Kære alle sammen!
Mit navn er Nanna. Jeg er faglært økologisk jordbruger, og jeg forvalter et lille regenerativt jordbrug i Melby i Nordsjælland. Jeg arbejder hver dag for at omlægge en gammel, konventionel kartoffelmark til en sprudlende, levende grøntsagsmark fuld af diversitet over og under jorden. At opleve alle jer seje mennesker stå her i dag gør mig så glad og forhåbningsfuld! Tusind tak fordi I råber højt på vegne af alt dét, som ikke selv har en stemme på tirsdag! Tusind tak for jeres engagement, og tusind tak fordi I er her i dag!
Vi er mange her i dag har stærke, valide holdninger til, hvad dansk landbrug burde være. For mig udspringer mange af landbrugets udfordringer i, at landbruget simpelthen ikke er demokratisk.
Dansk landbrug fylder langt over halvdelen af vores land, men det er mindre end 1 procent af befolkningen, som har noget at skulle have sagt i landbruget. Helt præcis er 62% af vores land ejet af 0,6% af befolkningen. Det betyder, at 0,6% af Danmarks befolkning har den primære magt over vores drikkevand, natur og fødevaresikkerhed. Lad det lige sive ind: 0,6 % af danskerne har magten over vores drikkevand, natur og fødevaresikkerhed.
Det er et problem, fordi de 0,6% har massiv gæld og skal drive en forretning med 62% af Danmarks areal som middel. Når man er presset på økonomien, så tager man sjældent hensyn til elementer, som ikke skaber omsætning her og nu. Det er klart, for jeg kan ikke betale min husleje med vådområder, markfirben og frugtbar jord. Vi har indrettet et samfund, hvor det ikke kan betale sig at passe på vores drikkevand, natur og fødevaresikkerhed. Det er desværre en dårlig forretning at passe på vores mest følsomme ressourcer.
Vi bliver nødt til at demokratisere jorden! 62% af vores land må ikke bruges som et middel til at tilbagebetale gæld til bankerne. Det går simpelthen ikke, at jordbrugere, i et forsøg på at afdrage lån og tjene penge, må ofre vores fælles drikkevand, fertile jorde og natur.
Det skal kunne betale sig for jordbrugeren at forvalte vores lands mest følsomme ressourcer samtidigt med at der dyrkes sund og levende mad til menneske. Det skal kunne betale sig at lade sprøjtegiften stå i laden. Det skal kunne betale sig at køre uden om lærkereden med traktoren. Det skal kunne betale sig at ikke at pløje jorden. Formålet med at dyrke jorden skal ikke være at generere en økonomi for de få, men at forvalte livsnødvendige ressourcer for os alle.
Det kræver, at vi vender bøtten på hovedet og forstår, at al landbrugsjord ikke behøver at være privat ejendom. Jorden kan og bør ejes i fællesskab. Jeg kan kun forvalte min mark med høje ambitioner for klima og natur, fordi jorden ejes af 2500 medlemmer af Foreningen Andelsgaarde. På grund af dem, skal jeg ikke bekymrer mig om tunge banklån. På grund af dem, kan jeg fokusere på min kompost, den ferske eng og mine blommetræer.
Når vi ejer jorden sammen, kan vi stille krav til, hvordan jorden bliver forvaltet. For det betyder noget, hvordan bliver jorden forvaltet. Det er i jorden, at CO2 kan bindes. Det er på landet, der er plads til at plante træer. Det er på landet, vi kan dyrke mad til mennesker. Det er på landet, vi kan frigive jord til natur. Der gemmer sig mange løsninger på klima- og biodiversitetskrisen ude på landet. Men vi mister muligheden for at handle på løsningerne, når vi ikke er medejere af jorden.
Vi skal tage ejerskabet over jorden tilbage! Vi skal tage medejerskab over jorden gennem fonde og foreninger, som opkøber jord til regenerativt jordbrug og til natur. Vi skal kræve en statslig jordbrugsfond, der opkøber landbrugsjord. Vi skal være mange flere praktikere, som vil drage omsorg for jorden og dyrke sund og levende mad til mennesker. Og vi har brug for virksomheder og offentlige instanser, som dedikerer sig økonomisk til dem, som i al slags vejr sår frø for fremtidens landbrug. Vi skal gennem medejerskab og madindkøb tage jorden tilbage.
Det er ikke længere nok bare at tale om løsningerne - vi skal handle på vores ideer. Det sidste den her brændende jordklode har brug for er flere møder om møder som efterfølgende skal evalueres; vi har brug for at tage arbejdshandskerne på. For vi ved jo godt, hvad der skal til: Vi skal være mange flere som planter de træer, bevarer den natur, dyrker de fødevarer. Vi har ikke tid til mere passivitet - og slet ikke fra politisk side - vi skal handle med vores hænder; det er dér, vi gør en forskel.
Vi skal vise med vores praktiske handlinger, hvad grøn omstilling er. Og vi skal huske, at vi ikke kan gøre det hele selv, men vi kan alting, når vi går sammen!
