Skip to content

Franciska Rosenkildes tale ved demonstrationen “Sænk farten – bevar SU’en”

Om

Taler

Franciska Rosenkilde
Politisk leder for Alternativet

Dato

Sted

Bertel Thorvalsens Plads

Tale

Hej! Tak til jer, UddannelsesAlliancen, for at invitere mig.
Jeg hedder Franciska Rosenkilde, og jeg er politisk leder for Alternativet.
Da jeg læste regeringsgrundlaget tænkte jeg:
Hvordan kan man lave et regeringsgrundlag, hvor Danmarks fremtid ikke er i centrum?
Hvordan kan man påstå at lave et ambitiøst regeringsgrundlag, hvor uddannelserne og klimapolitikken ikke er i centrum?
Prioriteringer i uddannelser bør ses som investeringer - ikke som udgifter.
Det har den nye regering tydeligvis ikke forstået.
Og jeg forstår godt, I er vrede.
Jeg forstår godt, I har brug for at stå her i dag. 
Og tak for det! Tak for at stå op for dét, I tror på.
Jeg er glad for at være her sammen med jer.
I mine øjne er et samfund, der lykkes, dét samfund, der prioriterer sin ungdom. Der prioriterer viden og uddannelse. Der prioriterer sin fremtid. 
Og I er fremtiden. Det er åbenlyst. 
I Alternativet vil vi styrke uddannelserne – ikke det modsatte.
I Alternativet vil vi styrke SU’en – ikke det modsatte.
I Alternativet mener vi, at fleksibilitet i uddannelsessystemet er en styrke – fordi vi er alle forskellige.
Vi mener, at uddannelse har kæmpe værdi i sig selv.
Det at uddanne sig handler ikke kun om at gøre sig parat til arbejdsmarkedet. Det handler om at blive et helt menneske.
Men vi lever i en præstationskultur. I et samfund, der på alt for mange områder værdisætter perfekthed. 
Men ingen er perfekte. Vi laver alle fejl. Bare spørg Mette Frederiksen. 
Vi skal hylde dét faktum.
Ja, vi skal hylde det skæve. Vi skal hylde omvejene. De er genveje til dét, der former os. 
Kravene til jer er allerede tårnhøje. Ja, der bliver stillet høje krav fra samfundet. Og jeg må sige:
I gør det skide godt! I lever op til det - og mere til. 
I er optaget af jeres indre liv. I er optaget af fællesskab. I er optaget af at finde løsninger på klimakrisen.
I er optaget af antiracismen. Af ligestilling og mangfoldighed.
Ja, I er optaget af at stille spørgsmålstegn til normerne i samfundet.
Ikke mindst de normer, der skaber ulighed. 
De normer, der skaber uligestilling.
De normer, der skaber angst. 
Tusind, tusind tak for det!
Og lad mig så vende tilbage til det, jeg startede med:
Hvordan kan man lave et regeringsgrundlag, hvor Danmarks fremtid ikke er i centrum?
Hvis man som regering vil fremtidssikre Danmark, hvorfor skærer man så i de studerendes levegrundlag? 
Hvis man er optaget af at skabe kreative, nysgerrige og hele mennesker - hvordan kan en ringere SU bidrage til dét? 
Hvis man ønsker – og ovenikøbet forventer – at innovative løsninger skal komme fra de unge generationer - hvordan kan en ringere SU bidrage til dét? Hvordan kan kortere kandidatuddannelser bidrage til det?
Jeg forstår det ikke.
Men jeg forstår godt, at I er vrede over det. Jeg er selv vred. Og jeg kommer til at kæmpe imod de forringelser, som regeringen lægger op til. 
Endnu engang: Tak for ordet - og tusind tak fordi, I er her!
Tak!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret