Skip to content

Pernille Vermunds tale ved traktordemonstrationen i København

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Pernille Vermund
Folketingsmedlem for Nye Borgerlige

Dato

Sted

Langelinje, København

Optagelse

Tale

Det stopper ikke her.
Fødevareministeren er gået af. Der er udnævnt en ny, og Mette Frederiksen siger, at hun ikke vidste noget.
Hvis det står til Mette Fredriksen, så slutter sagen her, og hun regerer videre, som om intet er sket.
Det kan vi ikke acceptere. Det skal vi ikke acceptere.
Det stopper ikke her.
Vi skal aldrig lade det komme dertil, hvor magten sætter én lov for sig selv. Og en anden lov for alle andre.
Som landmand, som vognmand og som fisker ved man, hvor nidkært myndighederne jager selv det allermindste brud på en regel.
Et kryds sat forkert i et skema – værsgo’ her er en bøde.
En forglemmelse – værsgo’ her er en bøde.
Sådan er hverdagen for selvstændige erhvervsdrivende.
I kender det alle sammen.
Og så – et grundlovsbrud af en statsminister. Nå ja, pyt. Det var en ’fejl’. Den fikser vi med en lov i næste måned – måske.
Er det demokrati? Er det respekt for folkestyret?
Skal en statsminister kunne bryde loven uden konsekvenser for hende selv?
Skal en statsminister ulovligt kunne nedlægge et helt erhverv uden konsekvenser for hende selv?
Skal en statsminister kunne fortsætte med at bryde loven, selv når alle omkring hende fortæller, at det er forbudt, det hun gør?
Nej, for så har vi ikke noget folkestyre længere. Så bliver lov og ret sat ud af spil.
Nej, statsminister Mette Frederiksen kan ikke frikende sig selv.
Det vil I, der er kommet her i dag, ikke acceptere. Det vil danskerne ikke acceptere.
Vores kamp i dag er en kamp for folkestyret. Det er en kamp for friheden.
Det er en kamp for, at politikerne ikke bare kan skalte og valte med vores liv.
Da jeg engagerede mig i politik, var det det, der motiverede mig mest.
Danskernes frihed til at leve deres liv, bygge deres tilværelse op, skabe velstand gennem virkelyst og hårdt arbejde.
Min drivkraft er en kamp for, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge.
Som frie mennesker skal vi leve med hinanden, handle med hinanden og stole på hinanden. Det giver velstand, plads til virkelyst, ideer og produktion.
Vores frihed bygger på tillid. Tillid til loven, tillid til politikere, tillid til myndigheder.
Derfor er det et enormt hårdt slag at opleve – midt i en coronakrise – at tilliden bliver revet væk under os alle sammen.
Fundamentet af frihed og folkestyre blev den 4. november væltet af Danmarks statsminister Mette Frederiksen.
Med ét slag blev magt vigtigere end lov.
Med ét slag blev tilliden mellem folk og regering slået til skærver.
Med ét slag blegnede coronakrisen i lyset af en langt alvorligere krise – en demokratisk krise.
Et ulovligt påbud, der fra den ene dag til den anden ødelagde frie og hårdtarbejdende danskeres livsværk, tog brødet ud af munden på tusindvis af familier.
Minkavlerne er ikke bare tal i et excel-ark. De er ikke kun gode skatteborgere. 
Det er rigtige mennesker, der nu mister deres livsværk. 
Det er generationers opbygning af værdier og viden om minkavl, der nu går tabt.
Magtpolitikerne har magt til at bryde ned. De evner ikke at bygge op.
Det er jer – danskerne, der bygger op og skaber grundlaget for Danmarks velstand.
Derfor skal politikerne bestemme meget mindre.
Det er nu jeres – vores – opgave at skabe en bevægelse, der forlanger, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af vores egne penge.
Jeg blev vred over at høre Mette Frederiksen slå et grundlovsbrud hen som en fejl.
Vred over, at hun bare lader det fortsætte. Vred over arrogancen i hendes ansigt.
Den vrede slipper mig ikke.
For det er den vrede, der kommer, når man mødes med uret.
Når jeg står her i dag, ser på jer, hører på jer, fyldes mit hjerte til gengæld med glæde – og stolthed.
Glæde over at være blandt ligesindede, der kæmper for retten, loven og friheden.
Stolthed over at være dansk.
Vi kan ikke genoplive de aflivede avlsdyr hos minkavlerne.
Men vi kan give nyt liv til det danske folkestyre.
Mette Frederiksen taler om et farligt reservoir af smitte i mink.
Jeg taler om et frygtindgydende stærkt reservoir af danske stemmer, der stiller magten til ansvar.
De stemmer skal høres i dag.
Mens jeg står her og taler, står min gode ven og kollega Lars Boje Mathiesen på talerstolen i Aarhus med det samme budskab.
Det er jer – danskere i øst som i vest, der bygger op, skaber velstand og giver jeres livsværk videre til kommende generationer af danskere.
Det er jer, der er det produktive Danmark. Det skabende Danmark.
Det er jer – ikke politikerne – der har skabt det Danmark, vi elsker, og de værdier, vi kæmper for. 
Tak, for alt I gør. 
Og tak for ordet.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags