Sophie Hæstorp Andersens tale ved Mødrehjælpens 100-årsjubilæumskonference

Kære alle

I dag taler vi om, hvordan vi bedst kan hjælpe enlige og sårbare børnefamilier.

Men vi fejrer også Mødrehjælpens 100-årsjubilæum.

Vi hylder den kæmpestore indsats, I har gjort for gravide, enlige forældre og børnefamilier igennem generationer. 

Vi hylder det præg, I har sat. På socialpolitikken. På kvinders rettigheder. På det moderne Danmark!

Tusind tak for det. Tak til alle ansatte, til frivillige og til samarbejdspartnere, der hver dag gør en kæmpestor forskel for sårbare familier.  

***

Vi oplever alle tidspunkter, hvor livet ikke går som forventet.

Det oplevede jeg selv som 12-årig, da min far pludselig døde.

Min mor stod alene med to små piger. En på 12 år, og en på fire et halvt. 

Dødsfald; sorg; skilsmisse; konflikt; vi bliver arbejdsløse; mister vores hjem; børnene mistrives. 

Vi kan alle blive væltet omkuld af livet. 

Det er i de situationer, at vores velfærdssamfund for alvor skal stå sin prøve.

Igennem de seneste 100 år har Mødrehjælpen også været der for kvinder og familier i svære livssituationer.   

Nogle gange som det eneste. Når velfærdssamfundet ikke har været der godt nok. 

Socialrådgiver Hanne Reintoft skriver i sine erindringer om nogle af de ”angste, forgrædte og forslidte” kvinder, der opsøgte Mødrehjælpen i 50’erne. 

Det var en tid med arbejdsløshed. Fattigdom. Store familier stuvet sammen i utætte og rådne lejligheder. Der herskede en streng seksualmoral. Og mulighederne for en enlig mor var få.

Mange kvinder opsøgte Mødrehjælpen i ren og skær desperation, når graviditetskvalmen viste sig. 

Medarbejderne gjorde, hvad de kunne for at hjælpe kvinderne bedst muligt – inden for lovgivningen. Og nogle gange udenfor. 

Arbejdsdagene var lange. Arbejdsmoralen høj. 

Hvis en kvinde fødte før tid, var det bare op på cyklen og af sted med spædbørnepakken – selvom det var efter fyraften.

Ikke så sært, at Hanne Reintoft mange år senere mødte midaldrende og ældre kvinder, der var dybt taknemmelige for den hjælp, de havde fået af Mødrehjælpen.

Vi er nok også mange her, der kender nogen, der har fået hjælp fra Mødrehjælpen; en bekendt, et familiemedlem, måske ens egen bedstemor eller mor.

Mødrehjælpen var – og er fortsat – en vigtig støtte for kvinder og familier i svære livssituationer. 

***

Men Mødrehjælpen er også mere end konkret hjælp til konkrete mennesker. 

Igennem de seneste 100 år har Mødrehjælpen været med til at dreje vores samfund i en mere retfærdig retning. 

Da min mor pludselig blev enlig mor i 1980’erne, var det ikke lige så skamfuldt som tidligere.  

Vi havde fået et mere moderne velfærdssamfund, der tog hånd om de sværest stillede. 

Min søster og jeg voksede ikke op i samme armod som tidligere generationer.  

Min mor kunne arbejde videre. Beholde sin bolig. Være aktiv og en rollemodel. 

Vi voksede op med flere rettigheder end kvinderne før os. 

Hanne Reintoft fortæller i sine erindringer om, hvordan mange kvinder før blev tvunget til at gennemføre en graviditet, ”der var dybt uønsket og af og til katastrofalt” for deres tilværelse.

Nogle kvinder forlod Mødrehjælpen i vrede og afmagt, når de fik afslag på abort.

Nogle valgte en anden løsning:

Sæbevandsudskylninger. Strikkepinde. Kininpiller. Et nusset linoleumskøkkenbord hos en kvaksalver. 

Noget, vi stadig ser kvinder verden over tvunget til. 

Nogle så ingen anden udvej end selvmord. 

Datidens lovgivning tog slet ikke højde for kvinderne og deres situation.  

Det kostede mange kvinder og deres familier dyrt.

Da jeg kom til verden i 1974, var aborten lige blevet fri. 

Mange af de fremskridt der skete over nogle generationer, kan vi blandt andet takke Mødrehjælpen og I andre aktører for. 

I har ikke bare kæmpet for bedre hjælpeindsatser. Men også bedre rettigheder for kvinderne og familierne.

I har sparket døren ind til Christiansborg, når lovgivningen var uretfærdig eller ikke løste virkelighedens problemer. 

I har gjort tingene til det bedre. 

***

Nu skruer vi lige tiden frem til 2024.

Vi står et andet og bedre sted som samfund.  

Men Elin [formand for Mødrehjælpen], som du var inde på i din velkomsttale.

Telefonen kimer stadig hos Mødrehjælpen.

Der er stadig familier, der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen.

Familier, der har brug for brugt børnetøj og legetøj fra Mødrehjælpens butikker, for pengene er små.  

Familier, der står i deres livs krise eller i konflikt med hinanden. 

Alt for mange kvinder udsættes fortsat for vold fra deres partner. 

Børn vokser op under ulige vilkår og er vidner til vold. 

De har alle brug for fællesskabets hjælp

I Folketinget har vi gjort en del i de seneste år.

Børnene Først, der skal give sårbare familier den rette indsats tidligere.

Barnets lov, der skal styrke børn og unges rettigheder.

Familiehusene, der skal give kommende forældre og småbørnsfamilier bedre og tidligere støtte.

Mødrehjælpen spiller en kæmpestor rolle i det.  

Vi har iværksat en række initiativer, som skal være med til at dæmme op for konflikter i brudte familier.

Vi har også styrket indsatsen mod vold. År efter år.

Med blandt andet varig støtte til Ud af Voldens Skygge. 

Og meget mere.

Nu er nogle partier så igen begyndt at tale om familiepolitik. Fra hvert deres ideologiske synspunkt. 

For nogle handler det mest om beskæftigelse... 

Lad os nu ikke glemme de mange sårbare familier, der har brug for fællesskabets hjælp og støtte. 

Tusind tak, fordi I minder os om det. Også i dag med konferencen. 

Jeg håber også, at I fortsat vil holde partierne i Folketinget op på det.

Skal vi tale familiepolitik, så skal vi også tale om de mest sårbare familier. 

***

Så min opfordring og mit ønske her i dag:

Kæmp videre, som I har gjort igennem de seneste 100 år – og i de næste 100 år.

Spark døren ind, når I ser noget, vi kan gøre bedre. 

Vi er mange, der har meget at takke Mødrehjælpen for. Fra spædbørnepakker – til stærkere rettigheder. 

Jeg er selv meget taknemmelig. Som minister. Som datter. Som kvinde. Som mor i dag. 

Af hjertet tak – og fortsat god kamp.