Chatbots og ghostwritere

De fleste har en idé om, at når man stiller sig frem med krop og stemme for at holde en tale, ja, så har eller bør man selv have skrevet den.

For det første hænger det sammen med, at vi er vandt til, at de fleste oplevelser, vi har med mundtlig tale, er spontan tale. Derfor kan vi føle, at talen ikke er ægte eller autentisk, hvis den virker for gennemarbejdet, eller hvis vi får mistanke om, at taleren har fået hjælp af en taleskriver. Men vi glemmer ofte, at der også er et spektrum mellem spontane og forberedte ytringer i det mundtlige rum. Med samtalen i den ene ende, den medierede debat og interviewet i midten og med den forberedte, nedskrevne tale i den anden ende. En gennemarbejdet tale, der evt. er hjulpet på vej af en eller flere taleskrivere, er derfor "autentisk" i forhold til den genre, den skal leve op til.

For det andet hænger det sammen med vores forestilling om, at indholdet i talen ikke er troværdigt, hvis taleren ikke selv har skrevet den. Men det ligger i genren, at taleren og kun taleren, der er ansvarlig for det, som hun siger, og derfor er det meget sjældent at talere ikke har læst og rettet i de talemanuskripter, de fremfører. Ofte følger talere heller ikke manuskriptet slavisk -  står der derfor ofte "Det talte ord gælder" på talemanuskripter.  

"Hun har sikkert ikke skrevet den selv". Det hører man ofte, når en politiker holder en blændende tale, og det er ment som en fornærmelse og ikke et kompliment – selvom talere til alle tider har fået hjælp til at skrive, huske og fremføre deres taler. 

I antikkens Grækenland og Italien var der helt almindeligt at bruge en taleskriver – en såkaldt Logograf – til at hjælpe sig med at forberede en tale (i antikken blev de ikke skrevet ned, men lært udenad). Det var særligt attraktivt, da man som fri borger i datidens bystater skulle forsvare sig selv for retten, hvis man var blevet anklaget for en lovovertrædelse. Det mest berømte eksempel er Sokrates' forsvarstale fra ca. 400 fvt. – altså den forsvarstale som Sokrates holdt som forsvar for sig selv i retten. Der fandtes således ikke advokater, der førte sag for andre, man måtte klare det selv – men man kunne betale sig fra at få hjælp til at forberede sit mundtlige forsvar.   

I moderne tid har særligt politikere, men også frontfigurer for organisationer og virksomheder, brugt såkaldte ghostwritere (på dansk: taleskrivere) til at skrive eller hjælpe med at skrive deres taler. I dag er det helt normalt at fx borgmestre, ministre og fagforeningsbosser har en eller flere taleskrivere ansat. Taleskriveren sammenlignes ofte med en håndværker, der kan producere det, taleren har brug for – og altså ikke skriver det, hun selv mener. Fx har både Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke og Mette Frederiksen haft den samme taleskriver til at hjælpe sig med deres taler. 
 

I løbet af de seneste år er en række chatbots  – kunstige intelligenser, der kan svare på spørgsmål og udforme tekster – blevet tilgængelige for alle. Disse chatbots (hvoraf ChatGPT er den mest kendte) bruges blandt andet også til at skrive taler. Disse chatbots trækker på et kæmpemæssigt bagkatalog af tekster, et "korpus", som en række algoritmer bruger til at komme med det mest sandsynlige svar dit spørgsmål, dit "prompt". Chatbotterne kan således ikke finde på noget nyt, men de kan sætte allerede eksisterende tekstbidder sammen på nye måder. Spørgsmålet er, om det ikke også er sådan, at menneskelig kreativitet fungerer?