Genforeningen
Genforeningen er både en konkret historisk begivenhed og kulminationen på årtiers diskussion om sprogpolitik, nationalfølelse og kulturelle tilhørsforhold.
Derudover er det en historisk begivenhed, der er blevet et symbol på nationalisme og en del af vores fælles fortælling om danskerne, og derfor fejres mærkedagen stadig her 100 år efter.
Den 10. juli 1920 red Kong Christian X på sin hvide hest over den gamle grænse og ind i Nordslesvig, der nu var dansk, for at markere Genforeningen.
PRAKTISK
Forløbet tager 2-3 lektioner og er målrettet eleverne i folkeskolens afgangsklasser.
Forløbet indeholder følgende aktiviteter:
- Tilegnelse af baggrundsviden om omstændighederne op til og under Genforeningen.
- Brug af baggrundsviden i forbindelse med arbejdet med førstehåndskilder
- Analyse af samtidens brug af Genforeningen som historisk fortælling ud fra førstehåndskilder
- Perspektivering til nutidens brug af Genforeningen som historisk fortælling ud fra førstehåndskilder
FORMÅL
- Kendskab til kanonpunktet Genforening
- Viden om omstændighederne op til og omkring Genforeningen
- Viden om samtidens og nutidens forståelse og rammesætning af Genforeningen
- Arbejde med førstehåndskilder
LÆRINGSMÅL
9. klasse – historie
- Eleven kan bruge kanonpunkter til at skabe historisk overblik og sammenhængsforståelse.
- Eleven har viden om kanonpunkter.
- Eleven kan redegøre for sammenhænge mellem fortidsfortolkninger nutidsforståelser og fremtidsforventninger.
- Eleven kan analysere konstruktion og brug af historiske fortællinger med samtids- og fremtidsrettet sigte.
- Eleven kan forklare valget af kildekritiske begreber til analyse af historiske spor, medier og udtryksformer.
1. Hvad var Genforeningen
I første halvdel af 1800-tallet var der både i Danmark og Tyskland en diskussion om, hvor grænsen mellem de to lande burde gå. Uenigheden førte til krig, og i 1864 tabte Danmark flere områder til Tyskland, herunder Slesvig.
Efter 1. Verdenskrig, der i 1918 sluttede med et Tysk nederlag, blev spørgsmålet om den dansk-tyske grænse igen taget op. Under fredsforhandlingerne, hvor Tyskland som den slagne part stod svagt, blev det besluttet, at borgerne i en række områder, hvor grænserne havde flyttet sig i løbet af historien, måtte bestemme, om de fortsat ville tilhøre Tyskland, eller om de ville tilhøre nabolandet. Et af de områder, der fik mulighed for at stemme om deres tilhørsforhold, var Slesvig, der blev delt op i to zoner, der skulle stemmes om.
Den 10. februar 1920 stemte nordslesvigerne i zone 1 for igen at blive en del af Danmark, mens sydslesvigerne i zone 2 den 14. marts 1920 stemte imod. At Nordslesvig, som vi i dag kender som Sønderjylland, igen blev en del af Danmark i 1920, er det, vi kalder Genforeningen.
2. Eksempler på førstehåndskilder fra perioden
Introduktion til kilden:
Da H.P. Hanssen var to år gammel tabte Danmark krigen mod Tyskland i 1864 og Slesvig blev, sammen med Holsten og Lauenborg, tysk. H.P. Hanssen kom selv fra et dansktalende hjem i Nørremølle knap 10 kilometer nord fra Sønderborg, og blev aktiv i politik for at forbedre rettighederne for de dansktalende og ultimativt få forenet Nordslesvig med Danmark igen.
I 1918 holdt han en berømt tale i den tyske Rigsdag, hvor han med opbakning for en samlet dansk Rigsdag, krævede retfærdighed for det Nordslesviske folk.
Arbejdsspørgsmål:
Læs uddraget fra H.P. Hanssens tale, og prøv at finde svarende på disse spørgsmål:
- Hvad er det, den tyske Rigskansler har sagt, der gør at H.P. Hanssen mener, at grænsen mellem Danmark og Tyskland kan forhandles?
- Hvordan havde nordslesvigerne det med at blive en del af Tyskland i 1864 i følge H.P. Hanssen?
- Hvad er det, som H.P. Hanssen ønsker på vegne af nordslesvigerne?
NØGLEORD
- Rigskansler
- Selvbestemmelsesret
- Det nordslesvigske spørgsmaal
H.P. Hanssen, billede af Peter Elfelt
Forkortet udgave af H.P. Hanssens tale i den tyske Rigsdag 1918
Mine Herrer, Rigskansleren har i sin første Programtale højtideligt erklæret, at han søger en varig Fred for hele Menneskeheden, en ærefuld Rettens og Forsoningens Fred. Og “Retsspørgsmaalet,” tilføjede han i Gaar, “gør ikke Holdt ved vore Landegrænser, som vi aldrig frivillig vilde aabne for Voldsmagten. De Grundsætninger, som vi har antaget som normgivende for os, berører ogsaa Problemer inden for Rigets Omraade.”
(…)
Al Tvetydighed i internationale Spørgsmaal maa nu undgaas. Den alvorsfulde Stund kræver klar og aaben Tale. Under Henvisning til Rigskanslerens og Præsident Wilsons førnævnte Standpunkt kræver jeg som Repræsentant for den danske Befolkning i Nordslesvig i Rettens og Retfærdighedens Navn Gennemførelsen af Pragfredens § 5 og dermed ved den forestaaende Fredsslutning det nordslesvigske Spørgsmaals endelige Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.
Først et ganske kort historisk Tilbageblik. I 1864 blev de danske Nordslesvigere mod deres Vilje og trods deres højtideligste Protest af de to Stormagter Preussen og Østrig med Vold løsrevet fra deres gamle Fædreland Danmark og fra deres eget Folk, som de var knyttet til ved Sprog, Sæder, Minder og en mere end tusindaarig ærefuld Historie.
To Aar senere afstod det slaaede Østrig alle sine Rettigheder til det fælles Krigsbytte fra 1864 til Preussen.
(…)
Ved denne Lejlighed kritiserede flere Talere Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark. Over for dem præciserede Bismarck sit Standpunkt til Folkenes Selvbestemmelsesret, idet han Ifølge den stenografiske Beretning erklærede:
“Jeg har altid været af den Mening, at en Befolkning, som varigt med utvivlsomt tilkendegivet Vilje lægger for Dagen, at den ikke vil være preussisk og tysk, som i utvivlsomt tilkendegivet Vilje vil tilhøre en Nabostat af dens Nationalitet, ikke styrker den Magt, fra hvilken den søger at adskille sig. Vi har overtaget Bestemmelsen, og Preussen maa holde den, men vi vil udføre den saaledes, at der ikke bestaar Tvivl om Afstemningen, som vi foretager, om dens Frivillighed og Uafhængighed og om den definitive Vilje, der derved tilkendegives.”
En fortræffelig Grundsætning, et forpligtende Ord! Den danske Befolkning i Nordslesvig gav i de følgende Tider atter og atter sine Ønsker og sin Vilje klart Udtryk. Men Aarene gik, uden Preussen opfyldte sin traktatlige overtagne Forpligtelse til at foretage en Folkeafstemning i Nordslesvig.
(…)
En højst ulykkelig Tid brød dermed ind over Nordslesvig. I Tillid til Preussens Traktattroskab og Bismarcks højtidelige Tilsagn var over en Tredjedel af den nordslesvigske Befolkning indtil da udvandret, fordi de følte sig ulykkelige under det preussiske Regimente. For dem, der var blevet i deres Hjemland, begyndte en Tid med sproglig Undertrykkelse, med national Voldførelse, med politiske Plagerier, som i Aarene 1889 til 1903 kulminerede i den saakaldte Köller-Politik, der den Gang, som mange af de Herrer endnu vil mindes, sysselsatte Rigsdagen tre Dage i Træk. I Dag, da det gamle System er brudt sammen, og et nyt Tyskland er under Udvikling, vil jeg ikke gaa nærmere ind herpaa, men eet maa jeg dog i Dag konstatere: naar det tyske Folk i disse tunge Krigsaar ofte smerteligt har savnet Sympati hos de beslægtede Nabofolk i Norden, maa De ikke mindst føre dette tilbage til Preussens uretfærdige, voldsomme, hensynsløse og haarde nordslesvigske Politik.
(…)
Med dyb Taknemmelighed kan jeg i Dag konstatere: Fra alle politiske Lejre i Skandinavien, fra det yderste Højre til det yderste Venstre, lyder i disse Dage det enstemmige Raab til Tyskland: Retfærdighed mod Danskerne i Nordslesvig.
Mine Herrer, overhør ikke dette Raab! Naar Folkenes Selvbestemmelsesret er Alvor for Dem, naar De virkelig vil afslutte en Rets- og Forsoningsfred, saa maa De, naar Freden nu snart sluttes, løse det nordslesvigske Spørgsmaal.
Dermed opfylder De ikke blot vore varmeste Ønsker, dermed fremmer De ogsaa tyske Interesser. Thi Retfærdighed ophøjer et Folk!
Forslag til alternativ tale: Erik Scavenius’ tale på Rigsdagens fortrolige møde 1918.
3. Samtidens fortolkning af Genforeningen
Den 10.-11. juli 1920 fejredes Genforeningen i de områder, der nu var blevet Sønderjylland.
I løbet af festdagene blev der holdt taler af Kongen og af statsministeren, men også af politikerne lensgreve Schack og H.P. Hanssen, der begge havde været nøglepersoner i arbejdet med at få afstemningen igennem. Læs en eller flere af talerne, og sammenlign evt. hvordan de forskellige talere fortolker Genforeningen.
Forslag til arbejdsspørgsmål:
- Hvem får æren for at Sønderjylland er blevet dansk?
- Hvad er fordelen ved at Sønderjylland er blevet dansk?
- Er det kun positivt, eller er der også negative aspekter ved det?
4. Nutidens fortolkning af Genforeningen
Her finder du også flere taler af nyere dato, der handler om det tyske mindretal i Danmark, det danske mindretal i Tyskland og de historiske forhold mellem Danmark og Tyskland.
Vælg en eller flere taler, og perspektiver, hvordan de bruger fortællingen om Genforeningen til at sige noget om:
- Danmark i dag,
- danskerne som folk,
- det danske sprog,
- forholdet mellem Tyskland og Danmark eller
- andet, du finder relevant.