Jeg er glad for, at I er her i dag for jeg har et ønske til jer. Et ønske om at få flere med på ligestillingstoget. For lige nu føles det som om, at det danske ligestillingstog for det meste enten holder på stationen eller kører lige så langsomt og med lige så mange forsinkelser som DSB. På trods af Ligestillingsministeriet ikke længere ligger sammen med Transportministeriet, føles opgaven større end nogensinde før. Alle steder i Danmark fra København, til Kalundborg og til Kolding.
Manglen på ligestilling. Nej, faktisk oplevelsen af had mærkede jeg selv som queer-person på egen krop i starten af oktober.
Jeg var i Horsens sammen med en NGO, der havde inviteret mig som gæst. Missionen var at invitere de ældste klasser fra forskellige lokale folkeskoler og ungdomsuddannelser ind og vise en dokumentar om at være LGBTQ+-person i den russiske republik Tjetjenien. Jeg var med for at deltage i en paneldebat og snakke om det at være queer. Hvordan det er markant bedre i Danmark. At der er mange udfordringer, men at vores problemer er i småtingsafdelingen. Men boblen brast for mig og alle tilhørende, da jeg midt i debatten blev overfaldet.
Jeg blev slået flere gange, og mens slagene faldt, ramte ordene ”fuck homoseksuelle” nærmest endnu hårdere. Gerningspersonen blev stoppet, hadforbrydelsen anmeldt og ham der gjorde det, skal nok blive dømt for overfaldet.
Jeg står her i dag for at dele det faktum, at hadet stadig eksisterer. Jeg siger ikke det her for sympati, men for at huske og siden glemme. Jeg står her i dag, fordi jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen. Alt for få hadforbrydelser bliver anmeldt og af de meget få anmeldelser, der faktisk når politiet, fører en mikroskopisk del til domme.
Had mod minoriteter, had mod individer, had mod mennesker er et kollektivt anliggende. Det er jeg overbevist om, at os der sidder her i dag godt ved. Den viden skal ud at leve. Derfor bruger jeg mig selv som løftestang for en dagsorden, der udspringer fra et had, der går ud over mig selv, men favner bredere end mig.
Filosoffen Judith Butler skriver, at vi er bundet sammen i vores sårbarhed. Det er jeg overbevist, om at de har ret i.
Jeg ved dog også, at der er mange, som ikke læser Butler. Og de mennesker skal ikke ekskluderes fra vores eksistentielle ekkokamre af ens holdninger og meninger om mangfoldighed. De mennesker skal ikke gå glip af den vigtige pointe om, at sårbarhed er noget vi deler som mennesker – om vi vil det eller ej.
Jeg ved dog også, at der er mange, som ikke læser Butler. Og de mennesker skal ikke ekskluderes fra vores eksistentielle ekkokamre af ens holdninger og meninger om mangfoldighed. De mennesker skal ikke gå glip af den vigtige pointe om, at sårbarhed er noget vi deler som mennesker – om vi vil det eller ej.
For det kræver ikke en universitetsuddannelse at forstå, at majoritetens og minoritetens liv er sammenvævet. Vi er ufrivilligt bundet sammen i en sårbarhed, som for nogen kan betyde at leve og for nogen andre at overleve. Derfor har jeg et ønske til jer, som sidder her i dag. I ved meget om ligestilling, kønnede problemer og roden til de udfordringer, som vi står overfor. Viden er magt. Viden er ikke et nulsumsspil, men er mest værd, når den aktivt bliver delt vidt og bredt.
Ligestillingskampen er simpelthen for vigtig til at omhandle de få. Både dem der taler og dem der tales om. Så tag debatten. Til familiesammenkomsten eller i frokostpausen på arbejdet eller skolen. Tag den ansigt til ansigt. For vores ansigter spejler hinanden, selvom vores holdninger ikke nødvendigvis gør det.
Tak for ordet.
