Vi står her, foran Brødrene Prices restaurant. En restaurant, som tidligere var en foregangsbillede for andre restauranter – De havde en overenskomst med medarbejderne og det sikrede gode arbejdsvilkår. Nu har de opsagt aftalen og nuværende - og fremtidige - medarbejdere har ingen sikkerhed mod lønpres og dårlige vilkår. Brødrene vil ikke længere dele smørret.
Da vi stod nede foran Hereford forleden, spurgte en forbipasserende mig, hvorfor jeg bekymrede mig, om den manglende overenskomst. Han sagde ”De kan da bare finde job et andet sted”. Og det kan selvfølgelig være en løsning for den enkelte, men grunden til at vi ikke bare kan være ligeglade med at virksomhederne i den københavnske restaurationsbranche opsiger deres overenskomster, er at de er forbundne kar.
Når et firma sætter lønnen ned, vil nabofirmaerne søge at følge efter. Tidligere trak Brødrene Price i den rigtige retning. Nu er de en del af presset nedad. Et pres som kan brede sig til hele branchen.
Meget symbolsk, ligger restauranten overfor Pjaltenborg. Jeg ved ikke om I kender til byhistorien og bygningens historie, men på dette hjørne lå i midten af 1800-tallet et logi for de fattigste københavnere. Her overnattede snedkersvende og arbejdsmænd uden egen lejlighed.
De af Pjaltenborgs beboere, der havde fast arbejde, kunne få fast eneværelse, mens dem der kun kunne betale for en nat ad gangen, kunne vælge mellem en seng med halm og lagen for 4 schilling, en bunke halm på gulvet for to schilling og de allerfattigste måtte ty til den billigste løsning, nemlig at sove hængende i armhulerne over de tove som ejerne havde spændt ud i lokalerne.
Det var en tid, hvor almindelige arbejdere, faglærte og arbejdsmænd ikke kunne leve af et fuldtidsarbejde. De måtte nøjes med at overleve.
Det er heldigvis lang tid siden og arbejderbevægelsen har, gennem mange sejre, forbedret vilkårene for almindelige danskere. 37-timers arbejdsuge, ferie, gode lønninger – Intet af det har vi fået foræret. Det er alt sammen rettigheder som vi har kæmpet os til. Og det er rettigheder vi kan miste igen, hvis vi ikke passer på. Det er derfor vi ikke kan være ligeglade, når cheferne vil beholde al smørret selv.
Derfor siger vi til Adam og James Price: Kom tilbage til forhandlingsbordet, vær en del af løsningen fremfor en del af problemet. Få så tegnet den overenskomst.
