Skip to content

Vibe Klarups tale ved demonstrationen "Beskyt civile liv"

Ulrik Jantzen/ Büro Jantzen

Om

Taler

Vibe Klarup
Direktør i Amnesty International Danmark

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads, København

Omstændigheder

Demonstrationen var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, CARE Danmark og Amnesty International Danmark med det formål at appellere til den danske regering om at beskytte civile liv i Gaza.

Tale

Det mest fundamentale for os mennesker er at vi kan passe på dem vi holder af. At vi kan, opleve at vores børn vokser op i fred. At vi kan mærke at de har håb for fremtiden.
Lige nu undergraver stærke kræfter systematisk den mulighed for mennesker i Gaza, I israel [sic] og på Vestbreden.
De sidste ugers begivenheder har bragt os tættere på en regulær menneskerettighedskatastrofe.
Krigens parter skelner ikke mellem civile og militære mål.
Lige nu venter isra[e]lere desperat på nyt om familiemedlemmer der er taget som gidsler. Og palæstinensere venter på nyt om de 4000 palæstinensiske arbejdere i Israel, der er blevet smidt i detentionslejre. 
Lige nu i Gaza er hele boligblokke og gader blevet jævnet med jorden. Sundhedsklinikker og hospitaler mangler el, vand og brændstof pga. den israelske blokade og modtager evakueringsordrer pga. forestående bombeangreb. 
Vi er hér, fordi vil sende vores tanker og omsorg så godt vi nu kan til dem der lige nu lever i frygt og med sorg. Til familierne til de mere end 6.500 palæstinensere, heraf en tredjedel børn, der er blevet dræbt i Gaza de sidste uger. Og til familierne i Israel hvor 1.400 Israelere er blev dræbt. 
Tabet af alle disse liv er simpelthen en uacceptabel tragedie, og har efterladt utallige familier uden deres børn, fædre, mødre, bedsteforældre. Vi vil gerne sige til jer, at vi er med jer i jeres sorg.

I Amnesty står vi vagt om den universelle menneskerettighedserklæring der fortæller os at alle er lige. At respekten for menneskeliv er universel.
Lad det princip guide os i disse mørke dage. Mit håb er at når børn og unge om mange år kigger tilbage på 2023. Vil de se, at mange, mange gode mennesker rundt om i verden gjorde hvad de kunne for at stoppe drab på civile. At mange ikke bare lod stå til i stilhed. Men sagde fra og handlede. På vegne af menneskeheden.
Vi oplever alle sammen lige nu splittelsen, der deler hele verden. Som deler os i Danmark. Vi er hér, nu, for at appellere til det modsatte: Vi har brug for samling. Der er brug for at vi står sammen. Hæver vores stemmer sammen og kræver at civile liv beskyttes, og at menneskerettighederne overholdes. 
I flere europæiske lande ser Amnesty i disse dage en indskrænkning af folks ytrings- og forsamlingsfrihed, hvor demonstrationer og markeringer lukkes ned. Det er uacceptabelt.
Den israelske landoffensiv udvides nu, og i nat blev befolkningen i Gaza afskåret fra Internet [sic] og kommunikation, mens bomberne regner ned over dem. Vi frygter nu forfærdelige bykampe, flere gidsler, og flere civile tab.
Det må ikke ske!
Amnesty kræver at den danske regering nu træder frem på den Internationale [sic] scene og støtter opfordringerne fra FN's generalsekretær samt mange hundrede organisationer verden over, om en våbenhvile. Beslutningen i går hvor Danmark i FN[']s Generalforsamling [sic] undlod at stemme for en våbenhvile er ikke godt nok!
En vej mod fred kan være vanskelig at se lige nu. Men én forudsætning for fred er retfærdighed. Og det kræver at brud på krigens regler efterforskes, sådan at ansvarlige for krigsforbrydelser kan retsforfølges. Den eskalerende konflikt underminerer det dokumentationsarbejde som Amnesty ellers er i gang med lige nu i Gaza, i Israel og på Vestbredden.
En forudsætning for fred er også at vi taler åbent om de bagvedliggende årsager til konflikten, herunder Israels system af apartheid mod alle palæstinensere.
Lige nu: lad os se hinanden i øjnene og være hinandens vidner på at vi vil kræve at basale menneskerettigheder overholdes. Lad os kræve at civile liv beskyttes. 
At respekten for liv og værdighed er det grundlæggende princip verdenssamfundet ledes af. Lad os kræve det, sammen. Lige nu.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret