Mit navn er Anna, jeg er aktiv i den grønne ungdomsbevægelse, et klimaaktivistisk handlingsfællesskab, der kæmper for en demokratisk omstilling til et grønt og retfærdigt samfund.
Det er jeg virkelig stolt af.
Vi kæmper demokratisk. vi kæmper for demokratiet. og vi kæmper for at udvide demokratiet gennem borgersamlinger og borgerting lokalt og nationalt.
Derfor er det også virkelig dejligt at være til denne her fest for demokratiet. for demokrati er ikke altid festligt.
Demokrati er ikke altid festligt, når vi som frivillige i græsrodsbevægelser bruger uendelige timer, men mærker at vi er oppe imod interesser, der har millioner i ryggen og en hær af medarbejdere ansat til at fremme lige præcis deres pr- og lobbymaskine, deres drøm om klimafangst, og et evindeligt krav om at grøn regulering ikke skal ramme lige præcis dem.
Demokratiet er ikke festligt, når det tydeligt ødelægger den gode stemning hos CEOs, at vi stiller spørgsmålstegn ved grundpræmissen i debatter, siger fra overfor anerkendelsen status quo som neutral grund og er systemkritiske, når de helst vil tale om bionedbrydelige plastikkopper og ‘future tech innovations’.
Demokratiet er ikke så festligt, når det holder op med at handle om holdninger, men i stedet om at vi er unge, at vi er vokset op i en (indsæt selv størrelse) by, og/eller “hov forresten vist også ejer en iphone”.
Nej demokratiet er ikke festligt, når vi i den offentlige samtale bliver ummyndiggjorte, latterliggjorte og grinet af, fordi vi tør tro på en grøn, retfærdig fremtid uden at kalde os selv naive.
Demokratiet er ikke festligt på folkemødet, når vi skal bruge den ene halvdel af vores taletid på at få brancheorganisationer til at holde sig til den videnskabeligt dokumenterede sandhed, og den anden på at forklare at nej, vi er ikke imod landbruget, imod industrien, imod udvikling, imod fremtiden.
Demokratiet er ikke altid festligt, når vores folkevalgte politikere bruger deres normale krompomislogikker på klimakrisen som om det var ethvert andet politisk emne og ikke et spørgsmål om, at vi lige nu tipper balancepunktet for Grønlands indlandsis, den vestantarktiske iskappe, alle tropiske koralrev og de store nordlige permafrostområder.
Demokratiet er ikke festligt, i de øjeblikke hvor den føles som en udmattelseskrig, vi er dømt til at tabe. og når vi i glimt mister troen på forandring.
Nej. demokratiet er måske ikke en fest.
Men vi deltager heller ikke i demokratiet for festen.
Vi deltager for livet. og det skinner igennem alt det, der er svært.
Hver dag står det lysende klart for os, når vi laver aktivisme, at livet findes overalt i demokratiet.
Livet findes i demokratiet, når vi mødes ansigt til ansigt og ser hinanden i øjnene på tværs af befolkninger, og oplever, at de forskelligheder, der tegnes op og graves til kløfter i medierne eller i den politiske retorik altid falder til jorden, når vi har samtaler nok, når vi får tid til at forklare og forstå.
Livet findes i demokratiet, når vi lærer af hinanden, når vi hjælper hinanden med debatter, får hinanden til at turde, og husker hinanden på, at vi ikke først har en værdi, når autoriteterne nikker anerkendende med.
Livet findes i demokratiet, når vi allerede i glimt ser den verden, vi drømmer om at leve i, hvor der er ro, tid, omsorg og resiliens overfor kriser.
Livet findes i demokratiet, når vi handler i fællesskaber, vi måske ikke lige havde set for os. den første gang vi trådte ind i rummet til et intromøde i en aktivistisk bevægelse, men også alle de gange, vi har samarbejdet med en organisation, der umiddelbart arbejder for noget helt andet, men som deler vores krav om forandring.
Og hver eneste, eneste, eneste gang finder vi ud af, at vi ikke er så uenige, som TVnews eller DRdebatten gerne vil have det til at fremstå. at rigtig meget kan lade sig gøre, når vi er mange, der vil. og at rigtig mange vil, hvis bare vi spørger dem.
Livet findes i demokratiet, og livet er det hele værd.
Det er jeg virkelig stolt af.
Vi kæmper demokratisk. vi kæmper for demokratiet. og vi kæmper for at udvide demokratiet gennem borgersamlinger og borgerting lokalt og nationalt.
Derfor er det også virkelig dejligt at være til denne her fest for demokratiet. for demokrati er ikke altid festligt.
Demokrati er ikke altid festligt, når vi som frivillige i græsrodsbevægelser bruger uendelige timer, men mærker at vi er oppe imod interesser, der har millioner i ryggen og en hær af medarbejdere ansat til at fremme lige præcis deres pr- og lobbymaskine, deres drøm om klimafangst, og et evindeligt krav om at grøn regulering ikke skal ramme lige præcis dem.
Demokratiet er ikke festligt, når det tydeligt ødelægger den gode stemning hos CEOs, at vi stiller spørgsmålstegn ved grundpræmissen i debatter, siger fra overfor anerkendelsen status quo som neutral grund og er systemkritiske, når de helst vil tale om bionedbrydelige plastikkopper og ‘future tech innovations’.
Demokratiet er ikke så festligt, når det holder op med at handle om holdninger, men i stedet om at vi er unge, at vi er vokset op i en (indsæt selv størrelse) by, og/eller “hov forresten vist også ejer en iphone”.
Nej demokratiet er ikke festligt, når vi i den offentlige samtale bliver ummyndiggjorte, latterliggjorte og grinet af, fordi vi tør tro på en grøn, retfærdig fremtid uden at kalde os selv naive.
Demokratiet er ikke festligt på folkemødet, når vi skal bruge den ene halvdel af vores taletid på at få brancheorganisationer til at holde sig til den videnskabeligt dokumenterede sandhed, og den anden på at forklare at nej, vi er ikke imod landbruget, imod industrien, imod udvikling, imod fremtiden.
Demokratiet er ikke altid festligt, når vores folkevalgte politikere bruger deres normale krompomislogikker på klimakrisen som om det var ethvert andet politisk emne og ikke et spørgsmål om, at vi lige nu tipper balancepunktet for Grønlands indlandsis, den vestantarktiske iskappe, alle tropiske koralrev og de store nordlige permafrostområder.
Demokratiet er ikke festligt, i de øjeblikke hvor den føles som en udmattelseskrig, vi er dømt til at tabe. og når vi i glimt mister troen på forandring.
Nej. demokratiet er måske ikke en fest.
Men vi deltager heller ikke i demokratiet for festen.
Vi deltager for livet. og det skinner igennem alt det, der er svært.
Hver dag står det lysende klart for os, når vi laver aktivisme, at livet findes overalt i demokratiet.
Livet findes i demokratiet, når vi mødes ansigt til ansigt og ser hinanden i øjnene på tværs af befolkninger, og oplever, at de forskelligheder, der tegnes op og graves til kløfter i medierne eller i den politiske retorik altid falder til jorden, når vi har samtaler nok, når vi får tid til at forklare og forstå.
Livet findes i demokratiet, når vi lærer af hinanden, når vi hjælper hinanden med debatter, får hinanden til at turde, og husker hinanden på, at vi ikke først har en værdi, når autoriteterne nikker anerkendende med.
Livet findes i demokratiet, når vi allerede i glimt ser den verden, vi drømmer om at leve i, hvor der er ro, tid, omsorg og resiliens overfor kriser.
Livet findes i demokratiet, når vi handler i fællesskaber, vi måske ikke lige havde set for os. den første gang vi trådte ind i rummet til et intromøde i en aktivistisk bevægelse, men også alle de gange, vi har samarbejdet med en organisation, der umiddelbart arbejder for noget helt andet, men som deler vores krav om forandring.
Og hver eneste, eneste, eneste gang finder vi ud af, at vi ikke er så uenige, som TVnews eller DRdebatten gerne vil have det til at fremstå. at rigtig meget kan lade sig gøre, når vi er mange, der vil. og at rigtig mange vil, hvis bare vi spørger dem.
Livet findes i demokratiet, og livet er det hele værd.
Alle kampene for demokratiet skal vi kæmpe for livet.
Tak.
