Kære alle.
Jeg vil gerne starte med en klassisk "håndværkerudskyldning". Det hænder jo, at man som kunde synes, at det man havde bestilt ikke var det, der blev afleveret. Jeg blev bestilt til at holde en festtale, men jeg er altså kommet til at skrive en tømmermændstale. Jeg håber, at I for en stund vil lytte efter alligevel.
Da jeg stod i lære, fik jeg at vide, at der var to slags håndværkere. Der var dem, der insisterede på altid at forlade kunden så glad som muligt, efter man havde taget et dyk i deres tegnebog, og så var der dem, der forlod kunden ved at gøre opmærksom på, at der forresten var begyndende råd i tagkonstruktionen - og et “knæk og bræk med det”.
“Og hvad så?” Sidder man måske nu og tænker. “Jeg er kommet for festen” og tag det roligt. Det samme er jeg. For er der noget værd at fejre, så er det vores demokrati.
Det er på trods af, at det af nogen bliver kaldt den mindst ringe af alle styreformer. Hvis det mindst ringe kan skabe et af de absolut bedste lande i verden at bo og leve i, så kan folk sgu for min skyld kalde det, lige hvad pokker de har lyst til.
Jeg vil i dagens anledning derfor også svinge mig op til at kalde demokratiet i sig selv for en fest. Men en rigtig fest. Sådan en fest med lige dele diskussion af Camus forfatterskab i stuen og skodder i potteplanterne. Grin på terrassen og skænderier i køkkenet.
Men ligesom alle andre fester, synes jeg, at der også i dag bør falde et par ord på dem, som givetvis var inviteret, men aldrig dukkede op og aldrig meldte afbud.
For forlader vi for en stund festen i Allinge for at besøge erhvervsskolen i Rønne, og spørger 10 erhvervsskoleelever om de ville stemme, hvis der var valg i morgen, så vil halvdelen svare nej.
Tager man 5 af de 10 og hører, om de synes at politikerne tager deres problemer alvorligt, vil 4 dukke nakken.
Og hiver man til sidst tre af dem til siden for at høre, om de i det mindste tror på, at de selv ville kunne gøre en forskel, ved at engagere sig demokratisk, så vil to melde hus forbi.
Lad mig skære det helt ud i pap: I dag under jeg demokratiet hver eneste skåltale, hver eneste historie om engagement, der lykkedes, hver eneste jubelbrøl fra og for det store fællesskab. Men lige så meget jeg under vores fællesskab hver eneste skål i skummende øl, lige så meget under jeg også os alle morgendagens tømmermænd.
For når vi i dag siger, at alle har alle muligheder for at være en del af demokratiet, så har det ligeså meget sandhedsværdi, som at sige, at jeg har alle muligheder for at være en del af et maraton.
Det er et svigt fra fagbevægelsen, når vi ikke gør mere for at få vores medlemmer til at stille op til valg. Det er svigt fra partierne, når møder og organisationsarbejde er formskåret til dem, der kan skippe en forelæsning eller flexe sig til demokratisk indflydelse. Og det er et svigt af os alle, når vi bare bliver ved med at stå til.
Så jo, der er råd i tagkonstruktionen, men fundamentet er solidt. For det er bygget af folkelige bevægelser, af mennesker, der i fællesskab engagerede sig, for fælles kamp, for fælles sag og jeg har en tro på, at det kan lade sig gøre igen. Det kræver, at os, der har engagement i overskud, kan finde ud af at give en del af det videre til dem, der mangler.
Det vil jeg gerne udbringe en skål for. For engagementet, for demokratiet. For os der er her, og for dem, vi håber på at se.
En skål for det mindst ringe og det mest fantastiske.
Tak for ordet.
Jeg vil gerne starte med en klassisk "håndværkerudskyldning". Det hænder jo, at man som kunde synes, at det man havde bestilt ikke var det, der blev afleveret. Jeg blev bestilt til at holde en festtale, men jeg er altså kommet til at skrive en tømmermændstale. Jeg håber, at I for en stund vil lytte efter alligevel.
Da jeg stod i lære, fik jeg at vide, at der var to slags håndværkere. Der var dem, der insisterede på altid at forlade kunden så glad som muligt, efter man havde taget et dyk i deres tegnebog, og så var der dem, der forlod kunden ved at gøre opmærksom på, at der forresten var begyndende råd i tagkonstruktionen - og et “knæk og bræk med det”.
“Og hvad så?” Sidder man måske nu og tænker. “Jeg er kommet for festen” og tag det roligt. Det samme er jeg. For er der noget værd at fejre, så er det vores demokrati.
Det er på trods af, at det af nogen bliver kaldt den mindst ringe af alle styreformer. Hvis det mindst ringe kan skabe et af de absolut bedste lande i verden at bo og leve i, så kan folk sgu for min skyld kalde det, lige hvad pokker de har lyst til.
Jeg vil i dagens anledning derfor også svinge mig op til at kalde demokratiet i sig selv for en fest. Men en rigtig fest. Sådan en fest med lige dele diskussion af Camus forfatterskab i stuen og skodder i potteplanterne. Grin på terrassen og skænderier i køkkenet.
Men ligesom alle andre fester, synes jeg, at der også i dag bør falde et par ord på dem, som givetvis var inviteret, men aldrig dukkede op og aldrig meldte afbud.
For forlader vi for en stund festen i Allinge for at besøge erhvervsskolen i Rønne, og spørger 10 erhvervsskoleelever om de ville stemme, hvis der var valg i morgen, så vil halvdelen svare nej.
Tager man 5 af de 10 og hører, om de synes at politikerne tager deres problemer alvorligt, vil 4 dukke nakken.
Og hiver man til sidst tre af dem til siden for at høre, om de i det mindste tror på, at de selv ville kunne gøre en forskel, ved at engagere sig demokratisk, så vil to melde hus forbi.
Lad mig skære det helt ud i pap: I dag under jeg demokratiet hver eneste skåltale, hver eneste historie om engagement, der lykkedes, hver eneste jubelbrøl fra og for det store fællesskab. Men lige så meget jeg under vores fællesskab hver eneste skål i skummende øl, lige så meget under jeg også os alle morgendagens tømmermænd.
For når vi i dag siger, at alle har alle muligheder for at være en del af demokratiet, så har det ligeså meget sandhedsværdi, som at sige, at jeg har alle muligheder for at være en del af et maraton.
Det er et svigt fra fagbevægelsen, når vi ikke gør mere for at få vores medlemmer til at stille op til valg. Det er svigt fra partierne, når møder og organisationsarbejde er formskåret til dem, der kan skippe en forelæsning eller flexe sig til demokratisk indflydelse. Og det er et svigt af os alle, når vi bare bliver ved med at stå til.
Så jo, der er råd i tagkonstruktionen, men fundamentet er solidt. For det er bygget af folkelige bevægelser, af mennesker, der i fællesskab engagerede sig, for fælles kamp, for fælles sag og jeg har en tro på, at det kan lade sig gøre igen. Det kræver, at os, der har engagement i overskud, kan finde ud af at give en del af det videre til dem, der mangler.
Det vil jeg gerne udbringe en skål for. For engagementet, for demokratiet. For os der er her, og for dem, vi håber på at se.
En skål for det mindst ringe og det mest fantastiske.
Tak for ordet.
