***
I dag er det 3 år siden Ukraine blev brutalt overfaldet af Putins Rusland.
Krigen går nu ind i sit 4. år.
Og efter de seneste uger står det lysende klart, at hjælpen til præsident Zelenskyj og til Ukraine må og skal komme fra Europa.
Lidelserne er enorme.
Et land og et folk vil i generationer være dybt mærkede, af den tragedie Putin har iværksat.
Men vi vil også være dybt mærket som kontinent.
Med USA’s klare melding om, at Europa må klare sig selv og selv stå for hjælpen til Ukraine, står vi i sandhed i et definerende øjeblik.
Jo, jeg har godt set den voksende diskussion om perspektiverne:
At Ukraine ikke kan vinde.
At Rusland er for stærke.
Alt det de russiske trolle vil have os til at tro.
At Ukraine skal indgå en fred og bide tabet i sig.
At Krim og andre dele er tabt.
At krigstrætheden breder sig – også hos os omkring.
Alt det Putin hvisker i Trumps ører.
Men jeg hørte…
Jeg hørte også Zelenskyj sige for nylig, at han kun vil forhandle med én russer – og det er Putin selv.
Og først… først når Ukraine, USA og EU har en samlet strategi for forhandlingen.
Vi kan ikke acceptere en forhandling om Ukraines skæbne uden Ukraine og uden Europa.
Intet om Ukraine uden Ukraine.
Men indtil da:
Jeg mener vi skal blive ved med at støtte den ukrainske frihedskamp, så længe Ukraine ønsker at fortsætte kampen.
Det kræver så også, at vi fra vestlig side gør meget mere.
Vi skal presse Kina langt mere, så deres understøttelse af russisk krigsøkonomi bliver mindre attraktiv.
Vi skal slå hårdt til på de områder, hvor vi kan forværre russisk økonomi.
Vi skal lukke ned for alle russiske turister i Europa.
Vi skal beslaglægge alle russiske aktiver i Europa. Og så skal vi lade de russiske midler medfinansiere den ukrainske frihedskamp.
Og vi skal fortsat sende våben, investeringer, udstyr og viden til Ukraine.
For det er ikke bare ukrainernes liv eller død, frihed eller undertrykkelse, det gælder…
Det er også vores egen sikkerhed, der er på spil…
Vi lever i sandhed i alvorlige tider.
Ikke meget af den verdensorden vi tog for givet for bare 4 år siden, består.
Lad os minde hinanden om, hvad det er ukrainerne kæmper for:
Frihed. Retten til selv at træffe sine politiske beslutninger. Til at indrette sit samfund, som man finder det bedst.
Og det Putin vil ødelægge… det Putin vil smadre… det han frygter mest… det er frihed.
De liberale frihedsværdier – med ytringsfriheden, pressefriheden, magtens tredeling – og den forsamlingsfrihed, vi praktiserer lige nu.
[…]
Men vi må ikke fortvivle. Europa og Norden har masser at byde på.
Og vi har ressourcerne til både at styrke vores eget forsvar og vores egen sikkerhed – og hjælpe ukrainerne i deres kamp.
Og vi har i den grad al den frihed, Putin frygter.
Så jeg er stolt af at Danmark ligger helt i spidsen i både den moralske og den praktiske opbakning til Ukraine.
Det glæder jeg mig over – selv om det er midt i en dyb, dyb tristhed over alle de tab, al den sorg, al den smerte, som ukrainerne må leve med.
Og til alle jer ukrainere, der er her i dag, og som har fundet ly i Danmark:
Det er ubærligt at tænke på, hvad I, jeres familier og jeres land skal stå igennem. I har min dybeste medfølelse.
Tak for Jeres bidrag her i Danmark!
Og tak til alle jer som har trodset kulden her til aftenfor at vise vores respekt for den ukrainske frihedskamp.
Og vores despekt for Ruslands modbydelige og forbryderiske overfald på Ukraine – repræsenteret ved ambassaden her ved siden af.
For min del: SF står fuldtonet bag Danmarks støtte og opbakning til Ukraine.
Med USA's nye linje hviler opgaven alene på Europa.
Det ansvar må vi tage på os.
Slava Ukraini.
