Kammerater!
Jeg er superglad for invitationen til at stå her og tale foran jer i dag.
Jeg vil rigtig gerne tale med jer om solidaritet.
For det er det, som vores samfund
og arbejdsmarked er bygget på.
Klassekampen findes ja
vi har modsatrettede interesser som arbejdsgiver og arbejdstager, ja
men måden vi er kommet hinanden nærmere
i mange tilfælde.
måden vi har fået en god dansk model for arbejdsmarkedet
i mange tilfælde
der er nøgleordet solidaritet.
I Danmark er vi exceptionelt gode til at være solidariske med hinanden
på tværs af klasse og tilhørsforhold
Vi har faktisk været så skidegode til det, at alt, alt for mange har glemt klassekampen.
For den dukker op igen og igen.
Og den slår igennem for fuld smadder
når Brødrene Price og Hereford glemmer deres ansvar for at være solidariske.
De der som fører sig frem glemmer typisk, at de står på ryggen af en hel skare af kolleger.
Som ikke fører sig frem.
Kender I de der typer, som siger ‘fuck janteloven, gør hvad du vil, fuck folks holdninger blablabla’
Jeg siger fuck dem, som siger fuck janteloven.
Du skal virkelig ikke tro du er noget.
For så ender din solidaritet med at forsvinde.
Du skal tro du er en del af noget. Et fællesskab, som kæmper sammen for en større sag
- og som forstår og anerkender hinandens forskellige rettigheder og behov.
Det er derfor arbejderbevægelsen er så pissegode til det der med at være solidariske.
Det kunne Brødrene Price og Hereford have rigtig godt af at lære noget af.
For noget, jeg altid har undret mig over, når vi er til de her demoer ikke.
Hvorfor er det,
at vi ikke ser en masse arbejdsgivere organisere sig i moddemonstrationer over på den anden side af gaden?
Hvorfor er det fagbevægelsen
som kun kan samle sig på tværs af fagligheder til demonstrationer som denne?
Det er fordi, arbejdsgiverne har glemt solidariteten for længst.
Det er også derfor, at det altid er arbejdsgivere som snakker om omkostningsminimering, nultimerskontrakter og arbejdskraftmangel og jeg skal komme efter dig.
Mens arbejdersiden i mange tilfælde forstår deres behov for at få forretningen til at køre rundt.
Dét er forskellen på de ikke-solidariske og solidariske.
Dem som forstår de andre og elsker fællesskabets power kontra dem, som er soloryttere i Excel-arkets herredømme.
Lad os råbe så højt, at Brdr. Price og Hereford lige husker,
at de havde været intet uden deres kolleger på restauranten.
Det tror jeg også godt, de ved inderst inde. Vores job er at huske dem godt på det.
Tak fordi, jeg måtte holde talen her og tak, fordi I står her og kæmper, ikke kun for jeres rettigheder
- ikke kun for alle arbejderes rettigheder i Danmark -
men også for at minde solorytterne om, at fællesskabets kraft og organiseringens kraft - det er den største.
Jeg er superglad for invitationen til at stå her og tale foran jer i dag.
Jeg vil rigtig gerne tale med jer om solidaritet.
For det er det, som vores samfund
og arbejdsmarked er bygget på.
Klassekampen findes ja
vi har modsatrettede interesser som arbejdsgiver og arbejdstager, ja
men måden vi er kommet hinanden nærmere
i mange tilfælde.
måden vi har fået en god dansk model for arbejdsmarkedet
i mange tilfælde
der er nøgleordet solidaritet.
I Danmark er vi exceptionelt gode til at være solidariske med hinanden
på tværs af klasse og tilhørsforhold
Vi har faktisk været så skidegode til det, at alt, alt for mange har glemt klassekampen.
For den dukker op igen og igen.
Og den slår igennem for fuld smadder
når Brødrene Price og Hereford glemmer deres ansvar for at være solidariske.
De der som fører sig frem glemmer typisk, at de står på ryggen af en hel skare af kolleger.
Som ikke fører sig frem.
Kender I de der typer, som siger ‘fuck janteloven, gør hvad du vil, fuck folks holdninger blablabla’
Jeg siger fuck dem, som siger fuck janteloven.
Du skal virkelig ikke tro du er noget.
For så ender din solidaritet med at forsvinde.
Du skal tro du er en del af noget. Et fællesskab, som kæmper sammen for en større sag
- og som forstår og anerkender hinandens forskellige rettigheder og behov.
Det er derfor arbejderbevægelsen er så pissegode til det der med at være solidariske.
Det kunne Brødrene Price og Hereford have rigtig godt af at lære noget af.
For noget, jeg altid har undret mig over, når vi er til de her demoer ikke.
Hvorfor er det,
at vi ikke ser en masse arbejdsgivere organisere sig i moddemonstrationer over på den anden side af gaden?
Hvorfor er det fagbevægelsen
som kun kan samle sig på tværs af fagligheder til demonstrationer som denne?
Det er fordi, arbejdsgiverne har glemt solidariteten for længst.
Det er også derfor, at det altid er arbejdsgivere som snakker om omkostningsminimering, nultimerskontrakter og arbejdskraftmangel og jeg skal komme efter dig.
Mens arbejdersiden i mange tilfælde forstår deres behov for at få forretningen til at køre rundt.
Dét er forskellen på de ikke-solidariske og solidariske.
Dem som forstår de andre og elsker fællesskabets power kontra dem, som er soloryttere i Excel-arkets herredømme.
Lad os råbe så højt, at Brdr. Price og Hereford lige husker,
at de havde været intet uden deres kolleger på restauranten.
Det tror jeg også godt, de ved inderst inde. Vores job er at huske dem godt på det.
Tak fordi, jeg måtte holde talen her og tak, fordi I står her og kæmper, ikke kun for jeres rettigheder
- ikke kun for alle arbejderes rettigheder i Danmark -
men også for at minde solorytterne om, at fællesskabets kraft og organiseringens kraft - det er den største.
