Skip to content

Mona Striibs tale ved demonstrationen “Bevar Store Bededag”

Om

Taler

Mona Striib
Forbundsformand for FOA

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads

Tale

På tværs af alle faglige organisationer – på tværs af røde og blå stemmer har protesterne rejst sig landet over.
Et er, at regeringen besluttede sig for at skjule under valgkampen, hvad de måske havde af planer i et regeringsgrundlag og bagefter gennemføre hurtigt, ”nu fjerner vi store bededag”. Noget andet er, at regeringen glemte at fortælle, at ”vi har tænkt os at sætte et sugerør ned i jeres overenskomster og fjerne midler med ét pennestrøg”.
Det er no-go!
Regeringen tillader sig også at se stort på, at vi har årtiers tradition for i den danske model at tale med hinanden, at lytte til hinanden, at finde svar på de mange store udfordringer vi har. De har ganske enkelt nægtet at tale med os om lovforslaget.
De har nægtet at indkalde til trepartsforhandling, selv om at de startede med at sige; ”Vi nedsætter en permanent trepartsinstitution”.
Hvis den skal fungere på den måde, så skal vi eddermame ikke være en del af den.
Jeg hørte en statsminister i sin åbningstale til folketinget stå og sige: ”Vi skal samarbejde. Vi skal lytte til dem, der bliver berørt af de ting, vi indfører på Christiansborg”.  Vorherre bevares – de har ikke lyttet.
Jeg hørte også statsministeren sige: ”Når det stormer, så skal man stå fast”. Dumstædigt fast, åbenbart. Man skal passe på, Mette Frederiksen, ikke at stå så fast i en storm, at der efter stormen er total stilhed omkring en. Så alle bare er væk.
Som I nok kan høre, så blev vi både forundret, men også rigtig rigtig vrede over at opdage, at den danske model åbenbart ikke betyder noget mere. At vi ikke skulle tale sammen. Men kære regering; I kan nå det endnu. Stop nu op, imens legen endnu er god.  
Få det helt igennem uduelige lovforslag af bordet. Lad os tale sammen om, hvordan vi i stedet for kan løse det. Og her har fagbevægelsen massevis af bud.
Henning nævnte en af dem lige før; Hvorfor give skattelettelser til de rigeste, når vi skal rede velfærden? Når vi skal styrke forsvaret? Og hvad er grunden til, at man ikke får opskrevet, når arbejderbevægelsens erhvervsråd kan fortælle, at den strukturelle ledighed faktisk er meget bedre end vurderet. Lige der var der faktisk 5 milliarder kroner.
Og hvad er grunden til, at hvis man bare tog 7 procent af det arbejdende folk på tværs af det offentlige/private, som gerne vil gå fra deltid til fuldtid, ja, som gerne vil gå fra deltid til fuldtid, ved I hvad, det ville give 11.000 flere i arbejdsudbud.
Kan I nu for fanden, undskyld at jeg bander, lytte til os. 
Nej, til at fjerne store bededag!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret