”Det er bare én fridag og store bededag betyder egentlig ikke så meget for mig” –
Sådan lyder det fra nogle af mine konsulentvenner, som lige så godt kan sende deres arbejdsmails fra en fortovscafé i København, og hvis største bekymring er, at de ikke længere kan handle i Irma.
Sagen er en anden for hende, der fejer fortovet foran caféen, og for ham, der sidder bag kassen i Irma.
For dem har arbejderbevægelsen været den mest effektive frihedsbevægelse i verden.
Og målet har altid været gradvist at garantere frihed og fritid for helt almindelige mennesker, der går i overalls og blå kedeldragter.
Når regeringen vil afskaffe store bededag, så er det første gang i bevægelsens historie, at lønmodtagere kan se frem til at arbejde mere.
Jeg er lærling i industrien.
Jeg optjener sgu lige så meget ferie på et helt år, som mine venner fra gymnasiet og universitet har bare i løbet af sommeren.
Men i forårsdagene, der er det anderledes.
For her kan mine venner og familie være helt sikker på, at også jeg har fri.
Fri til at drikke en øl for meget med vennerne på en torsdag uden at skulle stå skoleret på fabriksgulvet klokken seks næste morgen.
Fri til at se min jyske familie til min lillebrors konfirmation.
Og fri til at tage en forlænget weekend i min morfars sommerhus i Sverige.
For os, der dag ind og dag ud snører sikkerhedsskoene, handler den her demonstration ikke bare om en fridag.
Det handler om noget langt større.
Og jeg er ærlig talt rasende over, at regeringen vil fjerne en forårshelligdag.
Rasende over, at politikerne ikke forstår, at arbejdstid er en sag mellem min virksomhed og min fagforening.
Rasende over, at overenskomsterne bliver gjort til et tag-selv-bord for politikere, der med deres lange fingre napper vores tillæg og vores fritid i et frontalangreb på den danske model.
En buschauffør, der næste år sætter sig bag rattet på store bededag, vil få 1.600 kroner mindre, når han parkerer bussen igen efter én lang arbejdsdag.
Det er rettigheder, som politikerne vil fjerne med et pennestrøg.
Og det er ikke kun buschauffører, kasseassistenter og fortovsfejere – nej, det er os alle sammen, der betaler prisen.
For hvis vi accepterer, at store bededag ryger, hvad er så det næste regeringen kaster sig over, når den mangler finansiering?
Er det så første juledag, er det anden pinsedag, elller er det en helt tredje fridag, der ryger fra bagsædet af en ministerbil med et pennestrøg?
Regeringen kridter banen op til et politisk spil om helligdage.
Det havde været pænt af dem at gøre, inden vi gik til folketingsvalg.
Så kære alle sammen.
Kære alle sammen.
Nu er det vores opgave at sørge for, at det er et spil, de taber.
Tak til alle jer, der er kommet!
Tak for at give ordet til en snotlærling fra industrien.
Og til allersidst, så vil jeg bare sige til politikerne med de lange fingre.
NALLERNE VÆK FRA STORE BEDEDAG.
