Svenske Greta Thunberg har siden 2018 braget igennem lydmuren med sine taler om de klimaudfordringer, verdens unge har fået i vuggegave.
Med taletid på FNs Klimakonference og ved World Economic Forum i Davos er hun blevet inviteret ind i voksenvarmen for at tale sin sag, og hendes ansigt er blevet ikon for den unge klimabevægelse.
Danske unge tager imidlertid også ordet i klimaets tjeneste, og selvom de har lidt større udfordringer med at blive hørt i “de voksnes rækker”, taler de mindst lige så godt og passioneret.
Dette undervisningsforløb tager udgangspunkt i to unge, stærke, danske stemmer, der på hver deres måde kæmper for at blive taget alvorligt i klimadebatten.