Jeg hedder Signe og kommer fra Dansk Kvindesamfund.
Først og fremmest tusind tak til komitéen for Kvinde Liv Frihed for invitationen til at tale her i dag.
For os er det enormt vigtigt at komme her og vise vores støtte med de modige mennesker i Iran, der kæmper for frihed og basale rettigheder særligt for kvinder i Iran.
Det er vigtigt for os, at vise solidaritet med de modige kampe for ligestilling, der foregår i Iran.
Vi lever en beskyttet tilværelse her i Danmark. Og det er svært at forestille sig, hvilke ofre der gøres lige nu i Iran.
Kampen i Iran er ikke kun tæt på, fordi vi kan følge den i medierne og via sociale medier, men også fordi mange med tilknytning og familie i Iran står på de danske gader og demonstrerer. De viser deres sorg over mennesker, der udsættes for vold og dræbes, men også en forhåbning om et mere demokratisk og ligestillet samfund.
Jeg kan huske en situation, hvor jeg stod til en af de mange demonstrationer på Christiansborgs slotsplads. Ved siden af mig stod der en ældre kvinde med en fakkel i hånden. Da der blev spillet en af de sange, der forbindes med oprøret i Iran, begyndte hun at græde. Da jeg så, hvor påvirket hun var, som hun stod der alene, mærkede jeg en dybere forståelse for, hvad det er iranere over hele verden gennemlever lige nu.
Det er helt ufatteligt, hvilket mod det kræver at gå på gaden for sin frihed som kvinde i Iran. Her gælder det jo vitterligt liv og død. Det er om noget en kvindekamp, der fortjener opmærksomhed, på kvindernes internationale kampdag lige om lidt.
I Dansk Kvindesamfund viser vi vores støtte til den iranske revolution ved at lytte til og give mikrofonen til dem i Danmark, der ved mest om den.
Flere af dem har sagt, at det vigtigste man kan gøre, er at dele information om, hvad der sker og bruge de hashtags, som bliver forbundet med oprøret på sociale medier (for det bliver set i Iran), lægge pres på politikerne for diplomatiske sanktioner og deltage i støttearrangementer. Det er derfor, jeg står her i dag.
Når vi har lavet opslag på vores sociale medier, har kommentarsporet været fuld af de kendte hashtags #womenlifefreedom, #iranrevolution, #mashaamini, #stopexecutionsiniran. Det var rørende at se, hvordan disse kampråb ekkoede hele vejen til Iran og tilbage igen.
Vi skal huske, at solidariteten er international.
Vi skal blive ved med at vise, at vi ser den vold og de mord, som præstestyret begår mod uskyldige mænd, kvinder og børn, og at vi ser befolkningens modige og ukuelige kamp. Vi skal fastholde opmærksomheden, for jeg håber og tror på, at forandringen vil komme.
Lige nu lægger befolkningen et stort pres på magthaverne i Iran. Det er oprør, som det vi ser nu - et oprør, der starter nedefra fra befolkningen – der kan skabe forandring.
Derfor er det vores opgave at blive ved med at holde støttearrangementer, vise utilfredshed og sprede viden om situationen. Det vil vi i Dansk Kvindesamfund bidrage til, så godt vi kan.
Fremskridt sker, når vi står sammen og kræver forandring.
Tusind tak for ordet!
