Hr. formand
Det er formentlig sidste gang vi mødes før topmødet 12.-13. december, og jeg vil gerne advare mod den forfatning, som nu er på vej.
I Laekenerklæringen var opdraget at bringe EU tættere på borgerne.
Nu flytter man et stort antal nye beslutninger fra de nationale parlamenter til embedsmænd bag lukkede døre i Bruxelles.
Der kommer flere beslutninger fra åbne parlamenter til halvhemmelige rådsarbejdsgrupper, end de beslutninger i Rådet, der skal gøres åbne.
Den samlede åbenhed mindskes.
Lovgivende magt gøres i hovedsagen til udøvende magt.
Vælgerne får som hovedregel deres indflydelse beskåret.
Det demokratiske underskud forøges, selv om opgaven var at mindske det.
Føderalisterne i denne sal klapper i hænderne, fordi de selv får mere indflydelse.
De burde i stedet reagere mod, at de nationale parlamenter afgiver meget mere magt end den indflydelse, som EU-Parlamentet kan opnå.
Vælgere og folkevalgte bliver taberne.
Lobbyister og embedsmænd vinder lovgivningsmagt, hvis det nuværende udkast vedtages.
Statsministrene får retten til at udpege dem, der skal have magten i Unionen.
EU-præsidenten, EU-udenrigsministeren, formanden for Kommissionen og hans næstformænd vil alle blive udpeget af en alliance på 17 af 25 statsministre.
Der kan ses bort fra ønskerne hos 8 lande, som kan stemmes ned.
Af de 17 vil de ti formentlig kunne fortsætte som statsministre i deres eget land. De syv, som ikke kan fortsætte hjemme, kan så dele posterne i Bruxelles.
Når man har mistet den folkelige tillid i sit eget land, kan man få balsameret den forkastede politik i fem år.
Den praktiske betingelse for at få magt i Bruxelles er, at man har mistet tilliden hos vælgerne derhjemme.
Eneretten til at stille lovforslag er hos dem, der ikke længere kan vælges.
Kommissærerne udgår ikke af valg.
De står ikke til ansvar for vælgerne.
Kommissionen kan kun væltes, hvis EU-Parlamentet samler 2/3 flertal.
EU-Parlamentet kan ikke vælge en ny Kommission, men højst etablere en krise.
EU-Parlamentet er selv i krise med stadigt faldende valgdeltagelse og manglende evne til at få kommissærerne til f.eks. at overholde den bogholderilov, der gælder for enhver boghandler i Unionen.
Men der findes virksomme midler mod svig:
Prøv med åbenhed og demokrati.
Lad kommissærerne udgå fra de nationale parlamenter og stå til ansvar for de nationale parlamenter.
Så vil ingen kommissær slippe heldigt fra at sige: Jeg har ikke ansvar, for jeg vidste ikke, hvad der skete.
Byg Europa op, nedefra og op, og ikke oppefra og ned.
Tak hr. formand.