Mine Elskelige I Man siger for et gammelt Mundsprog: „det gaaer ikke saa haardt til som Præsten præker.“ Og det er ganske vist; det veed jeg sagtens ogsaa Noget om: Præsten kan staae paa Prækestolen, slaae i Prækestolen, husere og dominere mod Synder og dens Tjenere — og Hvad gjør saa Tjenerne? De sove under Tjenesten — om Faer ellers ikke buldrer og banker alt for urimeligt. Naa! i det Haab, at mine elskelige Tilhørere ikke skulde falde isøvn over min Smule Præken — Præk vilde jeg sige, saa tillader jeg mig at snakke lidt over det Thema: „at ville og ikke ville“, hvilket i Grunden er det Samme som: Man veed ikke selv, Hvad Man vil.
„Det er godt I Det vil jeg!“ siger Peer — „men jeg vil dog først betænke mig, og spørge Poul ad: om han ogsaa vil“. Og hvad vil saa Poul? Han vil ligesom Peer; men han vil dog ligesaa betænke sig lidt, og spørge Jens og Niels og Søren og Christen og Lars og Mads ad.
Og hvad kommer der saa omsider ud af al den Spørgen og den Betænken? Ingenting forresten: Alt bliver ved det Gamle — fordi disse betænksomme Menneskers Villie ligger i — Andres Lommer.
For den, hvis Villie ligger i egen Lomme, for en stærk, fast udholdende Villie en dansk Skaal!