Kære alle,
Rigtig hjertelig velkommen til dagens fejring. Det er en fejring – hvor vi både ser fremad – og tilbage.
Nok er det os der er her i dag. Og det er tankevækkende at tænke tilbage på, at Folketinget var en spritny bygning, da mødrehjælpen blev etableret.
Det er også tankevækkende at tænke på de tusindvis af kvinder og børn, som Mødrehjælpen gennem tiden har hjulpet.
For 100 år siden handlede Mødrehjælpens arbejde først og fremmest om at hjælpe unge og ugifte kvinder med at bortadoptere børn født udenfor ægteskab. I dag kan det måske lyde lidt kynisk. Men det var den bedste hjælp unge ugifte mødre på det tidspunkt kunne få. Senere kom loven om fri abort i 1975, daginstitutioner blev udbredt til hele vores samfund, så kvinder kunne komme i beskæftigelse. Og i 1976 fik vi bistandsloven, der gav et økonomisk sikkerhedsnet – ikke mindst til enlige mødre. Herefter blev Mødrehjælpen kortvarigt nedlagt. Men stærke frivillige kræfter med Hanne Reintoft og Vera Skalts i spidsen fik genetableret Mødrehjælpen som en selvejende institution. I dag hjælper organisationen fortsat tusindvis af kvinder. Med rådgivning, økonomi, sociale forhold og med et stærkt fokus på voldsramte familier. Frivillige og professionelle har hele vejen igennem spillet en afgørende rolle – både for mødrene og deres børn. Men også for at forbedre vilkårene for målgruppen.
Også i min familie spiller Mødrehjælpen en afgørende rolle. En februarmorgen i 1926 fødte min oldemor, Helga, en lille datter på Rigshospitalet. Faderen, Carl Martin, var chauffør og boede i en baggård på Vesterbrogade. Han ønskede ikke hverken Helga eller barnet i sit liv. Og Helga var ude af stand til selv at forsørge et lille barn. Sådan gik det til, at Helga henvendte sig til Mødrehjælpen, der hjalp med at finde en barnløs familie til min farmor. Hun kom til at hedde Ruth og voksede op hos en kærlig familie uden at vide, at hun var adopteret. Helga skrev under på, at hun aldrig måtte få oplysninger om min farmor eller forsøge at opsøge hende.
Helga blev 5 år senere gift, flyttede til Fløng, fik yderligere tre børn og havde, hvad man udefra må betegne som et fint middelklasseliv. Min farmor Ruth blev en sej kvinde, som jeg hele min barndom beundrede. Hun kørte Nimbus med sidevogn, arbejdede på Odense sygehus- og fik et godt liv med min farfar og tre børn.
Adoptionen har aldrig været en sag af stor interesse i min familie. Det var først sidste år jeg fandt papirerne, og kunne læse hele historien om min oldemor – den unge kvinde Helga.
Mødrehjælpens jubilæum er et meget stort spejl på vores samfund, og hvordan det har udviklet sig gennem 100 år. At blive gravid som ung eller ugift er i dag ikke den samme katastrofe, som det var for i 1924. Både fordi vi har indført retten til fri abort. Men også fordi vi politisk og som samfund har besluttet, at der også er plads til ugifte kvinder med børn i vores land. Det er der i den grad grund til at fejre.
Med Mødrehjælpens jubilæum skal vi glæde os over, at vi på 100 år er lykkedes med som samfund at give frihedsrettigheder til kvinder – samtidig med at vi har etableret et sikkerhedsnet, der hjælper de familier, der har det svært. Men vi skal også fortsætte med at udvikle vilkårene for børn og deres forældre. Så vi om 100 år kan se tilbage på, hvor meget bedre det er blevet siden 2024.
