I dag skal alle folketingsmedlemmer hver især agere anklagemyndighed og vurdere, om jeg i sagen om barnebrude har gjort mig skyldig i en forbrydelse, der er så alvorlig, så jeg skal stilles for en rigsret.
Jeg ved, at mine ord i dag, de jo nok næppe kommer til at gøre den store forskel.
Den politiske beslutning er truffet af et stort flertal, også i mit eget parti, og de mener, at jeg er skyldig.
I Danmark, der rejser man ikke straffesager for at rense hverken mennesker eller partier, tværtimod man gør det for at dømme dem.
Jeg står ved, at der i barnebrudssagen er begået fejl, og jeg har også flere gange beklaget dem.
Men i modsætning til alle jer, der om lidt trykker på den grønne knap, så var jeg i lokalet, jeg ved, hvad jeg har sagt og gjort, og jeg ved, at jeg ikke beordrede nogen til at gøre noget ulovligt.
Jeg husker tydeligt dengang i 2016, da vi første gang hørte historierne om barnebrudene på de danske asylcentre.
Folketinget var i oprør. Jeg skulle gribe ind, og jeg skulle gribe ind nu.
Ja, selv den radikale leder, fru Sofie Carsten Nielsen, kunne dengang ikke få handling hurtigt nok.
Jeg greb ind. Jeg gjorde, hvad jeg fastholder, var det eneste rigtige politiske og menneskelige at gøre.
Medierne og med dem også et flertal i Folketinget har valgt et andet fokus, et andet syn på barnebrude.
Men jeg får stadig kvalme, når jeg tænker på det par med en 17-årig pige og en 29-årig mand.
Herregud, tænker nogle af jer nok. Men hun blev gjort gravid første gang som 12-årig, fødte sit første barn som 13-årig og barn nummer to 10 måneder efter.
I Danmark, der er den slags strafbart.
Og der er ikke et eneste menneske inde i den folketingssal her i dag, der skal bilde mig ind, at det skete frivilligt.
Tænk, at komme til et land som Danmark, et land med ligestilling, som ung tvangsgift pige og så opleve, at staten i stedet for at give dig mulighed for at bryde ud af dit tvangsægteskab, i stedet for, så fastholder de dig ved at indkvartere jer sammen på et asylcenter.
Når Folketinget i dag rejser en rigsretssag mod mig, så er og bliver det den ultimative mistillidserklæring.
Ikke kun til mig, men også til den politik, som jeg står tiltalt for.
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti ledsager så også i dag anklagen med en bemærkning om, at jeg gjorde det politiske rigtige.
Det klinger ærlig talt hult.
Man anklager ikke nogen, hvis man mener, at de gjorde det rigtige.
Det vidner om én ting: ingen rygrad.
I Danmark, der står vi midt i en værdikamp. Det er en kamp om, hvad vi vil lægge dansk jord til.
Er det vores værdier, der skal gælde i vores land? Eller er det andre værdier, der skal gælde i vores land?
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne inden for lovens rammer for at beskytte pigerne og i dag, der anklager et flertal mig så ved rigsretten for at gøre det rigtige.
Det tager jeg med.
Man kan slå sig, når man står fast, men vi svigter, hvis vi bøjer os.
Jeg vil gerne takke alle, der er i dag står fast. Otte venstrefolk, der sammen med mig stemmer imod oprettelsen af en rigsret, tidligere statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Jeres opbakning betyder alverden for mig.
Og endelig, så vil jeg også gerne sige en meget stor tak for den massive støtte, som jeg oplever fra danskerne. Det er så rørende.
Mit hjem har igennem den sidste måned været fyldt med blomsterbuketter, min postkasse, ja både den fysiske og den elektroniske har været fyldt med breve, pakker og beskeder, og der er folk, der med fynd og klem tager debatten på Facebook og i aviserne.
Og rigtig mange kommer med opmuntrende ord på gader og stræder. I drømmer simpelthen ikke om, hvor meget det har rørt mig.
Tusind, tusind tak.
