Taler fra Skamlingsbanken
En magtfuld talerstol
Skamlingsbanken ved Kolding har sin helt egen plads i Danmarkshistorien som en scene for demokratiet og den frie debat.
Mange berømte mænd og kvinder har her gennem tiden holdt brandtaler, sunget, parlamenteret og udvekslet ideer og drømme om fremtidens samfund.
I det bakkede landskab omkring stedet har man udsyn over det ærkedanske, opdyrkede bondeland, og fra det højeste punkt, Højskamling, kan man se langt ud over både mark, skov og Lillebælt. Dette udsyn er blevet brugt som en metafor i mange taler gennem tiden, og stedets placering i landskabet markerer også en slags forpost mod Tyskland og resten af Europa mod syd. Og så giver det pondus at holde tale fra et lille bjerg. Det virker simpelthen som en naturlig talerstol.
Skamlingsbankens geografiske placering i Sydjylland nær de omstridte dele af Sønderjylland har gennem tiden gjort det oplagt at bruge stedet til at samles om netop det danske sprog og den danske kultur.
Sprogfesterne
I 1800-tallet var det nuværende Sønderjylland som bekendt involveret i krig og strid om, hvor grænsen skulle ligge. Her blev det danske sprog, og retten til at tale det, en vigtig brik i kulturkampen. Ved sprogfesterne på Skamlingsbanken blev der holdt buldrende brandtaler på dansk og danset og sunget. N. F. S. Grundtvig, St. St. Blicher og politikere som Laurids Skau, Orla Lehmann og Carl Ploug deltog i festerne og bidrog med taler.
De ‘dansksindede’ politikere var ofte også involveret i en mere grundlæggende kamp for demokrati og for et opgør med censur og en enevældig konge. Denne kamp førte i 1849 til indførelsen af Grundloven. Også denne kamp kunne mærkes fra Skamlingsbanken, hvor mange af de tidlige møder blev besøgt af folkene bag Grundloven.
Sammen med de nordiske demokratier kom også tanken om et fællesskab, der skulle hjælpe de små nationer i stormagternes spil. To af talerne i dette temarum handler om Nordens forening og om en særlig nordisk ånd. Man ville skabe en fast alliance mellem Danmark, Norge og Sverige med inspiration fra USA. Et kontroversielt politisk projekt som her i 2022 virker mere aktuelt end nogensinde med stormagter i kappestrid og krigstorden i Europa.
Folkemøder
Grundloven sikrede som bekendt ikke kvinderne stemmeret, og kampen for basale rettigheder affødte mange stærke taler, f.eks. på mødet om kvinders valgret i 1912 på Skamlingsbanken. Op gennem 1900-tallet dannede stedet desuden rammen om et hav af små og store folkefester, der ville forene folk på tværs af politisk overbevisning.
Efter krigen i 1864 undgik Vejstrup Sogn, hvor Skamlingsbanken ligger, med nød og næppe at blive indlemmet i Tyskland. Man fortsatte siden møder i ånden fra de ‘sprogfester’, som var startet i 1840’erne, hvor man fejrede det danske sprog i taler og sang.
De største møder blev afholdt i forbindelse med afslutningen på de to verdenskrige, hvor fred og samling var øverst på dagsordenen.
Efter 2. verdenskrig blev Klokkestablen på stedet indviet til minde om de faldne modstandsfolk i regionen. Klokken tilføjer endnu et symbolsk lag til stedet, når den hver dag hele sommeren ringer til minde om krigen. Hans Hedtofts tale fra dette temarum er fra indvielsen af klokken.
I vore dage bruges Skamlingsbanken som scene for opera og teater og i 2022 som talerstol for gymnasieelever til Danske Talers Talefest 2022.
De seks taler herunder er udvalgt i samarbejde med Museum Kolding og er en del af projektet ’Norden og verden – retorisk medborgerskab før, nu og i fremtiden’, som ledes af Danske Taler med støtte fra A.P. Møller Fonden.
I dette temarum kan du læse taler af:
- Orla Lehmann
- Gyrithe Lemche
- Bjørnstjerne Bjørnson
- Hans Hedtoft
- Johanne Fløe og
- Laurids Skau
Hans Hedtoft (1903-1955)
Hans Hedtoft var Danmarks socialdemokratiske statsminister i to perioder i fyrrerne og halvtredserne. En tid, hvor Europa skulle genopbygge sig selv efter krigens ødelæggelser, og nye alliancer skulle skabes. Talen her er en mindetale for de faldne i modstandskampen i Sønderjylland og blev holdt ved indvielsen af klokkestablen ved Skamlingsbanken. Hedtoft nævner klokkens symbolske betydning, og taler om både fortid og fremtid med en patos, der hører til genren.
Talen her er en mindetale. En genre af lejlighedstaler, hvor afsenderen ikke forventes at argumentere for eller i mod en sag, men at samle publikum om noget. Ordet ‘blodoffer’ sætter tonen for en alvorsfuld og andægtig tale. Centralt står kontrasten mellem ‘os’ og ‘dem’, mellem 'bestialske Voldsmænd’ og ‘de frie, kæmpende Lande’. Det sønderjyske landskab og Skamlingsbanken nævnes som et symbolsk bagtæppe for hyldesten til de faldne i krigen. Også klokkestablen bruges symbolsk. Klokken sender bølger af fred og frihed ud over landet. Det er spændende at læse talen som parallel til helt aktuelle lejlighedstaler om krigen i Ukraine.
Læs f.eks. præsident Zelenskyjs tale her
Hver eneste af os maa gaa ind under Pligt og Ansvar, under Offer og Arbejde for at sikre Fremtiden for vort Land og for at yde vort Bidrag til et fredeligt, internationalt Samarbejde i Haabet om at bygge en bedre Verden op.
Johanne Fløe
Johanne Fløe var fra Tårs og menigt medlem af Dansk Kvindesamfund. Hun er et eksempel på de mange kvinder, der engagerede sig i den fortsatte kamp for kvinders rettigheder efter valgrettens indførelse i 1915. Talen fra et jysk distriktsmøde i foreningen adresserer de problemer, der stadig mangler at blive løst, selvom ‘næsten alt det ydre’ er i orden. Hvad tænker samfundet om kvinder på talerstolen? Og hvad tænker kvinderne selv?
Johanne Fløe var fra Tårs og menigt medlem af Dansk Kvindesamfund. Hun er et eksempel på de mange kvinder, der engagerede sig i den fortsatte kamp for kvinders rettigheder efter valgrettens indførelse i 1915. Talen fra et jysk distriktsmøde i foreningen adresserer de problemer, der stadig mangler at blive løst, selvom ‘næsten alt det ydre’ er i orden. Hvad tænker samfundet om kvinder på talerstolen? Og hvad tænker kvinderne selv?
I denne tale indledes argumentationen med et eksempel fra en genkendelig, jysk hverdag, som publikum hurtigt kan identificere sig med. Den lille fortælling om Tammes og Stine er næsten en lille novelle, men den viser sagen klart og danner billeder i modtagernes hoveder. I den argumenterende del af talen bruger Fløe en gendrivelse: “Kvinderne er selv noget Skyld i dette …”. Det er vigtigt at vise modargumenter i sin argumentation, så taleren ikke fremstår som ufejlbarlig eller arrogant. Det gøres effektivt her, og sagens kompleksitet kan få lov til være med i publikums overvejelser. I talen er også en stribe referencer til Biblen og græsk mytologi, som er med til at opbygge etos hos en taler, der ikke er så kendt for publikum.
Men møder man i Samfundsarbejdet en mindre heldig Forgrundsfigur af Kvindekønnet, saa bliver alle Kvinder og alt Kvindevirke udenfor Hjemmet tit bedømt efter netop hende: »Saadan er nu en Gang Kvinderne.
Laurids Skau (1817-1864)
Laurids Skau var politiker og arbejdede for Danmarks politiske og kulturelle indflydelse i grænselandet og for bevarelsen af det danske sprog i Sønderjylland. Han holdt flere berømte taler fra Skamlingsbanken, og på stedet står en obelisk til minde om ham.
Laurids Skau var politiker og arbejdede for Danmarks politiske og kulturelle indflydelse i grænselandet og for bevarelsen af det danske sprog i Sønderjylland. Han holdt flere berømte taler fra Skamlingsbanken, og på stedet står en obelisk til minde om ham.
Talen her er en kommentar til indførelsen af Sprogpatentet af marts 1844. Sprogpatentet fastslog, at det kun var ikke-tysktalende medlemmer af den slesvigske stænderforsamling, der skulle have ret til at tale dansk på møderne, hvilket var et stort tilbageslag for de dansknationale i grænselandet.
En patosfyldt tale om modersmålets betydning. I talens indledning sætter Skau sig selv ind i historien ved at nævne, at han har talt her før. Han opbygger sit etos og kan derfor tillade sig at opdele publikum i et ‘os’ og et ‘dem’. De bange og de modige:
“Til de Forsagte og Bange, som ej kan smittes af vort Mod, vil jeg sige: Gaa hellere hjem herfra, når vi blive de Stærkere, falde i dog til os”.
Modersmålet beskrives gennem en personifikation som en ven. Og tilmed en ven, der kan være budbringer af vigtige følelser. Her skabes billeder i tilskuernes hoveder, der til sidst knyttes til sprogets “hellige” kraft gennem et bibelcitat. Talen afsluttes med en stribe retoriske spørgsmål, som skal få tilhørerne til at reflektere over deres nationalitet – og selvfølgelig vække deres nationalfølelse.
Men det ved jeg, at naar nogen ringeagter og forhaaner mit Modersmaal, saa er det for mig, som om de ringeagtede og forhaanede mine Venner og Kammerater, alle mine Bysbørn, hele Sognet, hele Nationen.
Orla Lehmann (1810-1870)
Peter Martin Orla Lehmann var en nationalliberal politiker, der heftigt kritiserede enevælden og arbejdede for demokrati og en fri forfatning i tiden frem mod Grundlovens indførelse i 1849. Det kostede ham bl.a. tre måneder i fængsel. Han var berømt for sine stærke, patosfyldte taler, og talen her handler om de nordiske landes forening omkring en fællesnordisk ånd. Han talte flere gange på Skamlingsbanken, selvom talen her dog er holdt i København.
Peter Martin Orla Lehmann var en nationalliberal politiker, der heftigt kritiserede enevælden og arbejdede for demokrati og en fri forfatning i tiden frem mod Grundlovens indførelse i 1849. Det kostede ham bl.a. tre måneder i fængsel. Han var berømt for sine stærke, patosfyldte taler, og talen her handler om de nordiske landes forening omkring en fællesnordisk ånd. Han talte flere gange på Skamlingsbanken, selvom talen her dog er holdt i København.
Orla Lehmanns sprog er rigt på billeder og besjælinger, ligesom man kender det fra de samtidige romantiske digtere. Naturens kraft og den nordiske mytologi bidrager også tydeligt til det romantiske livssyn. Indledningen er proppet med besjælinger, og den sætter tonen for argumentationen, der bygger på en forestilling om, at de nordiske lande, Norge, Danmark og Sverige, er naturligt og sjæleligt forbundne: “thi mit Fædreland er det hele, treenige Norden!” Netop treenigheden og desuden de mange triader i talen styrker billedet af den religiøse kraft, som Lehmann prøver at fremmane. Talen er rig på kontraster og modsætningspar og de mange bibelreferencer giver talen karakter af en prædiken. Hen mod slutningen stiller Lehmann en række retoriske spørgsmål, som får talen til at ‘skifte gear’. Her bringes publikum effektivt ind i talen med krav om deres ja-råb. Det ender i et mægtigt crescendo, hvor publikum til sidst afkræves et “Hurra for Nordens Enhed!”.
Mine Herrer! Det er med frydefuldt Sind, med et jublende Hjerte, at jeg hilser denne festlige Stund; thi den kommer til mig som Fredens Due med det glade Budskab, at Tvedragtens og Vanheldets Tid stunder til Ende, – den kommer til mig som Vaarens Svale (...).
Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Bjørnestjerne Bjørnson var en norsk forfatter, der, sammen med bl.a. sin landsmand Henrik Ibsen, var en del af det litterære ‘moderne gennembrud’ i Norden, der ville ‘sætte problemer under debat’. Også som debattør og taler havde han fokus på samfundsproblemer og blandede sig flittigt i tidens debatter om f.eks. kønnenes ligestilling og bøndernes forhold.
Talen her er en del af hans kamp for Norges selvstændighed som moderne, demokratisk land. I 1906 fik Norge sin egen konge i stedet for at være underlagt svenskerne eller danskerne – og blev derfor reelt selvstændigt. Talen kommenterer dette og det problematiske forhold mellem de tre nordiske nabolande. Her argumenterer Bjørnson for alliancer og venskab mellem de tre nordiske lande som del af et nyt, demokratisk Europa.
Bjørnson fik Nobelprisen i litteratur i 1906, samme år som denne tale holdtes.
Hans tale om Nordens enhed er, i modsætning til Lehmanns ovenfor, holdt i en saglig og lun tone. Bjørnson er forfatter og historiefortæller, og i denne tale bliver konflikten mellem de tre nordiske lande personificeret og sammenstillet med konflikter, som publikum selv kender fra parforhold og familie. Også tanken om at hente inspiration fra Amerika bliver præsenteret som en anekdote, altså en fortælling: “Jeg talte med en højtstaaende Mand af et andet stort Folk”. Talens tanker om et slags Nordens Forenede Stater kan i dag virke ret kontroversielle. Også snakken om racer og folkeslags kendetegn (f.eks. latinere vs. germanere etc.) ville nok ikke gå i dag. Mod slutningen roser Bjørnson det danske forår og kobler naturen til billedet af nye, spirende tanker. Han afslutter med en skål for foråret og får her koblet stedet, Skamlingsbanken, og tidspunktet til sin argumentation.
For de andre, de store Stater, er en Alliance et Magtspørgsmaal, for de smaa Stater er den Livet. Vi maa derfor begynde at arbejde paa det, vi, de smaa Stater.
Gyrithe Lemche (1866-1945)
Ellen Gyrithe Lemche (f. Frisch) var forfatter, historiker og debattør. Som frontfigur i Dansk Kvindesamfund kæmpede hun for kvinders rettigheder. I 1915 fik kvinder stemmeret til rigsdagsvalg, men vejen hertil var lang og sej, og denne tale er fra en tid, hvor striden var allermest voldsom. Lemche argumenterer for, at også kvinder bør sidde i det udvalg, der skal ændre Grundloven, så kvinder får stemmeret. Det skete faktisk ikke, men talen her var en vigtig del af slutspurten mod at give kvinder formelle demokratiske rettigheder i Danmark på lige fod med mænd.
Ellen Gyrithe Lemche (f. Frisch) var forfatter, historiker og debattør. Som frontfigur i Dansk Kvindesamfund kæmpede hun for kvinders rettigheder. I 1915 fik kvinder stemmeret til rigsdagsvalg, men vejen hertil var lang og sej, og denne tale er fra en tid, hvor striden var allermest voldsom. Lemche argumenterer for, at også kvinder bør sidde i det udvalg, der skal ændre Grundloven, så kvinder får stemmeret. Det skete faktisk ikke, men talen her var en vigtig del af slutspurten mod at give kvinder formelle demokratiske rettigheder i Danmark på lige fod med mænd.
Lemches tale lægger ud med en kraftfuld metafor i form af Alexander Kjellands citat om mærkepælene, der flyttes. Her låner hun etos fra en progressiv, samfundskritisk forfatter: “men er de først sat, de fjerne Mærkepæle, saa er det, som om de trækker Massen til sig”. Metaforen går igen i hele talen og bruges som et effektivt baggrundsbillede til argumentationen om kvinders rettigheder. Talens afrunding spejler indledningen og sætter metaforen helt på plads hos publikum. Mod slutningen nævner Lemche også stedet, Skamlingsbanken, og tillæger det en metaforisk kraft: “Vi er gaaet op paa et højt Sted i Dag, og fra et højt Sted er der Udsyn”. Et højt sted er et ædelt og positivt sted. Man kommer næsten til at tænke på Michelle Obamas taler: “When they go low, we go high”.
Store, nye Tanker, som flytter Støtterne langt udover, begynder altid med at være umulige«, – saaledes skrev engang den norske Forfatter Alexander Kjelland, – »men er de først sat, de fjerne Mærkepæle, saa er det, som om de trækker Massen til sig, og efter en forbavsende kort Tid er vi der allesammen, forsamlede ganske ugeneret om det umulige.
