand - og betydelig dårligere økonomi.
Det blev bygget på mod og troen på, at universelle velfærdsydelser er en god investering - ikke bare for den enkelte, men for hele Danmark.
Ikke fordi regnemodellerne sagde det. Men fordi man var overbevist om, at det gav værdi.
For den enkelte. Og for samfundet.
Hør her: Borgerlige stemmer fremstiller ofte velfærdssamfundet som én stor taberfabrik.
Men historien har jo vist, at det tværtimod har været det seneste århundredes helt store vinderstrategi […]
Men skiftende blå regeringer har vanrøgtet velfærden de sidste 20 år.
De rigeste er blevet rigere med skæve skattelettelser for over 84 mia. kr.
Velstanden samler sig i toppen hos dem, som allerede har meget - mens andelen af relativt fattige vokser.
Pensionsalderen er hævet til én af de højeste i verden - mod et løfte om at fremtidssikre velfærden.
Men det løfte er partierne bag velfærdsaftalen som bekendt løbet fra.
For gennem de sidste 10 år er velfærden blevet underfinansieret med 23 mia. kr. Det kan mærkes derude.
Og vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi historisk aldrig har været rigere.
Pengene er brugt på skattelettelser.
Dét er, for mig at se, topmålet af uansvarlighed.
Konsekvenserne er tydelige:
Den offentlige kernevelfærd er blevet dårligere. De ansatte løber hurtigere. Og børn, ældre, syge og mennesker med handicap, oplever, at der er mindre tid.
Flere hægtes af.
Velfærdssamfundet trækker sig tilbage fra provinsen.
Private velfærdsinstitutioner er skudt op. Og i takt med det, er et A- og B-hold skudt frem.
I januar måtte selv en Venstre-borgmester undsige de private botilbud, fordi de plyndrer kommunekasserne - uden at kvaliteten eller ansvarligheden for de udsatte borgere følger med.
Han siger nu 1:1 det samme, som vi i SF har advaret imod i årtier:
At man ikke skal malke skatteydernes kroner til profit på privatiserede velfærdsopgaver […]
De rigeste vil købe sig foran i køen…
… mens almindelige mennesker må nøjes med ringere offentlig velfærd og længere ventelister […]
Det paradoksale er…
Det paradoksale er, at det sagtens kunne være anderledes. Det er bare et politisk valg.
[…]
Kast et blik mod USA. Hvor ulighed og uretfærdighed har fået lov at vokse i årtier.
Resultatet fik vi ved valget i november.
Jeg læste for nylig vicepræsidenten JD Vance’ biografi om hans opvækst som Hillbilly.
Den fortæller om et udsnit af USA, hvor mennesker for længst har opgivet håbet og mistet tilliden.
Tilliden til, at samfundet også er til for dem.
De mangler det meste, materielt og økonomisk.
Men de mangler også det, Bourdieu kaldte ”kulturel kapital”.
De har ikke en chance.
I det økonomiske, ja i selve livets spil, er de chanceløse.
For spillet er aftalt på forhånd.
Dem med mest i forvejen, vinder med 99,99 procents sikkerhed igen. Hver gang.
Med et samfund hvor tilliden er skredet.
Et samfund hvor uligheden er gået amok.
Et samfund hvor uretfærdigheden er blevet institutionaliseret.
Hvor du altid taber, fordi kampens resultat allerede er aftalt på forhånd.
Og vinderne er dem, der altid vinder.
Dér må vi aldrig havne.
[…]
Den gode nyhed er, at det er der virkelig heller ingen grund til.
Vi ved jo… vi ved jo at det kan lade sig gøre at genopbygge og udvikle den nære velfærd.
Vi. Kan. Godt.
Men det kræver en ny regering.
[…]
En rød regering, som sætter velfærd over skæve skattelettelser.
En rød regering som ikke udstyrer Venstre eller landbruget med et veto.
En rød regering som finder en retfærdig løsning på pensionsområdet – for de mange og ikke kun de få.
En rød regering som slår ring om velfærden.
Som laver en velfærdslov der er et værn mod blå politikeres nedskæringer.
En rød regering som sætter sig i spidsen for en velfærdsambition, der – modsat de senere år – ikke har fokus på besparelser og klassiske arbejdsudbudsreformer…
Men som har fokus på at styrke og videreudvikle velfærdssamfundet.
Og en ny rød regering som tør investere i forebyggelse.
Det skal være slut med underfinansiering af den danske velfærd!
[…]
SF foreslår, at vi skal øremærke et helt særligt forebyggelsesråderum frem mod 2030.
Så vi ikke først griber ind, når et barn allerede er havnet i dyb mistrivsel.
Eller når en ældre er blevet indlagt med en brækket hofte, fordi der ikke var penge til en rollator.
Vi kan godt.
Vi kan godt forebygge. Vi kan godt gøre det rigtige og gøre det rettidigt.
Vi kan godt styrke tilliden i vores samfund.
Men…
Selvfølgelig kræver det, at SF får et kanonvalg til kommuner og regioner til efteråret. Dét siger sig selv
( 😊 )
Jeg kan høre at I er enige…
Men det er faktisk alvor.
For det er ikke ligegyldigt hvem sidder derude, og kæmper for tilliden i vores samfund og opbakningen til vores velfærdsmodel.
Det gør SF!
Og selvfølgelig går vi efter at blive markant større efter næste valg i både kommuner og regioner.
Så, kære venner – dét er opgaven! Er I klar?
Er I klar til valg?
[…]
Man kunne sige meget af det samme i forhold til behovet for den grønne omstilling.
Vi ser allerede nu, at blå politikere verden over bruger den nuværende situation, til at sætte den grønne omstilling på pause.
Det er uklogt.
Klimaforandringerne buldrer derudaf.
Tørke. Skovbrande. Oversvømmelser.
I efteråret døde over 2000 mennesker i Spanien – flere i deres bil i oversvømmede parkeringskældre.
At sætte indsatsen på pause er en hån overfor dem, der har mistet en de har kær…
… en hån overfor dem, der lider under dramatiske klimaforandringer lige nu.
Og en hån overfor de generationer som skal arve vores fantastiske klode.
At sætte indsatsen på pause er en hån overfor de generationer som skal arve vores fantastiske klode.
Vi må ikke sætte klimaindsatsen i bakgear, fordi verden bliver mere urolig. Tværtimod.
Klimaforandringerne er en selvstændig drivkraft i verdens konflikter og uro.
Så når Donald Trump trækker USA ud af Paris-aftalen og råber ”drill baby, drill”…
… så skal vi vende blikket mod lyset, vende ansigtet mod forårssolen…
Og råbe: ”Shine baby, shine” – mens vi udbygger den grønne energi – frihedsenergien!
Vi kan ikke holde vejret i 4 år.
Og vi kan heller ikke regne med, at det overhovedet bliver bedre i USA om 4 år.
Jeg tør i alt fald ikke satse penge på det…
Men jeg tror fuldt og fast på at fremtiden er grøn.
Ja, gu’ oplever vi store, sorte tilbageskridt lige nu.
Men fremtidens energikilder er ikke olie og kul – eller a-kraft for den sags skyld.
Fremtidens energikilder er sol, vind og biogas.
Fremtidens konkurrencefordel for virksomheder ligger ikke i at komme flere sundhedsskadelige kemikalier i vores legetøj og fødevarer.
Eller at basere produktionen på kul eller olie.
Nej, den ligger i 0-emmission. Og i at producere i balance med naturens ressourcer. I grøn teknologi.
Vi har gjort store grønne fremskridt, der kun har gjort os sundere, stærkere og rigere.
Som da vi satte filtre på skorstenene og forhindrede tusindvis af dødsfald i byerne.
Som da vi udfasede freon fra køleskabene og forhindrede ødelæggende huller i vores ozonlag.
Som når vi har forbudt giftige stoffer og produkter…
Dét er den grønne vej vi fortsat skal gå….
Kald mig bare grøn optimist. Men venner;
klimaforandringerne forsvinder ikke, fordi vi også har andre store opgaver foran os. Tværtimod.
[…]
Vi kan og skal løse flere store opgaver samtidig.
Vi skal styrke dansk velfærd.
Vi skal styrke vores grønne omstilling.
Vi skal lave en retfærdig pensionsaftale.
Og vi skal styrke vores forsvar og sikkerhed.
Alle 4 ting er bundne opgaver. Og vi kan godt.
[…]
Når det så er sagt… Jeg tror vi skal være meget ærlige. De kommende år kommer til at blive sværere.
Jeg siger det også for at forventningsafstemme…
Jeg kan garantere hvad SF vil kæmpe for – men ikke at vi kan samle flertal for det hele.
Vi er afhængige af, at andre partier vil være med. Men jeg kan garantere, hvilken retning SF vil trække i.
Jeg kan garantere, hvad det for nogle værdier, holdninger, argumenter, som SF tager med ind i forhandlingslokalerne.
SF kan - med vores styrke, med vores grundholdninger - med garanti kæmpe for et bedre forsvar, en fortsat styrkelse af velfærden og en ambitiøs klimaindsats.
[…]
Og så skal vi altså også huske at det hele ikke kun er gået i sort:
Den grønne industri, klimaindustrien i USA… Det er big business.
Stater som Californien og Texas – for dem er grønne løsninger god økonomi og 100.000-vis af arbejdspladser.
Det går ikke bare sådan lige væk.
Så lige så lidt som vi kan holde vejret i 4 år, lige så lidt skal vi hyperventilere over Trump.
Og selv om Trumps beslutninger selvfølgelig er et tilbageskridt for Verden, så må vi se på de muligheder som situationen alligevel byder.
Ja, hvem ved? Måske kan vi invitere både virksomheder og amerikanske medarbejdere til Europa, så deres viden bringes i spil her - når nu deres hjemmebane er gået i sort …
Vi kan invitere de kloge mennesker, som Elon Musk og Trump lige nu fyrer i USA, til Danmark og til Europa.
Lad os byde dem velkomne til at bistå med at styrke vores forskning, vores virksomheder, vores efterretninger, vores forsvar, vores relationer.
Vi kan invitere kloge folk fra Taiwan til at opbygge en mikrochips-produktion i Danmark.
Lad os styrke og udbygge samarbejdet med Ukraine.
Lad os gribe chancen for igen at melde Europa ind i en både strategisk, fair og klog handelspolitik.
Lad os invitere Canada til et tættere samarbejde med Danmark og EU.
Lad os styrke de bilaterale relationer mellem Canada og Grønland, til fælles gavn og glæde.
Lad os tilbyde den kommende grønlandske regering al den hjælp og bistand vi kan, så kontakterne med EU, Storbritannien og Canada styrkes.
Ja, måske, vi ligefrem skal lave en koalition af frivillige…
En ”coalition of the willing defenders of democracy”
Hvor vi i Europa, sammen med ligesindede, går sammen om at styrke de liberale demokratiers værdier.
At de liberale demokratier styrker vores fælles samhandel og alliancer – så vi bliver sværere at skubbe omkuld for de totalitære stater…
Ingen nævnt, ingen glemt.
Og vi kan - med benhårde sanktioner mod Rusland og nedlukning af alt fra turistvisa til ethvert køb af fossile brændstoffer – gøre livet meget mere besværligt for Putin, end vi gør det i dag.
[…]
Så ja, der er nok at være bekymret for.
Der er så sandelig også masser at bygge videre på.
Men vi skal gøre det rigtigt!
Og her bliver de politiske forskelle tydeligere i denne tid.
Slagsmålet om finansiering af vores forsvar er en ideologisk kampplads.
Der er nogen, der vil finansiere de store kommende udgifter ved at skære i dagpengene eller ved at rundbarbere den offentlige sektor.
Eller droppe en retfærdig løsning af pensionsspørgsmålet.
Eller som fortsat tror på at skattelettelser er den eneste saliggørende dynamo i vores samfund…
Eller som vil rulle den grønne omstilling tilbage.
Dét går ikke.
[…]
Da Corona-pandemien ramte, håndterede vi det med solidaritet, som den røde tråd.
Vi rykkede tættere sammen – og minimerede tabet ved at holde hånden under hinanden.
Den nuværende forsvars- og sikkerhedspolitiske udfordring er anderledes – men vi skal stadig løse den solidarisk.
Skal vi virkelig rulle skattelettelser til de rigeste ud i en situation som denne?
Nej, kære regering - selvfølgelig ikke. Det dur ikke.
[…]
Der findes en vej, hvor vi investerer i sikkerhed og tryghed – uden at gå på kompromis med den velfærd som er så afgørende for sammenhængskraften og tilliden herhjemme.
SF vil være garanten for, at de balancer overholdes, i den række af svære beslutninger, som de kommende år vil byde på.
[…]
SF fik et fantastisk valg til Europa-Parlamentet.
Vi fik valgt tre kompetente og dybt dedikerede parlamentarikere ind: Kira. Rasmus. Villy.
Samarbejdet i EU er vigtigere end nogensinde før.
Og vi har, ærlig talt, så meget at være stolte af i Europa.
Vi kan godt ranke ryggen. Den største koncentration af stærke, solide demokratier.
En verdensdel der i årtier har fundet sammen om fælles løsninger, bindende aftaler og civiliserede løsninger på konflikter.
Men først og fremmest tillid, frihed og frisind.
Alt dét er værd at forsvare. Dét er værd at kæmpe for. Og det er en kæmpe succes, som er skabt. Lige her i Europa.
Det er ikke små ting.
Så… så lad os nu huske på alt det gode, alt det store, der er ved Europa.
Og lad os så gribe den chance det er…
Lad os nu gribe den chance det også er, at vi omsider tager ansvar for vores egen sikkerhed.
Lad Trumps tillidsbrud blive startskuddet til et langt stærkere og mere tillidsfuldt nordisk og europæisk samarbejde.
Og dermed også… også gribe den mulighed det er, at vores frihed og sikkerhed ikke er så sårbar…
At vores sikkerhed ikke skal stå og falde med USA’s siddende præsident og en flok tech-giganter, med forskruede politiske synspunkter…
Og lad mig bare sige det direkte: Det kan godt være det er dyrt nu og i de kommende år – men det bliver endnu dyrere og med en højere pris, hvis vi svigter nu.
Derfor må den alvor, der har ramt os, føre til handling:
Et samlet Europa, der sætter handling bag ordene, kan faktisk garantere sin egen sikkerhed.
Ikke i morgen. Ikke i år. Men i løbet af få år.
Et Europa, der sætter handling bag ordene, kan komme stærkere ud på den anden side af denne krise – med nye, stærke alliancer udadtil og et endnu tættere sammenhold indadtil.
Og jeg er så stolt af at SF, også i Europa Parlamentet, er så stærkt repræsenteret, og kan kæmpe for netop dét.
[…]
Så der er masser af håb!
Også selv om bagtæppet er alvorligt og udfordringerne store.
Jeg er optaget af, at SF som parti forholder sig reelt og konkret og virkelighedsnært til et hvilket som helst politisk problem der opstår.
Både de helt store og de mindre.
I sommerbrise og i snestorm.
Reelt. Konkret. Og virkelighedsnært.
Vi må agere i nuet. Med bevidstheden om, at spillereglerne er blevet ændret, nu, og på vores vagt.
At meget af dét, vi tog for givet, nu ser anderledes ud. Og kræver noget andet af os.
Som land skal vi gøre det i samarbejde med andre lande, der ligesom os, er grundlæggende optaget af tillid, af lighed og af frihed.
Og det synes jeg faktisk giver grund til håb. Det giver grund til optimisme. Det giver grund til fortsat tro på fremtiden.
Det kan vi godt.
Det er dejligt at se jer alle sammen.
Velkommen til SF’s landsmøde. Jeg glæder mig til de kommende timer sammen med jer.
