Efter en gennemgang af den politiske situation sagde jeg: Det ville have været naturligt, hvis regeringen havde stået parat med foranstaltninger, der ikke blot havde et øjeblikkeligt, men også et mere langsigtet formål. Men det har regeringen ikke gjort. Tværtimod er den nølende og usikker. Det er tydeligt, at dens intime tilknytning til fagforeningerne er med til at lamme den. I stedet spørger regeringen, hvad oppositionen vil. Det er i øvrigt det karakteristiske i situationen, at ikke blot politikerne, men også befolkningen knap nok stiller forventninger til regeringen. Derimod spørger man om, hvad vi vil. Det har vel en naturlig sammenhæng med, at det altid har været Venstre, der har måttet klare de store økonomiske problemer. Den skepsis, der med øget styrke kan mærkes overfor den socialdemokratiske regerings politiske handlekraft, er – og det er værd at bemærke – også til stede hos det parti, der ofte har følt sig forpligtet til at skaffe re geringen det fornødne flertal, nemlig Det radikale Venstre. Jeg har med den største interesse fulgt de udtalelser, som ledende radikale politikere er fremkommet med gennem de seneste uger. Deres indstilling til nødvendigheden af en effektiv økonomisk sanering synes at være på linie med vor, og deres kritiske indstilling overfor regeringen synes voksen de. Samtidig har det været interessant at bemærke sig diskussionen om et liberalt samarbejde. Der er for mig ingen tvivl om, at en liberal regering kunne skaffe tillid til, at de økonomiske foranstaltninger kan nytte. Og vi har vel – hvis det får lov at komme til udtryk - et liberalt flertal i Folke tinget.
Det er under disse omstændigheder ikke nok at tale om et liberalt flertal. For at det ikke skal blive ved ordene, vil jeg konkret bede Det radikale Venstre om at fremlægge sit ar bejdsgrundlag for en liberal regering. Venstre har aldrig været bange for at række hånden ud til et liberalt samarbejde. Det ved Det radikale Venstres ledere godt. Vi anser det nemlig for noget helt afgørende, at der sikres en mulighed for, at det liberale flertal kommer til udtryk. Derfor vil vi fordoms frit overveje et radikalt oplæg. Vi træder gerne i forhandling derom med radikale politikere på forhånd, men vi er altså også parat til at lade De radikale komme med oplægget, lige som vi fordomsfrit vil drøfte sammensætningen af en liberal regering.
Hvad der kan have skilt partierne i fortiden, kan ikke være afgørende på et tidspunkt, hvor vi er enige om de væsentligste dele af den økonomiske politik og skattepolitikken, enige om nødvendigheden af at lægge en fast økonomisk kurs og vel at mærke enige om socialpolitikken. Hvad der måtte skille os i forsvars- og udenrigspolitikken er ikke me re, end hvad der hidtil har skilt partiet fra socialdemokraterne.
Det er min opfattelse, at der vil kunne dannes en stærk liberal regering. Vi rækker hånden ud til De radikale i en situation, hvor et liberalt samarbejde og liberale midler er mere nødvendigt end i mange år. Jeg håber, at min opfordring vil blive modtaget med samme gode vilje som den, hvori den er fremsat. Jeg kan ikke se, at noget spørgsmål skulle kunne forhindre det liberale samarbejde, som vi alt for længe har talt om uden at kunne realisere.
En ansvarsbevidst liberal regering, der vil føre samfunds politik uden klasseinteresser, er hvad Danmark trænger til, og hvad et flertal i befolkningen ønsker. En sådan regering kan sikre den nødvendige tillid til en økonomisk sanering, som den nuværende regering ikke magter at skabe.