Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til jer. For der findes ikke ord, der kan beskrive den rædsel, man føler når ens familie og venner er under angreb. Når bomberne regner ned over ens kære, når der foregår skudvekslinger i gaden ude foran deres hjem, så bruger man al sin tid på at vente på svar: hvem har mistet livet? Hvem har fået deres hjem destrueret? Hvem er sårede eller gjort invalide?
Sådan havde jeg den 7. oktober da bomber fra Gaza pludselig regnede ned over min familie, der bor i en lille kibbutz i det sydlige Israel. Jeg ved præcist hvor lang tid det tager fra en raket er affyret fra Gaza til den rammer min families hjem. Jeg kender til den altoverdøvende lyd, når den rammer lidt for tæt på, og jeg har set ødelæggelserne den kan forsage.
Efter ca. et døgn fik jeg nyheden om, at min familie havde været fanget i deres beskyttelsesrum, mens der foregik kampe i gaderne, men alle overlevede og er nu evakueret.
Lige nu har jeg mere end noget andet brug for at sørge. Jeg har brug for at sørge med alle dem, der har mistet deres elskede. Jeg har brug for at sørge med dem, der kender folk, der er taget som gidsler. Men min sorg bliver overdøvet af frygt. For lige nu bruger Israel min sorg, vores sorg, til at retfærdiggøre folkemorderisk vold mod den palæstinensiske befolkning i Gaza.
Gaza er fanget under bomberegn. Og jeg kan slet ikke forestille mig den frygt, man sidder med, hvis man har familie i Gaza. Gaza angribes lige nu af en af verdens stærkeste militærmagter. Folk i Gaza har ingen beskyttelsesrum, for i mere end et årti har Israel nægtet byggematerialer at komme ind. Folk i Gaza har ingen steder at evakuere til, for i mere end et årti har Israel holdt dem indespærret i det, der er blevet kaldt verdens største fængsel. Og hvis man kender folk i Gaza, så har man ingen mulighed for at modtage livstegn, for Israel har slukket for internet og telefoni.
Israels forsvarsminister Yoav Gallant kalder befolkningen i Gaza for menneskedyr og har lovet at handle derefter. Premiereminister Benjamin Netanyahu har lovet at gøre Gaza til en ø af ruiner. Og en talsmand fra det israelske militær, Daniel Hagari, har udtalt at målet i Gaza er destruktion, ikke præcision. De israelske ledere har lovet at udføre folkemord og for øjnene af os udfører de folkemordet.
Og folkemordets fortropper er allerede rykkets ind. Vi ved at mere end 7000 palæstinensere er blevet dræbt – mere end 2000 af dem børn. Vi ved at et barn bliver myrdet i Gaza hvert 15. minut. Men der er meget vi ikke ved – for Israel har slukket for Gazas mulighed for at kommunikere med omverdenen.
De tror, at de kan holde deres brutalitet skjult for os. Men vores øjne er rettet direkte imod dem. Vi er her i dag, fordi vi ser hvad I gør – og vi er her i dag, fordi vi vil holde jer til ansvar for jeres handlinger.
Det israelske militær lover at hævne israelske døde. Men hævnen bringer ingen døde til live igen. Den israelske militær vil bruge massakren på den palæstinensiske befolkning til at skabe sikkerhed for den jødiske befolkning. Men 75 års historie mellem floden og havet har vist med al tydelighed at hverken besættelse eller etnisk udrensning skaber sikkerhed for nogen. Hvis vi ønsker sikkerhed, skal vi kræve en ende på Israels krig mod og kollektive afstraffelse af den palæstinensiske befolkning.
Som israeler forfærdes jeg over at min sorg bliver brugt til at retfærdiggøre folkemord. Og som jøde forfærdes jeg over at mit folks historie bliver brugt til at retfærdiggøre folkemord i vores tid. Efter holocaust har jøder og modstandsfolk gentaget udtrykket ”aldrig igen”. For aldrig igen skulle jøder forfølges eller slagtes som dyr. Men ”aldrig igen” handler ikke kun om os. Den handler om alle. For først når alle er sikre kan vi være sikre. Og venner, ”aldrig igen” det er nu!
Det er tid til handling og historien vil dømme dem hårdt, der ikke handlede.
I 2014 stod vi lige her og demonstrerede mod det, der var Israels hidtil værst angre på Gaza nogensinde. Og jeg stod på denne her scene og krævede af vores socialdemokratiske regering, at de lagde pres for at beskytte civile liv, for at ende Israelsk blokade af Gaza og for at få stillet krigsforbryderne til ansvar for deres gerninger. Dengang gjorde den socialdemokratiske regering intet.
Israels brutalitet har i dag overgået alt hvad vi tidligere har set. Og igen gør den socialdemokratiske regering sig medskyldig i folkemordet med sin passivitet.
Det eneste, der giver mig håb, er at så mange er mødt op i dag og at så mange er mødt op til utallige demonstrationer landet over for at lægge pres. Hvis vi er mange nok, kan vi gøre en forskel.
Tak for ordet og tak for at I dukkede op.
