Pia Heidi Nielsens støttetale til den iranske kvindekamp

16. september 2022 blev en ung kvinde – Mahsa Amini – dræbt i det iranske politis varetægt. 

Moral-politiet havde anholdt hende, fordi hendes tørklæde sad ikke ”korrekt” ved at dække alt hendes hår.

I dag 4. marts er vi samlet her i Festsalen på Arbejdermuseet til støtte for kvindekampen i Iran i anledning af Kvindernes Internationale kampdag

FOA, som jeg repræsenterer – støtter naturligvis op i jeres retfærdige opråb mod det modbydelige tyranni, som Mahsa Amini og tusinder andre er ofre for. 

Befolkningen i Iran kæmper lige nu en vigtig og modig frihedskamp. 

Flere end 500 er blevet dræbt – hvoraf mindst 69 er børn, og tusindvis sidder i fængsel på baggrund af de seneste protester. 

Det iranske regime er også startet med at henrette fængslede demonstranter.

Mange fagligt aktive sidder i de iranske fængsler udelukkende for at kræve deres mest basale rettigheder, og ethvert forsøg på organisering af arbejderne bliver slået hårdt ned på med forfølgelser, fængslinger og fyringer.

Flere danske fagforeninger støtter den iranske befolknings kamp for frihed, velfærd og lighed. 

Vi kræver:
1) at henrettelserne bliver stoppet øjeblikkeligt!
2) at alle politiske fanger bliver løsladt!
3) frihed til at forsamle og organisere sig fagligt og politisk!
4) afskaffelse af kønsdiskrimination og tvangstilsløring af kvinder!

Jeg vil gerne sige tak til komiteen Kvinde-Liv-Frihed for at vi sammen kan råbe op og støtte hinanden i denne rædselsfulde sag. 

Oprøret startede for 5 måneder siden, da Jina Mahsa Amini, en ung kvinde på blot 22 år, blev arresteret af moralpolitiet på grund af upassende tildækning. 

Hun blev banket og tæsket ihjel under politiets varetægt. 

Iranere i hele landet går på gaden i kampen for frihed, lighed og demokrati. 

De gør det på trods af, at de risikerer at lide samme skæbne som Jina Mahsa Amini. 

Jeg er derfor beæret over, at få lov at tale til arrangementet i dag. 

Revolutioner har det med at bære håbets flamme – men vi skal værne om en gnist og flamme, som de modige skal bære. Den risikerer altid for let at blive slukket så og alting formørkes. 

Og det Iran, der blev født i 1979, har siden været et fængsel for iranske kvinder – for alle progressive kræfter i landet. For alle der elsker friheden. 

Mine iranske medsøstre blev dømt til ufrihed på ubestemt tid. For dem blev det iranske samfund et fængsel. Indtil nu har de levet 43 år på patriarkatets præmisser. 

Tilløbene til oprør og forandring har været mange. Hver gang er de blevet slået ned med vold, ødelæggelse og død til følge. De rædselsfulde og skændige hændelser er ikke stoppet. 

Men håbet om en bedre fremtid lyser nogle gange stærkest i de mørkeste tider. 

Efter mordet på Jina Mahsa Amini har millioner af modige iranere rejst sig i protest.

De går på gaden for at protestere, selvom de ved, at det kan koste dem alt hvad de har kært. 

De smider tørklæderne, selvom de ved, at det blev Jina Mahsa Aminis skæbne! 

De klipper deres hår, for at protestere mod den vulgære seksualisering af deres køn, som styrets reaktionære hånd har påklistret dem. 

De vil et andet Iran og en anden fremtid. Et Iran hvor mænd og kvinder er lige og har samme rettigheder. 

En fremtid, som de igen tør drømme om. 

De har mine fulde solidaritet. 

Kvinder har ret til at udtrykke sig, som de vil, være frie og ligestillet. De krav, kvinderne i Iran og alle andre steder i verden stiller, er retfærdige. Det er deres protester og opråb også.

Den frihed, som Jina Mahsa Amini aldrig vil få, skal hun blive symbolet på!

Jeg håber så inderligt at de en dag inden længe, kan opleve et frit og demokratisk land, der går til valg, som vi gør det i Danmark. 

Hvor alle er med – og alle har lige meget at skulle have sagt. Uanset køn og overbevisning!

Jeg håber så inderligt, at det er nu det sker. At vi ser begyndelsen til enden for patriarkatets undertrykkelse! 

Lad os stille os bag dem. Lad dem vide vi at vi står bag dem! Lad os have dem med i vores hjerter, så man over hele Iran kan mærke vores solidaritet, vores håb og vores tro på, at de kan og skal lykkedes!

Det er afgørende, at vi og det internationale samfund tager klar stilling imod regimer, der henretter befolkningen, fængsler befolkningen for organiserer sig fagligt og politisk, for at tale frit og for at undertrykke kvinder.

Og vi skal anerkende det vigtige arbejde, som kvinderettighedsaktivister laver – i Iran og i resten af verden – og vi skal støtte og beskytte dem.

Som den danske digter Carl Scharnberg har skrevet om kampen mod tyranni: