Jeg har aldrig dykket i Vejle Fjord eller fisket efter skrubber her. Og om man kan fiske i Vejle Fjord betyder ikke meget for samfundsøkonomien. Når jeg har kørt på tværs af landet over Vejle Fjord-broen har fjorden smukt spejlet vejrets temperament. Så i princippet kunne jeg være ligeglad med livet i Vejle Fjord!
Alligevel bliver jeg dybt berørt, når jeg læser om tilstanden i fjorden. Sorgfuld. Beskrivelserne og billederne af fedtemøg, bundvendinger og fiskedød efterlader mig en følelse af tab, desperation, og vrede. Og det er min oplevelse, at rigtigt mange har det på samme måde. Men hvorfor egentligt det?
Forfatteren Thorkild Bjørnvig skrev i sine miljødigte fra 1975 om, hvordan verden ville blive et uendeligt kedsomligt sted, hvis dyrene forlod os fra ”de fældede skove, bortsprængte klipper, ryddede hegn og forgiftede vande”. Og om hvordan dyrene rummer alt det eventyrlige, sære og vidunderlige. ”Gløden hvori selv kedsomhedens asbest forbrændes.” Det tror jeg er rigtigt.
”Bare spørg barnet”, skrev Bjørnvig. Det er et godt råd, men jeg tror nu ikke man behøver at være hverken barn eller lystfisker for at mærke fascinationen af det forunderlige liv i havet. Det er i hvert fald ikke kun børn, som er flokkedes til Vejle, når der har været en finhval eller en kaskelothval på besøg i fjorden.
Og da jeg forberedte talen her, blev jeg i den grad grebet af historierne om, hvordan der i begyndelsen af 1900-tallet flere gange blev fanget stør på et par meters længde her i Vejle Fjord og sågar i Vejle å. Stør! En fisk så stor, at en købmandskone, Matilde de Maree, angivelig skal være besvimet, da hun i juli 1910 så en sådan krabat i Vejle å. Hun var efterfølgende sikker i sin sag: hun havde set Midgårdsormen! Det førte til en klapjagt på uhyret anført af ingen ringere end den lokale godsejer, Oluf de Bang. Først uger senere blev fisken fanget på en revle i åen.
Selvom vi i vores travle liv ikke altid selv har mulighed for at opleve naturen og de vilde dyr, så betyder det noget for os vide, at eventyret er derude. Den fascination som ligger i Judith Schalanskys vidunderlige bog "Atlas over afsidesliggende øer", hvor hun på gribende vis beskriver halvtreds fjerntliggende øer, hun aldrig har været på og aldrig vil komme til.
Så selvom jeg ikke har fisket eller dykket i Vejle Fjord, så sørger jeg over, at vi har slået fjorden lider. Også mindst fordi det er en del af en større udvikling, hvor bestandene af vilde dyr globalt set er faldet med ca. 70 pct. over de sidste 50 år. For fiskebestandene ser det faktisk endnu værre ud.
Jeg kender et af Vejle Fjords familiemedlemmer. Hun hedder Limfjorden. Jeg bor lige ved siden af Limfjorden. Bader der, hver sommer. Min kæreste kaster fiskesnøren ud i ny og næ med håb om fangst. Limfjorden lider og kvæles langsomt af landbrugets gylle og gødning fra de mange marker. Jeg frygter at vi næste gang må begrave min elskede Limfjord.
Den udvikling må og skal vi stoppe, hvis ikke mennesket skal gå til i kedsomhed. Og det tror jeg kun, vi kommer til at lykkes med, hvis vi vover at føle smerten over alt det, vi allerede har ødelagt. Derfor vil jeg også gerne takke organisationerne bag arrangementet her for at give os mulighed for at sørge over Vejle Fjord. Jeg håber inderligt, at det kan få os til at passe bedre på alt det vidunderlige liv, som stadig er i verden.
Tak for ordet.
