Det her, er det sværeste, jeg nogensinde har gjort.
Ikke bare at stå her og holde tale, men hele den vej jeg har taget for at komme hertil
Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, forestillet mig at jeg skulle stå på en scene foran så mange mennesker. Men her står jeg nu.
Jeg går ud fra at de fleste kender til det at være usikker. Det gør jeg ihvertfald.
Når man ikke tør at gøre eller sige noget, fordi man er bange for at man gør noget forkert, eller hvad andre vil tænke. En frygt for at man ikke er god nok.
Og den usikkerhed har altid fyldt en hel del i mig. Det er noget jeg altid har med mig.
Det har holdt mig fra at sige ting jeg gerne vil sige, og holdt mig fra at være helt mig selv når jeg er sammen med andre.
Jeg har brugt meget tid på at forsøge at ønske den frygt væk. Bare sidde og drømme om den dag jeg finder den selvtillid jeg har manglet. Den der manglende puslespilsbrik der ville alting falde på plads.
Men sådan virker det bare ikke, og det hjalp mig ikke med at overkomme min usikkerhed.
Så jeg tog en beslutning. Jeg valgte at udfordre mig selv, og jeg valgte at tage på højskole
Og det er jeg meget glad for at jeg gjorde, for jeg har et stort behov for at være social, selvom jeg ikke altid synes det er let for mig.
Jeg føler mig velkommen, og jeg er begyndt at bruge mindre tid på at bekymre mig om hvad andre tænker om mig, og jeg er begyndt at hvile mere i mig selv.
Jeg har ikke forandret mig meget, men jeg er blevet bedre til at ignorere mine usikkerheder.
For ca. en måned siden gjorde jeg noget der er stort for mig. Jeg lagde mit første billede op på et socialt medie.
Det var et billede af mig selv, og det virker måske ikke som noget at være bange for at gøre, men for mig er det en grænse det har taget mig seks år at krydse.
Og jeg er glad for at jeg gjorde det, for selvom jeg har frygtet det værste, har det kun let til søde og positive kommentarer.
Og det er noget af det jeg har lært om min usikkerhed. At der som regel i virkeligheden ikke er noget at være bange for.
Det er let nok for mig at sige, men det er noget jeg har haft svært ved at overbevise mig selv om.
Og jeg tror kun det er noget jeg kan lære ved at prøve at krydse mine grænser, og opleve det. At gøre noget nyt, selvom det føles forkert. Og jeg tror at hvis jeg bliver ved med at skubbe til dem, vil jeg altid komme lidt længere.
Jeg er stadig ved at lære at være mig selv, og jeg tror det at holde tale her er et vigtigt skridt på den rejse. Jeg står her fordi jeg gerne vil lære at dele ud af mig selv. Og fordi jeg vil dele min historie, både med dem der er nervøse, som mig, men også dem der ikke kender til den følelse.
Jeg tror ikke jeg nogensinde kan slippe af med mine usikkerheder, men jeg lærer langsomt at leve med dem.
Jeg står ikke her, fordi jeg ikke længere er bange, jeg står her på trods af det.
