Jeg er doven, dum, grådig, en samfundsbelastning, amoralsk, usund, grim og usexet.
Er jeg ikke?
Eller er det sværere at fortælle mig, når jeg oversætter mikroaggressionerne?
Når der siges: ”Puh, jeg bliver også nødt til at løbe de kalorier af” betyder det, at tykke mennesker er dovne.
Når der siges: ”Jeg har en fed dag i dag,” som ’undskyldning’ for at tage et ekstra stykke kage, betyder det, at tykke mennesker er grådige.
Når der siges: ”Ej skat, jeg føler mig SÅ tyk i den her kjole” betyder det, at tykke mennesker er grimme og usexede.
Hver gang en tynd person kalder sig selv grim, dum, grådig eller noget andet nedladende fordi de har taget et par ekstra kilo på eller lige er lidt oppustet, sidder der en rent faktisk tyk person tæt på som igen får banket ind i hovedet, at det er dem der er problemet og ikke den måde der bliver snakket om os på. Men jeg ved slet ikke, om samfundet er klar til at have den her samtale.
Er vi klar til at indse, at jeg er lige så meget minoritet fordi jeg er tyk som fordi jeg er handicappet, transkønnet og queer?
Jeg tvivler ikke på, at den her del af min minoritetsstatus ikke er blevet glemt af ond vilje, for det var i mange år også indprentet i min bevidsthed, at 'tyk' var det værste et menneske kunne være. Hvordan skal man tro andet, når størstedelen af fiktionens skurke er tykke og nazismens propaganda afbildede jøder som tykke, fordi de skulle forstås som grådige?
Men vi kan ikke blive ved med at lade vores sprog understøtte behandlingen af tykke mennesker. Vores sprogbrug understøtter, at jeg skal være nervøs for om en stol er solid nok. Vores sprogbrug understøtter at tykke transpersoner ikke har adgang til kønsbekræftende behandling. Vores sprogbrug understøtter at de tykke børn på legepladsen forstår sig selv som skurkene i historierne; eller endnu værre forstår sig selv som en lavere rang af mennesker.
Alt det her er samfundsstrukturer. Men det er strukturer, som vi forstærker og underbygger i vores sprog.
Og hvis vi er klar til den samtale, kan vi begynde at overveje, hvordan vi taler om os selv og vores medmennesker. Så kan vi begynde at fange os selv i vores diskriminerende sprogbrug. Jeg forventer ikke at nogen går herfra i dag som perfekte mennesker, selvfølgelig er det en læring. Men hvis I går herfra med en villighed til at ændre jeres sprogbrug, skal det nok komme.
Og jeg glæder mig til at møde en ung tyk person, som allerede ved at de er energisk, intelligent, generøs, en samfundsberiger, samvittighedsfuld, sund, smuk og helt vildt fucking sexet!
