Kære formand, kære Søren.
Tak for dine venlige ord, og tak, fordi jeg må blive hængt op i Borgens vrimmel af jakkesæt.
Det er meget bevidst, at jeg valgte en kunstner, der kan noget med farver. Jeg tror, jeg viste hende det farverige portræt af tidligere statsminister Jens Otto Krag i blå sweater for enden af Vandrehallen. Det er et af de få portrætter man også i længden kan holde ud at se på blandt alle jakkesættene.
Og jeg skal love for, at Maria Wandel smurte farver på lærredet og fik maleriet til at skille sig ud fra jakkesættene.
Det er kun en stor kunstner, der med så få penselstrøg kan male et ansigt, så man på 50 meters afstand kan se, hvem det forestiller. Det synes jeg, er betagende, og det er jeg rigtig glad for.
Men den hævede arm havde især min hustru Birgitte det meget svært med. Jeg havde kort sagt problemer med den på hjemmefronten! Og Maria ville ikke være med til at skære armen væk og nøjes med hovedet.
Hun lavede så den intrige, at hun inviterede Birgitte og mig op i sit atelier sammen med Else Marie Bukdahl, som er mangeårig rektor for Kunstakademiet fra dengang, man ikke smed buster i kanalen!
Så var vi to mod to, og så vandt Maria og den kunstneriske frihed.
Armen og hånden kan så tolkes på forskellig vis.
Er det partipolitikeren, der vinker farvel til partipolitik, ligesom det berømte maleri af Bismarck, der går fra borde!
Eller er det højskolemanden, der er på turne rundt i det folkelige bagland?
Er det naturelskeren og vinterbaderen, der bare siger hej-hej?
Eller er det Marias hensigt, at armen og hånden giver maleriet friskhed og personlighed, som Else-Marie Bukdahl argumenterede for?
Det skal jeg ikke afgøre. Det må betragteren selv finde ud af.
Maleriet skiller sig i hvert fald ud fra de andre, ligesom maleriet af Jens Otto Krag, sådan som jeg bad om.
Det markerer et farvel til Folketinget, som har været mit andet hjem i mere end en generation – fra 1975 og næsten 48 år frem - 45 år, hvis man fraregner de år, hvor jeg kun var medlem af Europa-Parlamentet.
Ufattelige forandringer har fundet sted, siden jeg fra januar 75 delte kontor med en kollega, der havde spegepølser, brød og tørresnor – og ingen sekretariatsbistand ud over en fjerdedel sekretær, hvis man var medlem af gruppens bestyrelse. Og med tykke skyer af røglugt og det, der var værre, hængene i vægge og gardiner – og cigar-riller overalt.
Dengang som nu er det de menneskelige relationer, der er afgørende, kammeratskaberne, der ofte går på tværs af partierne som noget typisk dansk.
Nu skal jeg hænge nede i stueetagen i Skufferummet i ganske underholdende selskab. Der hænger bl.a. Erhard Jakobsen og Glistrup, der var med til mit allerførste vælgermøde i Tinghallen i Viborg i 1973 og endte med at få henholdsvis 14 og 28 mandater, mens jeg manglede 17 stemmer i at blive valgt. Der hænger også min radikale navnebror Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen, Bodil Koch og Borgbjerg - og Jakob Haugaard i sække-kostume med benene på bordet. Og Helveg – faderen og sønnen. Der står også busten af Schlüter, min bedste statsminister, som gav mig plads i undervisnings- og forskningsministeriet i et helt årti, også plads til at kvaje mig!
Det er finere at hænge i Vandrehallen, hvor Folketingets formænd hænger i den ene ende, og statsministrene i den anden. Men der er sjovere i stueetagen.
Min gamle vidunderlige historielærer Tage Kaarsted sagde, at man skal være kedelig, men klog for at nå til tops i politik. Så velkommen til Troels Lund Poulsen, der er særdeles egnet!
Det er ikke så fint, men det er sjovere at hænge nede i Skufferummet! Tak for det!
