Carsten Jensens tale ved begravelsen af Vejle Fjord

Vi står her ved bredden af en fjord, hvis glitrende overflade spejler det danske vejrs evige omskiftelighed, snart en sol, der stråler, snart et gråt skylag. Men uanset himlens luner, som synes at give fjorden så meget liv, så gemmer den i dag på en dyster tilstand. Der er ikke noget liv tilbage, og det er derfor vi i dag står samlet til en begravelse. 

Det føles så sært, ikke blot i modstrid med alle religiøse liturgier, men direkte naturstridigt at begrave et stykke natur. Vi skal alle dø. Vi ved det. Sådan er livets vilkår. Et evigt liv på jorden er os ikke tilstået. Men naturen? Det sidder helt ind i cellerne på os, at den altid vil være der. Livet på jorden har et langt åndedrag, også når det ånder med gæller. 

Og så pludselig er der en hel fjord uden liv. 

Noget af det smukkeste naturlyrik skrevet på dansk er H. A. Brorsons salme “Op al den ting, som Gud har gjort”. Salmen er en hyldest til Guds skaberværk, men uden sansen for naturen ville poesien være kommet ynkeligt til kort og Gud forblevet en abstraktion. “Hvad skal jeg dog sige” er salmens genkommende strofe, hvor ordene ikke slår til, når Brorson vil udtrykke sin undren over naturens mirakel, hvor selv det mindste græsstrå unddrager sig vores forståelse. Det er igen og igen den samme lamslåede betagelse, Brorson møder naturen med, ikke kun græsstrået, men også fugleflokken, blomsterne på engen, den blinkende stjerneflok, og så også havets dybe grunde, en ydmyghed over for naturen, fordi vi i dens store livsbillede kun er en detalje. 

Ingen, der nogen sinde har hørt salmens andet vers, glemmer det igen: “Gik alle konger frem på rad/ i deres magt og vælde,/ de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde.” Selv kongens magt, den største, der dengang fandtes, kommer til kort over for et simpelt stykke ukrudt. I Brorsons salme er der en nærmest demokratisk ligestilling i forholdet mellem menneske og natur, en gensidig respekt. Vi må agte og ære naturen. Tænk på salmens titel: “Op al den ting, som Gud har gjort”. 

Jo, naturen er i Brorsons øjne Guds skaberværk, men derfor forlenes den også med et skær af hellighed, og her ligger et natursyn, som er dramatisk forskelligt fra det, vi har i dag. Imellem os og Brorson, der skrev sine salmer i 1700tallet, ligger videnskaben og teknologien. Med deres hjælp satte vi os på skabelsens trone og  gjorde naturen til vores slave. Græsstrået vokser kun, hvis vi tillader det. Det samme gælder blomsterne på engen. Fugleflokken er mange steder blevet tavs. Havet har stadig sine dybe grunde, men fiskenes munde, som Brorson digtede om, bliver der stadig færre af, hvis de da ikke som i Vejle Fjord er forsvundne. 

Nej, kongen kan stadig ikke sætte et blad på en nælde, men selv den ringeste havemand kan få nælden til at dø med et sprøjt af Roundup, ligesom landmanden kan få fiskene i Vejle Fjord til at dø med sin udledning af kvælstof. Vi er blevet naturens herre, en uvidende, herskesyg, destruktiv herre. 

Det er Greenpeace, der sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund står bag den symbolske begravelse her ved bredden af Vejle Fjord. Jeg fisker ikke selv, men jeg ser lystfiskerne stå med deres stænger, hjul og line så mange steder, hvor jeg kommer. Ofte spørger jeg mig selv: hvad tænker egentlig lystfiskerne? 

Jeg ved godt, at de iagttager vandet og befinder sig i en indre dialog med fiskene. Bider de i dag? Men disse mange timer i stilhed rummer også noget andet. En usædvanlig tålmodighed, en hengivelse til synet af himlen og havet. Jeg tror, at lystfiskerne i disse øjeblikke føler sig små i ordets bedste forstand, som en del af noget, der er uendeligt meget større end dem selv. Selvfølgelig kan der også gå konkurrence og præstation i lystfiskeriet. Hvem fanger den største? Hvem fanger de fleste? Men noget andet bliver tilbage, en meditativ fællesskabsfølelse med alt levende, ikke ulig den, der er i Brorsons salme. 

Det er denne livsnødvendige fællesskabsfølelse, vi risikerer at miste, når fiskene dør. Vi har sluppet kaos løs og kalder det kontrol. Vi har lagt naturen øde og kalder det vækst. Vi kalder os verdens herrer, mens ørknerne breder sig, havene stiger og tømmes for liv, og redningsbåden ender med at blive vores sidste hjem. 

Naturen taler, også når den dør. De forsvundne fisk i Vejle Fjord, slammet på bunden, det iltfattige fjordvand har et budskab til os. Det er derfor, vi står her til en begravelse: for at skabe den stilhed, hvor vi omsider lytter. 

Lydhørhed er vigtig, hvis vi skal overleve. Det, der sker usynligt, fjernt fra vores blikke, i en tæt skov, under fjordens vande, ja, selv under gulvbrædderne, hvor vi bor,  har en meddelelse til os. Skyerne har en grammatik, solen er et udråbstegn, regnen en fortælling, og når kloden dramatisk opvarmes, så handler historiens slutning også om os. Og hvad kan vi så lære? At vi aldrig er alene. Fællesskab kræver, at vi ikke selv fylder kloden.

Elefanten har intet ønske om at få en snabel så lang som en brandslange. Blåhvalen ønsker ikke at vokse sig en kilometer stor. Størst er ikke altid bedst. Naturen kender grænser. Mennesker gør ikke. Vi er i færd med en udryddelseskrig, og vi er endt med en planet med opholdstilladelse til stadig færre arter. 

Vi ved alt for lidt om den natur, vi er så afhængige af. Jo mere kontrol vi med vores stadig mere avancerede teknologi har fået over den, jo mindre viser det sig, at vi ved om den, og nu betaler vi en frygtelig høj pris for vores uvidenhed. 

Vi mennesker er ikke enestående skabninger, der kan behandle jorden som vores private ejendomsret. Den verden, vi lever i, er som et stort koralrev, hvor hver eneste skabning lever i gensidig forbundethed og afhængighed, og når et koralrev blegner, går en kædereaktion af død i gang. 

Derfor er hver dag en folkeafstemning om klodens fremtid: Skal vi slippe kvælertaget på Jorden eller fortsat stramme det? Skal kloden dø mellem hænderne på os? Eller skal vi trække vejret i fællesskab? 

Så hvad skal vi bruge vores hænder til, når vi fjerner dem fra klodens luftrør? 

De må ikke hvile i skødet. Vi skal bygge en ny og grønnere verden, en langsommere, mere nænsom og omsorgsfuld verden. Vi skal tænke på os selv som formødre og forfædre til mange generationer fremover og ikke se fremtiden som en losseplads for uløste problemer.  Vi arver ikke jorden af vores forfædre. Vi låner den af vores børn. 

Måske kan en begravelse som denne også blive en bøn om igen at høre til på Jorden. Måske kan vi her ved Vejle Fjord antyde et nyt forhold mellem menneske og natur, så kloden i ordets sande forstand bliver vores hjem. 

Så vil vi indse, at al visdoms frugt er den simple viden, at verden ikke er vores.

Længere version af talen, trykt i Kristeligt Dagblad

Vi står her ved bredden af en fjord, hvis glitrende overflade spejler det danske vejrs evige omskiftelighed, snart en sol, der stråler, snart et gråt skylag, der synes så ubevægeligt som den jord, det lægger sig over, så jagende skyer, som et bjerglandskab i pludseligt opbrud. Men uanset himlens luner, som synes at give fjorden så meget liv, så gemmer den i dag på en dyster tilstand. Der er ikke noget liv tilbage, og derfor vi står vi i dag samlet til begravelse. 

Det føles så sært, ikke blot i modstrid med alle religiøse liturgier, men direkte naturstridigt at begrave et stykke natur. Vi skal alle dø. Vi ved det. Sådan er livets vilkår. Et evigt liv på jorden er os ikke tilstået. Men naturen? Det sidder helt ind i cellerne på os, at den altid vil være der. Livet på jorden har et langt åndedrag, også når det ånder med gæller. 

Og så pludselig er der en hel fjord uden liv. 

Verden begynder med vandet. Sådan er det i alle religioner. I den jødisk-kristne skabelsesberetning er vandet der, før Gud skaber himlen og jorden. I hinduismen kommer alt liv fra havet, i Islam skaber Allah alle levende væsener ud af vand. Også videnskaben bekræfter det. Vi nedstammer ikke kun fra aberne. Både aber og mennesker kommer fra skabninger, der engang steg op af havet, ligesom alt andet liv på landjorden gør det. Liv uden vand er en utænkelig tanke. 

“Af jord er du kommet, til jord skal du blive,” bliver det sagt både i den kristne og den islamiske jordfæstelse. Men bliver vi til støv, når vi rådner? Bliver vi ikke mere vandholdige og flydende, end vi allerede var? Der er ikke 70 procent jord i vores kroppe, men 70 procent vand. Der er ikke jord i den livmor, hvor vi efter en sædcelles møde med et æg, bliver til menneske, men vand. Fostervand er også et verdenshav. Der er et verdenshav i hver eneste kvinde. Vores kroppe ligner den planet, vi bor på, hvor også 70 procent er dækket af vand. Vi er vandvæsener på en vandplanet. Så hvorfor siger vi ikke i afskedens øjeblik: “Af vand er du kommet, til vand skal du blive?”

Noget af det smukkeste naturlyrik skrevet på dansk er H. A. Brorsons salme “Op al den ting, som Gud har gjort”. Salmen er en hyldest til Guds skaberværk, men uden sansen for naturen ville poesien være kommet ynkeligt til kort og Gud forblevet en abstraktion. “Hvad skal jeg dog sige” er salmens genkommende strofe, hvor ordene ikke slår til, når Brorson vil udtrykke sin undren over naturens mirakel, hvor selv det mindste græsstrå i al dets kompleksitet unddrager sig vores forståelse. Det er igen og igen den samme lamslåede betagelse, Brorson møder naturen med, ikke kun græsstrået, men også fugleflokken, blomsterne på engen, den blinkende stjerneflok, og så også havets dybe grunde, en ydmyghed over for naturen, fordi vi i dens store livsbillede kun er en detalje. 

Ingen, der nogen sinde har hørt salmens andet vers, glemmer det igen: “Gik alle konger frem på rad/ i deres magt og vælde,/ de mægted ej det mindste blad/ at sætte på en nælde.” Selv kongens magt, den største, der dengang fandtes, kommer til kort over for et simpelt stykke ukrudt. I Brorsons salme er der en nærmest demokratisk ligestilling i forholdet mellem menneske og natur, en gensidig respekt. Vi må agte og ære naturen. Tænk på salmens titel: “Op al den ting, som Gud har gjort”. 

Jo, naturen er i Brorsons øjne Guds skaberværk, men derfor forlenes den også med et skær af hellighed, og her ligger et natursyn, som er dramatisk forskelligt fra det, vi har i dag. Imellem os og Brorson, der skrev sine salmer i 1700tallet, ligger videnskaben og teknologien. Med deres hjælp satte vi os på skabelsens trone og gjorde naturen til vores slave. Græsstrået vokser kun, hvis vi tillader det. Det samme gælder blomsterne på engen. Fugleflokken er mange steder blevet tavs. Havet har stadig sine dybe grunde, men fiskenes munde, som Brorson digtede om, bliver der stadig færre af, hvis de da ikke som i Vejle Fjord er forsvundne. 

Nej, kongen kan stadig ikke sætte et blad på en nælde, men selv den ringeste havemand kan få nælden til at dø med et sprøjt af Roundup, ligesom landmanden kan få fiskene i Vejle Fjord til at dø med sin udledning af kvælstof. Vi er blevet naturens herre, en uvidende, herskesyg, destruktiv herre. 

Det er Greenpeace, der sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund står bag den symbolske begravelse her ved bredden af Vejle Fjord. Jeg fisker ikke selv, men jeg ser lystfiskerne stå med deres stænger, hjul og line så mange steder, hvor jeg kommer. Ofte spørger jeg mig selv: hvad tænker egentlig lystfiskerne? Jeg ved godt, at de iagttager vandet og befinder sig i en indre dialog med fiskene. Bider de i dag? Men disse mange timer i stilhed rummer også noget andet. En usædvanlig tålmodighed, en hengivelse til synet af himlen og havet. Jeg tror, at lystfiskerne i disse øjeblikke føler sig små i ordets bedste forstand, som en del af noget, der er uendeligt meget større end dem selv. Selvfølgelig kan der også gå konkurrence og præstation i lystfiskeriet. Hvem fanger den største? Hvem fanger de fleste? Men noget andet bliver tilbage, en meditativ fællesskabsfølelse med alt levende, ikke ulig den, der er i Brorsons salme. 

Det er denne livsnødvendige fællesskabsfølelse, vi risikerer at miste, når fiskene dør. Vi har sluppet kaos løs og kalder det kontrol. Vi har lagt naturen øde og kalder det vækst. Vi kalder os verdens herrer, mens ørknerne bredte sig, havene stiger og tømmes for liv, og redningsbåden ender med at blive vores sidste hjem. 

Kloden er ikke overfyldt. Det er ikke børn og dyr, der suger ilten ud af luften og vandet, men grådighedens vanskabte lunger. Vi drømmer om et tusindårsrige med evig vækst. Udpining af jorden, mishandling af dyr, døde have, en stum natur - hvor længe skal det være omkostningerne ved vores paradisdrøm? 

Når naturen taler, bliver vi bange og må råbe endnu højere for at overdøve den. For naturen taler, også når den dør. De forsvundne fisk i Vejle Fjord, slammet på bunden, det iltfattige fjordvand har et budskab til os. Det er derfor, vi står her til en begravelse: for at skabe den stilhed, hvor vi omsider lytter. 

Lydhørhed er vigtig, hvis vi skal overleve. Det, der sker usynligt, fjernt fra vores blikke, i en tæt skov, under fjordens vande, ja, selv under gulvbrædderne, hvor vi bor,  har en meddelelse til os. Skyerne har en grammatik, solen er et udråbstegn, regnen en fortælling, og når kloden dramatisk opvarmes, så handler historiens slutning også om os. Og hvad kan vi så lære? At vi aldrig er alene. Fællesskab kræver, at vi ikke selv fylder kloden.

Elefanten har intet ønske om at få en snabel så lang som en brandslange. Blåhvalen ønsker ikke at vokse sig en kilometer stor. Størst er ikke altid bedst. Naturen kender grænser. Mennesker gør ikke. Vi er i færd med en udryddelseskrig, og vi er endt med en planet med opholdstilladelse til stadig færre arter. Kæledyret er det sidste bevis på, at naturen endnu eksisterer, tæmmet, velopdragen, reduceret til renlighed. Sit! og Dæk! de sidste ord på et sprog, der engang var rigt. Svinekoteletten på tallerkenen er ikke natur, men blot en vare, født og opvokset i køledisken. Grisens naturlige habitat er stegepanden. Og hvad er vores habitat? En ensom ørken? En fældet skov? Et syre- og plastikfyldt hav uden liv? 

Hvem skal hilse dagen, når fuglen slår sit sidste vingeslag ved solens første stråler?

Og skyernes gyldne kant er skjult bag røgens dække, der ligner en ny nat?

Vi er i færd med at skabe en dommedag, hvor også englene går til, og solen holder sig for øjnene. 

Vi lever i et intimt samliv med naturen som partner, men vi forveksler samliv med manipulation. Vi ved alt for lidt om den natur, vi er så afhængige af. Jo mere kontrol vi med vores stadig mere avancerede teknologi har fået over den, jo mindre viser det sig, at vi ved om den, og nu betaler vi en frygtelig høj pris for vores uvidenhed. 

Det handler ikke om at elske naturen, men om at indse vores dybe forbundethed med den. Vi mennesker er ikke enestående skabninger, der kan behandle jorden som vores private ejendomsret. Den verden, vi lever i, er som et stort koralrev, hvor hver eneste skabning lever i gensidig forbundethed og afhængighed, og når et koralrev blegner, går en kædereaktion af død i gang. 

Fremtiden er blevet en losseplads for vores uløste problemer, skønt det er vores børn og børnebørn, der er fremtidens aktionærer, for nu at bruge den reducerende sprogbrug, den altdominerende markedsøkonomi har indoktrineret os med. 

Derfor er hver dag en folkeafstemning om klodens fremtid: Skal vi slippe kvælertaget på Jorden eller fortsat stramme det? Skal kloden dø mellem hænderne på os? Eller skal vi trække vejret i fællesskab? 

Så hvad skal vi bruge vores hænder til, når vi fjerner dem fra klodens luftrør? 

De må ikke hvile i skødet. Vi skal bygge en ny og grønnere verden, en langsommere, mere nænsom og omsorgsfuld verden. Vi skal tænke på os selv som formødre og forfædre til mange generationer fremover og ikke se fremtiden som en losseplads for uløste problemer. Vi skal være som den bedstefar, der planter et træ, i hvis skygge han ved, at han aldrig selv vil komme til at sidde.  Vi skal sige som apache-indianerne: Vi arver ikke jorden af vores forfædre. Vi låner den af vores børn. 

Jeg får lyst til at vende tilbage til Brorson. For næsten 300 år siden skrev han nogle linjer, der ligner en dom over vores verden i dag. “Hvad hjælper Vext, som ej vil groe/ at bygge, og dog aldrig boe/ at komme løs, dog ej til Roe.” Er det ikke vores hidsige vækstfikserede fremskridtstanke, Brorson her så rammende karakteriserer, en verden i konstant naturødelæggende forandring, der efterlader os rastløse og i sidste ende også hjemløse? 

Måske kan en begravelse som denne også blive en bøn om igen at høre til på Jorden. Måske kan vi her ved Vejle Fjord antyde et nyt forhold mellem menneske og natur, så kloden i ordets sande forstand bliver vores hjem. 

Så vil vi indse, at al visdoms frugt er den simple viden, at verden ikke er vores.