Skip to content

Peter Hummelgaards tale ved mindearrangement for Dan Uzan

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Peter Hummelgaard
Justitsminister

Dato

Sted

Foran Københavns Synagoge

Tale

Kære alle sammen 
I aften er vi samlet for at mindes en mand med et stort hjerte. Dan Uzan stod vagt lige her foran synagogen for 10 år siden. 
Han brugte sin lørdag aften på at passe på andre. Ikke fordi nogen krævede det af ham, men fordi han selv ønskede det. 
Jeg kendte ikke Dan personligt. Men hans venner har beskrevet ham som en kæmpe med et kæmpe hjerte. Hans to meter og fem centimeter kunne virke – ja – overvældende. Men ligeså høj og stærk, han var i sin ydre fremtoning, ligeså blid og venlig var han indeni. 
Når der var nogen, der havde brug for hans hjælp, stillede han op. Og det gjorde ingen forskel, hvem man var – han så mennesker for, hvad de var, og mødte dem med varme og uden forbehold. 
Dan betalte den højest tænkelige pris for sit heltemod. Han blev dræbt den 15. februar 2015 af en fej terrorist på det sted, vi står i dag. Også filminstruktør Finn Nørgaard mistede livet. 
Ham var vi samlet for at mindes i går. Her til aften går vores tanker til Dan. 
 
Selvom det er 10 år siden, så står angrebet stadig tydeligt i vores hukommelse. Vi må ikke glemme det. Vi skal huske de timer, så vi bliver ved med at kæmpe for, at det ikke sker igen.
Den feje ondskab, der ramte den nat, berøvede os Dan og Finn. Men angrebet var ikke bare rettet mod det enkelte menneske. Det var rettet mod alt, hvad vi som fællesskab står for: 
Et Danmark, hvor vi kan være trygge. 
Et Danmark, hvor vi har tillid til hinanden.
Et Danmark, hvor vi er frie til at tro, tænke og tale, som vi vil.   
Det Danmark skal vi bevare. Det Danmark skal vi kæmpe for. Og den kamp er ikke slut. 
 
For hadet lever desværre stadig iblandt os. 
Siden Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober 2023 har vi set en dybt bekymrende opblussen af antisemitisme i Danmark.
Flere af jer mærker den antisemitisme hver eneste dag: 
Hadtale, hærværk og chikane. 

Mobning af jødiske børn i skolen. 
Trusler mod medborgere, som bærer Davidsstjerne.
Det gør mig vred. Og det gør mig sorgfuld.
Danske jøder skal kunne leve i fred og frihed her i Danmark. Det løfte gav vi som land efter 2. Verdenskrig. Og det agter vi at holde.
Derfor er kampen mod antisemitisme – kampen for jødernes tryghed og sikkerhed – så vigtig for regeringen.
 
Med handlingsplanen mod antisemitisme fra 2022 har vi styrket sikkerheden ved de jødiske institutioner. 
Vi har gjort undervisningen i Holocaust på skoler obligatorisk.
Og vi har styrket monitoreringen af antisemitiske hændelser i Danmark.
Sidste år lancerede vi 12 yderligere initiativer:  
Vi vil bl.a. give politiet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte skærpede strafperioder og udpege skærpede strafzoner for hadforbrydelser.  
Og vi har afsat penge til at imødegå antisemitisme på sociale medier og til forskning i antisemitisme, så vi kan blive klogere på, hvordan den opstår og spredes. 
Men sikkerhed og oplysning kan ikke stå alene. Kærlighed, medmenneskelighed og sammenhold er vores stærkeste forsvar mod hadet. 
 
Dan Uzan viste os, at kærligheden er stærkere end volden. Han stillede op for at beskytte andre – for at beskytte børn – mod ondskaben.
Når vi står her i aften. Skulder ved skulder. Så viser vi hinanden, at det, vi har sammen, er større end hadet og ekstremismen. 
At vi vil fortsætte med at hjælpe hinanden. At vi vil fortsætte med at stå sammen. 
Midt i smerten er dét det stærkeste løfte, vi kan give til hinanden.
Og den smukkeste arv, vi kan bære videre efter Dan.
Æret være Dan Uzans minde. 
Tak.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags