Skip to content

Ida Dalsgaard Nicolaisen tale ved demonstrationen "Befri Jorden"

Frej Pries Schmedes

Om

Taler

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads

Tale

Dét her! Er håb.
Dét her! Er håb.
Se den folkebevægelse, vi skaber sammen!
Vi er skolelærere! Vi er pensionister! Vi er tømrere, bønder, kunstnere, forskere, forfattere, børn, sygeplejersker, ingeniører! Vi er sågar planter!  Og viber! Og harer og insekter!
Vi er alle mulige. 
Vi er bange
Vi er i sorg
Vi er vrede
Vi er demokratiet!
Og vi handler nu!
For vores børn og børnebørn. For de millioner af mennesker i det globale syd, der allerede har fået ødelagt deres liv af tørke, oversvømmelser og alle de andre plager, der følger med klimakollapset. For den mangfoldighed af arter, vi deler planeten med. For Jorden!!
Det bliver ikke i vores navn, at regeringen leder os i afgrunden. IKKE I VORES NAVN.
Vil I råbe det sammen med mig? 
IKKE I VORES NAVN!
Vi står sammen i dag om at kræve, at regeringen trækker i de allerførste og mest åbenlyse nødbremser for at sagtne farten mod katastrofe.
Mindst 30 procent af Danmark skal være beskyttet natur, og det industrielle dyrelandbrug skal omlægges, for at vi overhovedet har en chance for at undgå totalt klima- og naturkollaps. Derfor kræver vi at regeringen som absolut minimum:
  •  Beslutter at opkøbe og omlægge landbrug og skovareal, til 30% af Danmarks areal er beskyttet natur. 
Det er det allermindste som alle eksperter siger, der skal til for at bremse den 6. masseuddøen, og vi ved at klima- og biodiversitetskriserne skal løses sammen, og en af hovedløsningerne er at give plads tilbage til naturen.
  • Stopper banker og pengeinstitutters nye lån til industrielt dyrelandbrug.
Fordi bankerne har alt for meget magt, og det er dem med deres penge, der bestemmer, hvad der bliver stort her i samfundet. Ligesom vi skal forbyde nye udlån til fossilindustrien, skal der heller ikke være flere udlån til den animalske dyreindustri.
  • Forbyder pesticider i landbruget
Det er en nobrainer! Vi vil ikke have gift i vores vand og i vores jord og i vores mad!
Disse krav er langtfra nok til at standse vores katastrofekurs, vi kræver alt for lidt, men omgående. For vi vil ikke have flere løfter, love og tomme ord, vi vil have handling NU!
I virkeligheden skal vi have mere beskyttet natur, i virkeligheden skal de dyrefabrikker lukkes HELT! 
I virkeligheden har vi brug for at opgradere demokratiet med et BORGERTING!
Vi skal have magten væk fra genvalgsfokuserede politikere, industri og banker og ud til almindelige borgere!
Den rigeste 1% af danskerne ejer ¼ del af den samlede danske formue. 
Og én person fra denne lille elite udleder 10 gange så meget som den gennemsnitlige dansker. 
Det går ikke, at eliten, der tjener kassen på ødelæggelsen af vores planet, også sidder på magten.
Derfor kræver vi et borgerting, hvor en divers gruppe på ca 100 tilfældigt udvalgte borgere, får oplæg fra eksperter, borgere m.fl., og finder på løsninger på kriserne. 
Vi har haft et borgerting i Danmark, og det danske klimaborgerting har sagt, at det animalske landbrug skal reduceres og at klimahandling er vigtigere end økonomisk vækst! Det er det 100 almindelige danske borgere siger, når de får information og taler sammen! 
I Irland har de et biodiversitetsborgerting, der siger at naturen skal have rettigheder! 
Derfor presser vi også på for et biodiversitetsborgerting med mandat i den kommende naturlov. Det er vejen til at få vores nødbremsekrav igennem, for regeringen tør ikke, og de vil ikke røre ved landbruget. De er alt for sovset ind i lobbyisternes magt.
Den 2. februar afleverede vi kravene til regeringen, og de er stadig ikke gået i gang. 
Danmark er ikke et grønt foregangsland, tværtimod!

De sætter regeringen klimahandling[s] på pause - IKKE I VORES NAVN
De fusker med videnskaben og tvinger Energistyrelsen til at udkomme med falske tal ift. hvor langt vi egentligt er nået med CO2-reduktioner  - IKKE I VORES NAVN
De fortsætter med at udbygge den fossile infrastruktur: de bygger nye motorveje, de bygger Lynetteholm, de udvider Aarhus Havn, jeg kunne blive ved! - IKKE I VORES NAVN
De modarbejder EUs mål om 30% beskyttet natur - IKKE I VORES NAVN 

Derfor er vi her nu! Derfor kommer vi tilbage igen den 12. maj, og vi skal være mange flere! 
I Serbien ville regeringen tillade ekstremt forurenende litium-miner. Folk organiserede sig og gik ud og blokerede motorvejene. De kom igen 2 uger efter, mange flere. I månedsvis protesterede de. Tusindvis af mennesker fyldte motorvejene og protesterede. Regeringen kunne ikke ignorere dem.
De fik stoppet de miner!
Vi kan gøre det samme hvis vi vil!
Vi kan presse regeringen til at handle. 
Hvis bare vi tror på det. Hvis bare vi blir mange nok. Hvis vi tør blive ved. 
Forestil jer - hold kæft vi er mange - men prøv lige at forestille jer hvis vi var dobbelt så mange! Tre gange så mange! 
Hvordan bliver vi det? Jo mere vi selv tror på det, jo mere kan vi få andre til at tro på det! Hvis alle tager to venner med den 12. maj, så bliver vi jo tre gange så mange! Vi bliver nødt til at blive ved, og vi bliver nødt til at vokse, indtil vi er umulige at ignorere! Vi er allerede umulige at ignorere - se os! 
Vi har haft et klimavalg. Vi har lavet pæne demonstrationer og indsamlet underskrifter. Nu er det tid til at ruske op i samfundet og forstyrre! Det er børnene, det gælder, det er alle de andre arter, det er folk i det globale syd der allerede lider under klimakatastrofens konsekvenser. Det er os allesammen. Det er Jorden, det gælder. 
Befri Jorden!!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret