Christel Schaldemoses 1. maj-tale

Jeg er opdraget af to arbejderforældre. 

Min mor var fabriksarbejder. 

Min far var lastbilchauffør og tillidsmand.
Og han måtte af og til rejse rundt i Europa for at finde arbejde.

Derhjemme lærte jeg, at 1. maj er en dag, man ser frem til.

En dag, hvor vi fejrer de rettigheder, vi har kæmpet for. 

Og ”kæmpet” er et vigtigt ord. 
For 1. maj er nok en festdag, ja. 
Men det er først og fremmest en kampdag.
Mine forældre kæmpede fra lønseddel til lønseddel. 

For mad på bordet til dem selv og os børn.

Og, sammen med mange andre, 
for ordentlig arbejdstid, 
ret til fridage
og ret til sygedage. 

Min far er her ikke længere. 
Min mor er for længst gået pension.
Men den kamp, som de kæmpede, er ikke slut. 

Som deres datter og som socialdemokrat kæmper jeg stadig for bedre rettigheder for lønmodtagere. 

For ordentlige arbejdsvilkår, 
for en løn, man kan leve af, 
og for ligeløn til alle. 

Dagen i dag er lys, smuk og varm. 
Bøgen og frugttræerne er sprunget ud, 
grillen skal tændes, 
øllen skal knappes op. (SKÅL!)
Danmark er på sit allersmukkeste. 

Men bag skønheden gemmer sig en meget alvorlig tid for os i Danmark. 
Ja - for hele Europa.

Vi har været der før.

Da jeg var ung, 
kan jeg huske en aften, hvor jeg sad foran fjernsynet hjemme hos mine forældre.  

Det var en lys forårsaften, 
men billederne på skærmer var mørke. 

Det var midt under Den Kolde Krig. 

TV-avisen viste nye billeder af amerikanske missiler, der kunne ramme Rusland med atomvåben, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Der var stille i stuen. 
Men frygten var øredøvende. 
Og da jeg bagefter cyklede ud i forårsaftenen for at møde mine venner, var frygten for atomkrig med mig.

På det seneste har jeg tænkt tilbage på den tid. 

Og jeg tror, mange af jer har det på samme måde som mig.
Sådan har vi haft det siden 24. februar ´22, hvor Putins kampvogne tromlede ind i Ukraine. 

Med den krig blev alle vores drømme for vores børn og deres generation også angrebet.
Det smerter mig, at de skal leve med den samme usikkerhed og utryghed, som fulgte mig i min ungdom. 

Vi ved ikke, hvordan i morgen bliver. 
Men som socialdemokrat har jeg altid arbejdet for, at i morgen bliver bedre end i dag.  

Og om 39 dage, den 9. juni, er der valg til Europa-Parlamentet.
Det bliver et af de vigtigste i EU’s historie.

Der er meget på spil. 
Og derfor må vi ikke miste håbet.  

For det nytter noget. 
Sammen kan vi byde modstanden og kriserne trods. 
Men det kræver handling. 

Og som Socialdemokratiets spidskandidat vil jeg gerne gøre det helt klart:

Lige så usikker jeg er på, hvad fremtiden bringer, lige så stensikker er jeg på den socialdemokratiske vej fremad.

For det første skal vi værne om sikkerheden. 
EU og NATO skal være vores bolværk mod Ruslands krig.
Derfor skal vi skrue op for produktionen af våben og ammunition i EU. 
Så vi både kan forsyne de ukrainske styrker 
og vores eget europæiske forsvar.  

For det andet skal vi løse det migrationskaos, der har præget de italienske og græske kyster i årevis. 
Vi skal hjælpe mennesker, der har brug for hjælp. 

Men vi har hverken pladsen eller pengene til at hjælpe alle verdens flygtninge her i Europa. 

Derfor skal vi finde løsninger tættere på verdens brændpunkter og uden for EU.

For det tredje skal vi løse klimakrisen.
Det er vores generationers ansvar, at vi bliver bedre til at passe på vores natur og udlede mindre CO2.

Men klimakrisen skal ikke gå ud over de lønmodtagere, der har færrest penge på kontoen.
De største bankkonti skal betale mest.  

Det er sådan, vi socialdemokrater altid har gjort det, 
og det er sådan, vi skal fortsætte med at gøre det! 

Det er ikke tid til enegang, men til fællesskab. 
Det er tid til at finde vores kampvilje frem.  

Den, vi har fundet sammen i arbejderbevægelsen på hver evig eneste 1. maj siden 1889.

Som vi synger i ”Kæden”:
Alene er du kun en brik
i større magters rænkespil.
Men samlet er vi stadigvæk
den største enhed der er til.

Jeg tror på styrken i sammenholdet. 
Og den har jeg mærket, siden jeg som lille oplevede 1. maj siddende på min mors skød.
I år har jeg siddet i Europa-Parlamentet i 17 år.
Og hver dag, har jeg kæmpet for at passe godt på danskerne.

Jeg har kæmpet for, at alle kan leve et godt liv – uanset pengepung og skolegang. 

Og I kan regne med, 
at jeg også fortsat vil være både først ved forhandlingsbordet, når kaffen er varm, 
og sidst til at gå hjem, når kaffen for længst er blevet kold, men aftalen skal i hus.

Derfor er vi socialdemokrater med i hver eneste afgørende aftale i EU, hvis det står til mig. 

Og der er meget arbejde at gøre endnu. 
Der er brug for erfarne kræfter ved rattet i EU. Og derfor håber jeg på at få jeres stemme den 9. juni. 

Europas fremtid er på spil. 
Og tiderne er mørke. 
Men I kan regne med os socialdemokrater. 
I kan regne med mig. 

Lad os sammen kæmpe 
for at skabe et tryggere, 
grønnere
og mere retfærdigt Europa. 

Rigtig god kampdag!